Fredericia: Om mindre end et år står et nyt genbrugscenter klar til indvielse i Fredericia.
Lige nu er det en åben jordplads på Nordre Kobbelvej i Fredericia, men onsdag formiddag blev første spadestik taget til byggeriet for 80 millioner kroner.
Egil Rasmussen er hovedentreprenør på byggeriet, og firmaet måtte rykke hurtigt for at skaffe beton til byggeriet. Det kommer fra tre forskellige levereandører.
- Det er en spændende udfordrende sag, som har det ekstra krydderi, at det skal gå forholdsvist hurtigt, sagde medejer Christian Duus i forbindelse med første spadestik.
- Betonelementerne bliver leveret i uge 28, så i den periode vil man for alvor se byggeriet skyde op, sagde medejeren.
Han glædede sig over, at det meste af arbejdet udføres af lokale håndværkere.
- Der kommer til at være et mylder af mennesker på byggepladsen. Holdet, der skal løse opgaven, er hovedsageligt lokale. Så jeg håber på, de vil cykle til arbejdspladsen, så vi undgår trafikale problemer, lød det med et smil fra Christian Duus.
80 millioner for ny genbrugsplads
Genbrugspladsen kommer til at koste 80 millioner kroner.
Grunden kostede 10 millioner kroner, opførelsen koster 50 millioner kroner, der købes maskiner for 12 millioner, og projektering og byggeplads- og arbejdsmiljøstyring koster otte millioner.
Den nye plads er 10.000 kvadratmeter stor. En separat plads til haveaffald på 8000 kvadratmeter kan bruges døgnet rundt.
Desuden er der et genbrugscenter til sortering på 2400 kvadratmeter, en genbrugsbutik, administration, et værksted til socialøkonomiske aktiviteter og et 10.000 kvadratmeter stort lagerområde.
Blandt frontløberne
Til stede var også borgmester Jacob Bjerregaard (S), og han glædede sig over, at lokale entreprenører vandt udbuddet.
- På denne plads vil vi se et af Danmarks mest moderne genbrugscentre vokse frem, sagde borgmesteren, som også er formand for miljø- og forsyningsudvalget i Kommunernes Landsforening.
- Fredericia bliver ofte fremhævet i den sammenhæng. Jeg er glad for den position, Fredericia har på affalds- og genbrugsområdet, sagde Jacob Bjerregaard.
Den nye genbrugsplads bliver døgnåbent for modtagning af haveaffald. Desuden bliver den moderne indrettet, og de containere, som findes på den nuværende genbrugsplads på Industrivej, vil ikke være til stede på den nye plads.
- Fredericia er en af fronløberne på affalds og genbrugsområdet i omkring 40 år, og vi var blandt de første, der begyndte at sortere vores affald. Derfor er det oplagt, at Fredericia fortsat være blandt fronløberne på området, sagde han.
Taulov-virksomhed styrer slaget
Egil Rasmussen er som nævnt hovedentreprenør på byggeriet, og Taulov-virksomheden står for tømreropgaverne.
Desuden er der følgende andre virksomheder på opgaven: Munck (jord, kloak, beton), Boligbeton (dækelementer), Dan-Element (betonelementer), Give Steel (stål), El:con (el), Bravida (vvs), Deber (ventilation).