Annonce
Erhverv

Skal butikkerne holde åbent 24. december?: Fredericia Shoppings bestyrelse er splittet

Normalt holder butikkerne ikke åbent juleaftensdag, men i år skal være en undtagelse, mener Fredericia Byråd, fordi et krydstogtskib med 2000 gæster lægger til kaj 24. december om morgenen. Arkivfoto: Benny F. Nielsen

Da et krydstogtskib anløber Fredericia juleaftensdag, vil Fredericia Byråd søge om dispensation til, at detailbutikkerne kan holde åbent tre timer om formiddagen. Men ikke alle i Fredericia Shoppings bestyrelse synes, det er en god idé.

Fredericia: Hvis du 24. december i år opdager, at du har glemt at købe julegave til tante Oda, så fortvivl ikke.

For hvis det går, som Fredericia Kommune håber, får byens detailbutikker mulighed for at holde åbent juleaftensdag fra klokken 10 til 13.

Det skyldes, at krydstogtskibet Arcadia lægger til kaj i Fredericia om morgenen 24. december som en del af skibets julecruise, og om bord vil der være 2000 gæster og næsten 1000 besætningsmedlemmer.

Men da det fremgår af lukkeloven, at detailbutikker ikke må sælge varer på helligdage og juleaftensdag, kræver det en dispensation, og mandag aften skal byrådet tage stilling til en dispensationsansøgning til Erhvervsstyrelsen.

I et udkast skriver kommunen, at den meget gerne ser, at de mange gæster ikke møder et lukket Fredericia.

"Byrådet ønsker at vise Fredericia fra sin bedste side som den spændende og indbydende by, den er, både i forhold til turisme og handelsliv. Det vil derfor være meget beklageligt, hvis byens detailbutikker ikke kan holde åbent, da dette vil give et lukket og forkert indtryk af byens handelsliv", står der blandt andet i ansøgningen.

Annonce

Juleaften har tidligere været åbningsdag

Kommunen har tidligere fået dispensation til, at butikkerne kunne holde åbent Kristi himmelfartsdag og grundlovsdag, fordi der også var krydstogtgæster i byen, og det har ifølge Fredericia Shoppings formand Ole Mortensen været en succes.

Derfor bakker et flertal i handelsstandsforeningens bestyrelse op om initiativet.

- Vi har sagt, at vi synes, at de (kommunen, red.) skal søge det, og så er det op til vores medlemmer selv at vurdere, om de vil holde åbent. Vi anbefaler, at de gør det, men det er op til dem selv, siger Ole Mortensen.

Han gør opmærksom på, at butikkerne tidligere holdt åbent juleaftensdag.

- For 10-15 år siden var den 24. en almindelig åbningsdag, hvor vi havde åbent i tre timer, og reelt set er det ikke en helligdag som Kristi himmelfartsdag. Men det er en familiedag, og som detailhandel arbejder vi i forvejen meget i december, så derfor lader vi det også være op til vores medlemmer, om de vil eller ikke vil, siger Ole Mortensen, der selv driver Miami/Tøjeksperten, som vil lukke dørene op de tre timer, så de mange udenlandske gæster kan blive klædt varmt på.

Men han erkender, at det ikke vil være alle af Fredericia Shoppings medlemmer, der vil følge det eksempel.

- Vi har kun diskuteret det i bestyrelsen, og bestyrelsen er splittet. Nogle siger, at de ikke vil gøre det, og andre siger, at de vil. Så det er det, vi kommer til at opleve, og det kan vi lige så godt spille åbent ud om, siger Ole Mortensen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce