Annonce
Fredericia

Svineri i skoven: Politi koblet på 'hjemløselejr'

Det ligner nærmest en hjemløselejr i skovbrynet, mener skovarbejderne. Politiet er koblet på sagen, men nu rydder kommunen telte og affald. Foto: Fredericia Kommune
Både i Hannerup og Fulgsang Skov skal kommunen i gang med oprydning efter skovsvin. Den ene plads ligner en hjemløselejr, og politiet er koblet på sagen. En anden ligner et tømt kælderrum, og også den har politiet nu fået besked om.

Fredericia: Løvfald gør skoven mere åben, og for skovarbejderne i Fuglsang betød det for et par uger siden, at der åbenbarede sig en teltlejr af presenninger og rafter skjult i skoven.

- Det lignede nærmest en hjemløselejr, og det var så omfattende, at vi valgte at indgive en politianmeldelse. Der lå blandt andet transportkasser til katte og andre ting, der tydede på, at nogen havde boet der, siger Carsten Pedersen, projektleder i natur- og miljøafdelingen i Fredericia Kommune.

Politiet er endnu ikke vendt tilbage til Fredericia Kommune, men lejren bliver nu ryddet af kommunen.

De midlertidige telte er lavet af gammelt plastik og rummer både tøjdyr, sko, tæpper, kogegrej med mere. Lejren ligger i udkanten af Fuglsang Skov ud mod Søndermarksvej. I samme område ligger smidt masser af affald, en gammel cykel og andet affald, som nu bliver fjernet.

Annonce
Det gav et skår i julehyggen, da jeg så man havde tømt et kælderrum, et udhus eller andet i skovbrynet.

Erik Rønnebech

Øv under juleturen

Det samme gør en stak affald, som Erik Rønnebech fra Erritsø i denne uge faldt over på en gåtur i barndommens skovområde i Hannerup.

Neden for Fredericia Produktionsskole og det tidligere gartneri lå Erik Rønnebechs barndomshjem ved den ældgamle forbindelsesvej mellem Søndermarken og Strandvejen. Den hed på den tid Stenbakken.

- Jeg plejer altid at gå en tur omkring stedet, hvor mit gamle barndomshjem lå i 40'erne. Det er blevet lidt en juletradition, men julehyggen blev noget spoleret af synet af affaldet. Det ligner, at man har tømt et kælderrum eller udhus, og så hældt indholdet ud i skovbrynet, siger Erik Rønnebech.

Mellem vissent løv lå fyldte sorte affaldssække, farvestrålende hynder, en lampe og andet skrammel.

Naturlossepladser

For nylig var det i Herslev, at en beboer fandt en stor omgang skrald liggende i naturen, og for nogle måneder siden var det et område ved Lyngsodde bag ammoniaktankene, der blev brugt til naturlosseplads.

I Herslev valgte en beboer at samle hele dyngen op, sortere det og bringe det til genbrugspladsen. På Lyngsodde sørgede Ny Nitrogen for oprydningen.

Fredericia Dagblad har nu sendt fotos og placering af "fyldpladsen", som Erik Rønnebech faldt over videre til Fredericia Kommune, som vil tage sig af affaldet. Fredericia Kommune samler årligt to-tre ton henkastet affald op.

I området, hvor der tidligere var en forbindelsesvej mellem Søndermarken og Strandvejen, har nogle valgt at tømme en trailer fyldt med ragelse. Foto: Erik Rønnebech

Indimellem vælger folk at bruge naturen som losseplads. Denne gang er det et skovbryn i Hannerup. Foto: Erik Rønnebech
Ved de røde markeringer er der fundet affald, som nu er anmeldt til politiet. Markeringen i Fuglsang Skov viser, hvor der er fundet noget der nærmest ligner en hjemløse lejr. Kort: Fredericia Kommune
Ved siden af "lejren" ligger stakke af affald, som nu bliver fjernet. Foto: Fredericia Kommune
Efter løvfald dukkede denne "hjemløselejr" op i Fuglsang. Foto: Fredericia Kommune
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce