Annonce
Debat

Skulle det være et stykke valgflæsk?

landsting landstinget paragraf lov grundloven christiansborg holde øje med nex

Regeringens finanslovsforslag kunne give indtryk af, at der er ekstraordinære gaver på vej både her og der.

Endelig også med et par gode gaver til den danske kultur: To kommende regionale kunstfonde - og så har regeringen tænkt sig at stoppe den årlige grønthøster, der ellers helt automatisk barberer to procent af bevillingerne til blandt kulturområdet.

Signalet om at stoppe grønthøsteren er et særlig godt signal. Hvis altså der ikke bare er tale om valgflæsk.

Det kunne være signal om, at der ikke længere kan eller skal spares mere på det område, der tilfører vores samfund og os som borgere de oplevelser, der sætter livet i relief, giver plads til refleksion, glæde og ny inspiration til resten af livet og arbejdslivet. Men jeg kan desværre godt blive i tvivl, om ikke netop der bare er tale om valgflæsk.

For hvorfor skal grønthøsteren først stilles i garagen i 2022? Hvad er argumentet for at vente? Og hvorfor giver man indtryk af, at ville stoppe ordningen, når der reelt er tale om en model, hvor kulturen skal spare, og pengene så efterfølgende uddeles igen?

Er det for lige at vride kulturlivet endnu et par år med besparelser? ... og så igen? Kigger vi lige kort i tallene for den kommende finanslov, så er udsigten for 2019 langtfra en gavebod. Hvis den årlige grønthøster fortsætter som varslet, spares der i 2019 f.eks et par millioner på den særlige støtte til at skabe ny musik via Statens Kunstfonds Musiklegatudvalg. Det er dén støtte, der blandt andet medvirker til, at der skabes og udvikles spændende ny musik, som både ender på hitlisterne og skaber international opmærksomhed i koncertsale langt uden for de danske grænser. Altså spares der næste år i støtten til de skabende kunstnere i en tid, hvor dansk musik i forvejen er truet af streamingtjenesternes algoritmesystemer. Og hvor kunstnerne oplever, at det bliver mere og mere vanskeligt at leve af musikken. Det er en virkelig ærgerlig politisk prioritering!

Ser vi på et andet at de vigtige steder, hvor musikken får støtte til at komme ud og blive præsenteret for publikum, spares der næste år omkring 10 millioner kroner i Statens Kunstfonds Projektudvalgs bevilling. Projektudvalget er at betragte som pulsåren i dansk musik. Det er den, som f.eks sørger for at alt slags musik kan præsenteres for hele den danske befolkning via honorar eller transportstøtte. Med andre ord endnu en rigtig ærgerlig politisk prioritering!

Disse to vigtige områder er bestemt ikke ramt af regeringens gaveregn, men skal til gengæld beskæres, fordi den årlige grønthøster fortsætter. Jeg har aldrig været tilhænger af, at man laver en automatisk mindre bevilling ud over et helt område. Det er svært at se, at der kan ligge vigtige politiske prioriteringer og beslutninger om i hvilken retning, man politisk ønsker at bevæge dansk kultur bag det valg ... med mindre det da er en generel disrespekt for et helt område. Som komponist og formand for 1700 gode kolleger, der for langt størstedelens vedkommende må kæmpe med det yderste af neglene for overhovedet at skabe en minimumsindtægt ikke meget højere end understøttelsen, kan jeg altså hurtigt pege på et par gode muligheder for at vise anderledes positiv opmærksomhed om dansk kulturliv og dansk musikliv.

Måske der er en politiker, der kan fristes til at pege på en af vores fantastisk store internationale stjerner. Og måske endda få det over sine læber, at musikken gør det endda rigtigt godt? Jeg skal hilse fra de ni ud af ti andre komponister og sangskrivere med svaret, at musikken har brug for oprigtig opmærksomhed. Og det kan altså ikke vente til 2022!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme For abonnenter

Charlie: Tænk hvis Christian X havde fået sin vilje - så kunne vi have haft et Kosovo ved Dannevirke

