Brøndby: En dårlige første halvleg og en god anden.
Sådan så træner Constantin Gâlcă Vejle Boldklubs opgør mod Brøndby. På Brøndby Stadion vandt hjemmeholdet med 2-1 efter pauseføring på 1-0.
- Vi havde chancen for at få point. Vi var tæt på med forsøget på overliggeren, sagde VB-træneren med henvisning til, at Denis Kolinger 10-12 minutter inden slutfløjtet ramte tværribben med et fint hovedstød.
Galca var tilfreds med indsatsen i kampens sidste 45 minutter. Da sad VB’erne på spillet og skabte udover Kolingers hovedstød andre udmærkede muligheder.
Til gengæld havde han ikke meget pænt at sige om første halvleg:
- Vores pres fungerede ikke, og der alt for mange fejlafleveringer. De betød, at vi stort set aldrig formåede at holde i bolden.
Spillede med to i front
Det gjorde ikke vejlensernes betingelser lettere, at Brøndby to-tre minutter efter pausen øgede til 2-0.
- Vi fik lagt et bedre pres på deres wingbacks og fik flere dueller én mod én. Det hjalp på vores spil, sagde VB-træneren.
Og der blev satses, da han med en lille halv time igen smed den unge franskmand Hugo Ekitike ind og spillede 4-4-2.
- Vi ville forsøge at få flere bolde i feltet, og derfor spillede vi med to angribere, sagde Gâlcă, som rykkede Wahid Faghir fra positionen på venstrekanten op i front som makker til German Onugkha.
- Det var også lige ved at lykkes for os, sagde han.