Annonce
Vejle

Slipper for hårdere ghettokrav: Folketinget godkender Finlandsparkens store plan

Finlandsparken. Foto: Mette Mørk
Folketingets Tranport-, Bygnings- og Boligudvalg har netop godkendt AAB's og Vejle Kommunes dispensationsansøgning for Finlandsparken.
Annonce

Nørremarken: Onsdag klokken 9 fik formand for AAB Vejle, Hans Helge Andersen, en mail, der i den grad fik smilet frem på AAB-formandens læber.

Mailen kom fra Socialdemokratiets boligordfører på Christiansborg, Kaare Dybvad, der kunne melde, at Folketingets Tranport-, Bygnings- og Boligudvalg netop havde godkendt AAB's og Vejle Kommunes dispensationsansøgning for Finlandsparken.

Det betyder, at antallet af almene familieboliger i Finlandsparken ikke skal nedbringes til 40 procent, som den nye ghettolov fra november sidste år ellers forlanger. I Finlandsparken, der har officiel status af "hård ghetto", kan man nu nøjes med, at 68 procent af boligerne fortsat kan være almene boliger.

- Det er en festdag, og jeg er simpelthen så superglad på AAB's og Finlandsparkens vegne. Det ville have været en katastrofe, hvis ikke vi have fået godkendt dispensationsansøgningen, for det ville være svært at finde andre håndtag at skrue på, end dem vi havde foreslået i ansøgningen, fortæller Hans Helge Andersen.

Han ville være bekymret, hvis der også skulle bygges imellem de enkelte blokke, hvor der netop er investeret millioner af kroner i legepladser, fælles arealer og haver.

Der er mulighed for at opføre noget lækkert byggeri, og jeg er overbevist om, at der nok skal være private investorer, som er parate til at bygge her.

Hans Helge Andersen, AAB-formand

Annonce

Noget lækkert byggeri

Med godkendelsen af dispensationen er truslen om at skulle rive blokke ned og tvinge lejere ud af deres hjem ikke længere aktuel.

Det kræver dog, at Vejle Kommune og AAB når i mål med at sælge områder omkring Finlandsparken, hvor der skal opføres privat boligbyggeri. På den måde fortætter man med nybyggeri i stedet for at rive ned.

Er det planens største udfordring at tiltrække private investorer, der vil bygge boliger ved Finlandsparken?

- Jeg ved ikke, om det er en udfordring. Det er en opgave, vi og kommunen tager på os. På de arealer, der ligger ved Nørremark Centret og i den modsatte ende ved Byg og Leg er der mulighed for at opføre noget lækkert byggeri. Jeg er overbevist om, at der nok skal være private investorer, som er parate til at bygge her, siger AAB-formanden.

Annonce

Skal nu i arbejdstøjet

Ifølge AAB-direktør Steen Dall-Hansen afventer selskabet den officielle godkendelse. Men når den er i hus, vil boligselskabet allerede i næste uge mødes med Vejle Kommunes repræsentanter for at sætte gang i arbejdet med at lave den udviklingsplan, som skal bane vejen for de forskellige indsatser, der sammen med nybyggeri, skal nedbringe andelen af almene boliger. Det er plan, som også først skal godkendes på Christiansborg.

- Vi skal nu alle i arbejdstøjet, og det gælder også Vejle Kommune, der blandt andet har en stor opgave med at få kigget på Nørremark Centret. Men jeg er overbevist om, at vi ved fælles hjælp nok skal nå i mål, siger AAB-formanden.

Samtidig gør borgmester Jens Ejner Christensen (V) klar til at orientere beboere i Finlandsparken om dispensationen og det forestående arbejde. Det vil formentlig ske på et borgermøde på Novaskolen på onsdag klokken 19.

Annonce

Intet skal rives ned

Hos det lokale folketingsmedlem Karen Klint (S) er der også glæde over dispensationen.

- Jeg er så glad på alles vegne. Det er godt og sundt byggeri, og jeg har hele tiden holdt på, at intet skulle rives ned og at udfordringerne burde kunne løses i et konstruktivt samarbejde mellem AAB, Kommunen og lejerne. Nu håber jeg, alle bidrager positivt til at omsætte planen i dispensationsansøgningen, siger Karen Klint.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Pressemøde i byrådssalen: Eneste punkt på dagsordenen er corona-udviklingen

Debat

Iltsvind og fiskedød i Lillebælt

Annonce