Det siges, at min oldefar Martin Mortensen gik rundt i Flensborg by iklædt sit bedste sæt tøj og med høj hat i dagene op til afstemningen for at få folk til at stemme byen og det tabte danske land hjem til Danmark. Krigen i 1864 havde været en katastrofe, og grænsen blev sat ved Kongeåen lige syd for Kolding. Danmark var krympet gevaldigt siden vikingetiden, hvor Ejderen var grænsefloden mellem det danske rige og Frankerriget. At der i store dele af det sydlige Danmark var mange, der sympatiserede med det tyske, var en anden sag … De blev holdt nede og deres oprør i treårskrigen 1849-51 var ingen undtagelse. ”Hovmod står for fald” står der vist et sted i Bibelen - og det skete jo så for dansken i 1864. Grænsen var trukket … Danmark var med et slag blevet halveret med det til følge, at tusindvis af danskere måtte leve under tysk herredømme. Det førte med sig, at en del sønderjyder måtte i de tyske skyttegrave under første verdenskrig. Men nu var verdenskrigen tabt, og nu stod min oldefar med ligesindede og talte for, at Sønderjylland endelig skulle hjem. - Der blev stemt i to afstemningszoner, Nordslesvig og Sydslesvig. Modsætningerne i befolkningen blev trukket skarpt op - dansk eller tysk. Resultatet kender vi jo: I Nordslesvig nord for Flensborg blev det et klart dansk resultat - fra Flensborg og nedefter var flertallet tysk. Det huede ikke min oldefar, så han flyttede nordpå i protest. Her slog han sig ned i Vejle og blev læderhandler. Og godt for det, for ellers var slægten måske ikke gået derhen, hvor jeg blevet født. Jeg tror såmænd ikke, at min oldefar agiterede for et Danmark helt til Ejderen. Flensborg var nok … men sådan gik det jo heldigvis ikke. Det var nu ikke, fordi der ikke var kræfter, der trak i den retning. Flere politikere og kulturpersonligheder, heriblandt kong Christian X, foretrak, at grænsen skulle gå ved Ejderen eller i det mindste ved Dannevirke. Kongen var heldigvis stækket og havde ingen reel magt, den havde han formøblet, da han tidligere i påsken samme år forsøgte at afsætte regeringen. Den gik ikke, og fra da af havde kongen ingen reel magt. - Nationalfølelsen var en stærk kraft at sætte fri, men den var nødvendig. Selvom det kan være svært at etablere en grænse, fordi der er følelser hos folk, så lykkedes det i 1920. Havde kongen og hans ligesindede fået held med at trække grænsen ved Ejderen eller ved Dannevirke, som om noget var et dansk symbol, kunne det været gået grueligt galt. Omkring Dannevirke var der således kun et mindretal, der var dansk. Man kan i dag sammenligne det med Kosovo og Serbien. Kosovo bliver af Serbien betragtet som nationens vugge, men flertallet i området er albanere - og vi har jo ved selvsyn opdaget, hvad det kan udløse. Nationalisme og grænsestridigheder har været en svøbe i den europæiske historie. Det udfoldede sig for alvor i nyere tid, da det tidligere Jugoslavien gik i opløsning. Man forsøgte i starten en fredelig dialog, men ”lunten” var tændt, og snart stod Balkan i flammer. Hvem havde troet det i en moderne oplyst verden? - Den dansk-tysk grænsehistorie bør derfor alt andet lige give inspiration og være model for, hvordan konflikter og krig kan undgås og i stedet lede til fredelig sameksistens. Grundsynspunktet ved afstemningen i 1920 var, at grænsen skulle placeres med folkets selvbestemmelse. Tysksindede i Slesvig skulle ikke tilhøre Danmark og omvendt, hvis de ikke selv ønskede det. Netop det princip afspejlede den nye grænses placering. - Ved at indlemme de dansksindede sønderjyder havde man for første gang opnået overensstemmelse med den danske stat og dets folk. Danmark, som vi kender det i dag, geografisk og folkeligt, var en realitet, uden konflikt, ballade og efterfølgende krige. Men i stedet med et fundament til en fredelig sameksistens over grænsen mellem de forskellige mindretal. Der er tre mindretal i grænselandet: Det danske mindretal i Sydslesvig består af 50.000 dansksindede. Det tyske mindretal består af cirka 15.000 personer i Sønderjylland. Og det frisiske mindretal udgør en gruppe på cirka 10.000 personer, der taler frisisk i den nordvestlige del af Sydslesvig. - Da jeg gik i skole, kunne man få fri til middag på Dybbøldagen 18. april, hvis man meldte sig frivilligt til at gå rundt og sælge Dybbølmærker. En halv ”fridag” kunne man vel altid bruge. Dybbøl havde man jo hørt om, men at pengene gik til det kulturelle samarbejde i grænselandet, var ikke noget vi tænkte over dengang. Grænseforeningens arbejde har været uvurderligt for det gode forhold over grænsen. Det danske mindretal i Sydslesvig er vigtigt for hele Danmark. De danske syd for grænsen og de tyske nord for er med til at bygge bro mellem dansk og tysk sprog og kultur. Mindretallene er i fællesskab kommet meget langt i det dansk-tyske grænseland. Vi lever fredeligt side om side. Netop det danske og tyske mindretal har spillet en afgørende rolle for den positive udvikling. - I et internationalt perspektiv kan man uden tøven konstatere, at Genforeningen viste, at grænsekonflikter kan løses. Den model, der blev brugt i 1920 ved genforeningen, viste, at man ikke skal afskrive folkets selvbestemmelsesret som en løsning på konflikter. Man må have folket med. Det gjorde man ved grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland i 1920. Selvom kongen symbolsk var i centrum, da han red over grænsen på sin hvide hest, var det folket i grænselandet, der havde bestemt. Så selvom grænsen heldigvis ikke kom til at gå ved Ejderen, og min oldefar ikke fik sin vilje med hensyn til Flensborg, så er der så meget at fejre her i 100-året efter Genforeningen.

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];