Annonce
112

Skolebørn fik reflekser på tøjet

Anne-Mette Moberg og Karina Rosenmeier, indehavere af Louis Nielsen i Vejle, stod for uddelingen sammen med Henriette Madsen (til højre), generalsekretær i Børneulykkesfonden. Foto: Flemming Larsen
Børnene på Kirstine Seligmanns Skole i Vejle fik reflekser, da de mødte forleden. Optikerforretningen Louis Nielsen og Børneulykkesfonden stod for uddelingen.

Vejle: Børnene på Kirstine Seligmanns Skole fik en anderledes start på skoledagen, da de mødte ind forleden morgen. Uden for indgangen blev de nemlig mødt af gratis reflekser.

Det var Børneulykkesfonden og optikerforretningen Louis Nielsen i Vejle, der havde indgået en aftale med skolen om uddeling af reflekser. Sammen ønsker de at gøre opmærksom på, hvor vigtigt det er at huske reflekserne i vintermørket.

Anne-Mette Moberg og Karina Rosenmeier, indehavere af Louis Nielsen i Vejle, havde fra morgenstunden byttet disken i butikken ud med pladsen i mørket foran skolen. De stod for uddelingen sammen med Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden.

- Vi er her på skolen for at gøre opmærksom på, at det er virkelig vigtigt at huske reflekserne. Det er stadig mørkt på vej til skolen om morgenen, og her er reflekser vigtige, fortæller Karina Rosenmeier.

Annonce

Bliv set i trafikken

  • Refleksen skal hænge i en snor, så den bevæger sig, når du færdes i trafikken.
  • Refleksen bør sidde lavt, så lyset fra billygterne rammer den.
  • Sæt en refleks foran og bag på dit overtøj.
  • Sørg for både at have en refleks på overtøjet og på rygsækken/skoletasken.
  • Skift refleksen jævnligt - effekten kan aftage, og reflekser, der sidder fast på tøjet, slides i vask (en refleks i god kvalitet kan holde til cirka 30 vaske).

Halvdelen glemmer reflekser

For selv om de fleste måske godt ved, at reflekser er vigtige at huske, glemmer knap halvdelen af danskerne alligevel reflekserne i den mørke tid. Det viser en undersøgelse foretaget af Epinion for Børneulykkesfonden.

- Vi ved, at reflekser har en forebyggende effekt i trafikken. Hvis du bærer reflekser som fodgænger eller cyklist, mindsker du risikoen for at blive overset i trafikken med 85 procent, og det fortæller jo med al tydelighed, at reflekser er vigtige i trafikken, siger generalsekretær i Børneulykkesfonden Henriette Madsen.

Reflekserne blev hurtigt uddelt til skoleeleverne, som var hurtige til at sætte dem fast på tøjet.

- Børnene var enormt glade for reflekserne, og det var dejligt at se, at de tog dem til sig med det samme, fortæller Anne-Mette Moberg.

Børn er i øvrigt bedre end voksne, når det gælder reflekser. Undersøgelsen fra Epinion viser således, at mens 72 procent af alle børn bærer reflekser, er det blot 43 procent af de voksne, der bærer reflekser.

Efter besøget på Kirstine Seligmanns Skole deler Louis Nielsen gratis reflekser ud i butikken, så længe lager haves.

Louis Nielsen har købt reflekserne gennem Børneulykkesfonden og giver på den måde støtte til organisationens arbejde for at mindske ulykker generelt blandt børn.

Så stor er forskellen

Med en refleks bliver du synlig på en afstand af 140 meter, hvis bilen har nærlyset tændt. Ved 50 km/t har en bilist med nærlyset tændt 10 sekunder til at opdage dig.

Uden refleks: Du bliver synlig på en afstand af 25-30 meter, hvis bilen har nærlyset tændt. Ved 50 km/t har en bilist med nærlyset tændt kun to sekunder til at opdage dig.

Caroline, otte år, Kaisa, otte år, og Asta, seks år, var tre af de børn der blev overrasket af Louis Nielsen og Børneulykkesfonden. Her ses de sammen med Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden, og Vibe Juul Johansen (til højre), skolelder på på Kirstine Seligmanns Skole. Foto: Flemming Larsen
Eleverne var hurtige til at sætte reflekserne fast på tøjet. Foto: Flemming Larsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce