Annonce
Trekantområdet

Skrig og larm: Nu bliver et nyt våben sat ind i kampen mod de trælse råger

Skov- og naturtekniker Danny Grosen Madsen placerer de nye egern-boliger i cirka 10 meters højde. Målet er at tiltrække egern, som kan finde på at spise rågeæg. Foto: Anders Kynde
Rågerne skriger og larmer, men da det er en fredet fugl, er den svær at bekæmpe. Derfor sætter Vejle Kommune nu sin lid til en lille gnaver med en lang og busket hale.

Jelling: Det er en kold og regnfuld februarmorgen. Vinden rusker i de nøgne træer langs Bredager, og man får nærmest helt ondt af rågerne, som har bygget reder langt oppe i træerne.

Blandt borgerne i Jelling nyder rågerne dog ikke meget sympati. Rågerne er støjende, nærgående og ser uhyggelige ud, lyder det blandt andet fra naboerne.

Faktisk er rågen en fredet fugl, og derfor er det svært at regulere den. Det kan lade sig gøre for Vejle Kommune at skaffe tilladelse til at skyde rågeunger, men tidligere forsøg har givet begrænset succes.

Så hvad er der mere at stille op i kampen mod rågerne? Svaret er: egern!

Ja, du læste rigtigt. Egern er det nyeste våben i forsøget på at regulere rågebestanden. For den lille gnaver, der elsker at klatre i træer, er efter sigende temmelig glad for at spise rågernes æg.

Annonce

Råger

  • Råger færdes stort set altid i flok. De yngler i store kolonier, som ofte findes tæt på byer og
  • Rågerne er fredet fra jagt i Danmark, ifølge EU fuglebeskyttelsesdirektivet fra 1979. Derfor er det kun tilladt i dag at lave regulering af rågerne.
  • I ynglesæsonen, som er i foråret, er rågerne meget støjende, hvilket kan være stærkt generende i bynære områder.
  • Regulering af råger kræver tilladelse fra Naturstyrelsen.

Kilder: Danmarks Jægerforbund og Naturstyrelsen

Egernboliger monteres

Og det er netop derfor, vi befinder os i den lille skov ved Bredager, hvor der er adskillige rågereder i de høje træer.

For en stund er rågerne nemlig ikke alene i træerne. De har fået selskab af Danny Grosen Madsen, der har klatret cirka 10 meter op - stadig et godt stykke fra rederne. Med sig har han en boremaskine. Den skal han bruge til at skrue en egernkasse fast til træet.

Danny Grosen Madsen er skov- og naturtekniker hos Vejle Kommune, og denne morgen er han sammen med kollegaen Rune Ørgaard Nielsen på en lidt anderledes opgave.

- Vi har erfaring med at montere fuglekasser, men det er første gang, vi kravler op for at sætte egernkasser fast. Normalt arbejder vi mest med skovdrift, træfældning og vedligeholdelse af stier og vandløb, forklarer Rune Ørgaard Nielsen, der er teamkoordinator på Materielgården i Vejle Kommune.

Sarah Østergaard Brun, der er landskabsarkitekt i Vejle Kommunes parkafdeling, forklarer idéen bag egernkasserne:

- Teorien er, at når egernet slår sig ned i egernkasserne og har unger at opfostre, skal den skaffe noget føde til ungerne. Og så kan den godt finde på at tage nogle af rågernes æg. På den måde kan det være med til, at der ikke kommer helt så mange rågeunger på vingerne, forklarer hun.

Et forsøg

Inspirationen til egernkasserne kommer fra lignende forsøg i andre kommuner.

- Vi har endnu ikke hørt, at det har en målbar effekt, men kommunerne melder om gode oplevelser med egernkasserne. Det er stadig nyt, og det er vigtigt at understrege, at der er tale om et forsøg. Vi vil holde øje med udviklingen og se, om der er nogle egern, der flytter ind i kasserne. Og så må vi bare håbe, at de får lyst til rågeæggene, siger hun.

I alt sætter de fem egernkasser op på forskellige træer i omkring 10 meters højde.

- Der kommer nok ikke til at bo fem egern i området, fordi de er så territoriale, som de er. Men nu har de i hvert fald mulighed for at vælge, hvilket hjem de helst vil have, siger landskabsarkitekten.

Også i Børkop bliver en række træer dekoreret med egernkasser i den kommende tid.

En egernkasse skal have mindst to indgange. Foto: Anders Kynde
Rune Ørgaard Nielsen gør klar til, at egernkassen kan hejses op til kollegaen Danny Grosen Madsen, der sidder klar oppe i træet. Foto: Anders Kynde
Flere rågereder kan skimtes øverst i baggrunden. Foto: Anders Kynde
Med en stor slangebøsse - også kaldet Big Shot - kaster Danny Grosen Madsen en lille sæk med line op over en tyk gren. På den kan der trækkes et klatrereb op, så sikkerheden er i orden, når han klatrer op i træet. Foto: Anders Kynde
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

USO åbner pop-up outlet i Vendersgade: Vi har fået gode tilbud fra leverandører

Fredericia

Frisør håber på biler i Vendersgade: Kunder parkerer for langt væk i dag

Fredericia

Efter voldskred: Rydnings-firma er ekstra opmærksom i regnen

Annonce