x
Annonce
FC Fredericia

Skidt generalprøve for FC: Tabte i en vild vind

Christian Ege Nielsen og FC Frederica tabte 1-0 til Skive i en træningskamp, som blev ødelagt af en strid vind. Arkivfoto: Ole Nielsen
FC Fredericia tabte 1-0 til Skive i den sidste træningskamp før sæsonen begynder igen. En vild vind gjorde forholdene umulige for begge hold.

Højslev: FC Fredericia tabte den sidste testkamp før det går løs i 1. division. I Højslev måtte oprykningsbejleren finde sig i at gå fra banen med et nederlag på 1-0 til Skive efter en fodboldkamp, som ikke kommer til at gå over i historien.

Opgøret blev spillet på Lars Tyndskids mark - her finder man åbenbart den bedste kunstgræsbane på Skive-kanten - og en strid storm på tværs af banen gjorde det stort set umuligt at spille poleret fodbold.

De knap så favorable vilkår sås tydeligt, når målmændene forsøgte at sparke bolden ud i banen. Vinden tog fat i den og sendte den virrende langt ud over sidelinjen.

FC Fredericias højre back Jakob Buus fik også vinden at føle, da han flugtede og sendte bolden 10 meter over mål. Men før den kunne krydse baglinjen, tog blæsten fat i den og sendte den direkte tilbage i hovedet på ham.

Annonce

Skive IK-FC Fredericia 1-0 (0-0)

Træningskamp.

Mål: 1-0 Thomas Santos (69.).

FC Fredericia: (4-2-3-1): Alexander Nybo - Jacob Buus (uzo 60.), Erik Nissen (Mathias Johannsen 60.), Christian Ege Nielsen (Lukas Enevoldsen 60.), Nicolaj Ritter (Nikolaj Kirk 60.) - Andreas Oggesen (Victor Torp 60.), Dennis Høegh - Joachim Wagner, Kristian Kirkegaard (Mathias Gertsen 75.), Agon Mucolli (Martin Mikkelsen 60.) - Anders Holvad (Steven Enna 60.).

Store chancer

FC Fredericia forsøgte at spille og stillede med sin stærkeste formation til formålet. Gæsterne ville gerne have læderet ned på græstæppet og lykkedes i momenter med at spille god fodbold. Der skulle dog gå 37 minutter, før kampens første chance til FC Fredericia kom:

Kristian Kirkegaard blev helt fri foran mål efter et kiks i Skive-forsvaret, men han sparkede bolden i handsken på en fremstormende målmand. Også Anders Holvad fik en stor mulighed, som han ikke fik afsluttet ordentligt på.

I kampens begyndelse var Alexander Nybo i FC Fredericia-målet blevet testet en sjælden gang, men han kom fint ud til et dårligt skud, som blev farligt som følge af vindens lunefuldhed.

FC Fredericia havde besvær med at skabe muligheder, og det er selvsagt bekymrende. Særligt efter pausen gik spillet alt for langsomt, og Skive kunne med ret stor ro stå dybt og forsvare sig, fordi den gul-blå organisation simpelthen ikke blev flyttet hurtigt nok. På den måde kom spillet til at foregå på hjemmeholdets præmisser. Skive havde det fint med at forsvare den hjem, mens FC Fredericia kæmpede for at flytte bolden med den fornødne fart.

Og når FC Fredericia fangede Skive i ubalance og forsøgte at spille den dybt til en lynhurtig løber som Joachim Wagner, blev bolden bremset af vinden og gjort umulig at arbejde med.

For let mål

Anden halvleg blev en til glemmebogen.

Christian Ege Nielsen, der virker bedre og bedre som central forsvarsspiller, måtte kaste sig heroisk ned og blokere et skud efter 55 minutter og tre minutter senere blev Alexander Nybo tvunget til at redde flot.

Efter en times spil skiftede Jonas Dal syv mand, og det gav den endelige uro i FC Fredericia-kæderne, som Skive skulle brug til at vinde kampen.

Kampens eneste træffer blev sat ind af Thomas Santos, som alt for let kunne finde en kanal ned gennem FC Fredericias defensiv. Han løb legende let helt ned i i feltet og sparkede upresset bolden i kassen. Én fejl af defensiven og et kampafgørende mål.

Dennis Høegh spillede på midtbanen i fraværet af Mathias Gertsen, som er karantæneramt til lørdagens kamp mod Fremad Amager, og den rutinerede kreatør gjorde det udmærket. Han var tæt på at udligne med syv minutter igen, men hans følte forsøg blev headet væk på stregen.

Og så endte en dårlig generalprøve 1-0 til Skive. Det husker ingen, så længe FC Fredericia bare vinder på lørdag.

Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia For abonnenter

Søren Møller taler ud: Teaterchef håbede med opsigelse at redde sin drøm

Kultur For abonnenter

København var et dyrt bekendtskab: To forestillinger slog bunden ud af teatret

Annonce