Annonce
Kultur

Corona: Venstre, rygestop, rollator-rul, Hella Joof og mange andre aflyser - læs hele listen her

Hella Joof har aflyst sit arrangement i Vejle Musikteater - og en stribe andre arrangementer er også aflyst. - Redaktionen opdaterer listen løbende. Arkivfoto: Birgitte Carol Heiberg
Kampen for at drosle coronavirus ned i tempo betyder, at listen over aflyste arrangementer vokser dag for dag.
Annonce

Vejle: Alt fra arrangementer i skoleklasser til store offentlige sammenkomster bliver i disse dage aflyst for at bremse udbredelsen af coronavirus i det danske samfund.

Vejle Amts Folkeblad vil forsøge at holde læserne opdateret med de nyeste aflysninger. Er du arrangør og ønsker at bekendtgøre en aflysning, så skriv en mail til vejle@vafo.dk.

Du er også velkommen med spørgsmål om corona-situationen, som vi kan forsøge at finde svar på.

Venstre aflyser sin generalforsamling

Venstres medlemmer i Vejle Kommune skal ikke sætte kursen mod Gormshallen i Jelling i aften, onsdag.

Bestyrelsen med formand Rene Jensen-Iversen i spidsen har valgt at aflyse den årlige generalforsamling i Venstre i Vejle Kommune:

- Vi vil ikke løbe nogen risiko. Halvdelen af de medlemmer, der møder op, er jo over 60, og vi vil ikke stå med ansvaret for, at nogle bliver smittet med coronavirus, forklarer formanden.

Bestyrelsen har forhørt sig hos Venstres landsorganisation. Her er meldingen ifølge Rene Jensen-Iversen, at det er i orden at aflyse. Det er der flere andre foreninger, der har valgt at gøre.

- Vores vedtægter siger, at vi skal holde generalforsamlingen inden udgangen af marts, men lige nu undersøger vi, om vi kan få dispensation, siger formanden.

Kommunen aflyser rygestop- og sundhedskurser

Selv sundhedskurser kan rammes af sygdom! Vejle Kommune oplyste således onsdag, at en række sundhedskurser for borgere med kroniske lidelser og særlig sårbarhed aflyses indtil videre.

Alle deltagerne vil blive ringet op, og på baggrund af en individuel vurdering besluttes det, hvad der skal sættes i stedet for kurserne for den enkelte.

Følgende hold stopper midlertidigt: KOL - Kræft - Hjerterehabilitering - Diabetes - Pårørendehold (fordi de har sårbare pårørende) - Rygestop (fordi rygere er særligt udsatte).

Formanden for Vejle Kommunes sundheds- og forebyggelsesudvalg, Peder Hummelmose (V), er ked af, at man må aflyse holdene, men at det skønnes nødvendigt i den ekstraordinære situation, vi alle befinder os i.

Team Rynkeby Skoleløbet er aflyst

Skoleelever fra Vejle Midtbyskole, Vinding Skole og Søndermarksskolen og elever fra 295 andre skoler i landet må vente med at løbe penge hjem til Børnelungefonden, da årets Team Rynkeby Skoleløbet er blevet aflyst.

- Vi udsætter løbet ud fra et større hensyn. Vi skal tage situationen alvorligt, og vi skal gøre vores for at undgå at være med til at sprede smitten. Ikke blot for vores egen skyld, men også for at skåne de sårbare grupper – både de ældre og de kronisk syge i alle aldre. Herunder de børn, vi løber for, siger Carl Erik Dalbøge, der er direktør i Team Rynkeby Fonden, i en pressemeddelelse.

Løbet skulle have fundet sted fredag 3. april før påskeferien, men bliver nu flyttet til torsdag 4. juni, hvis coronasmitten har lagt sig, og det igen er forsvarligt at afholde et arrangement af den størrelse.

Team Rynkeby Skoleløbet er den største bidragsyder til Børnelungefonden, og sidste år indsamlede landets skoleelever godt 6,4 millioner kroner til de lungesyge børn i forbindelse med løbet.

Rollatoren står stille

Både bentøj og rollatorhjul skulle været i bevægelse ved eventet "Ud og gå med din rollator" torsdag 12. marts.

Men også dette arrangement er aflyst, meddeler arrangøren, Jan F. Pedersen, der driver virksomheden Seniorrul.dk på Langelinie i Vejle,

Skibet Revyen aflyser

Arrangørerne bag Skibet Revyen har valgt at udskyde forestillingen, som skulle være vist fredag 13. marts og lørdag 14. marts.

- Vi arbejder lige nu på højtryk for at finde en ny dato og skal nok melde ud så snart vi har det på plads. Vi håber på jeres forståelse og opbakning til at arrangementet flyttes, lyder det fra arrangørerne. Har man købt billet, gælder den selvfølgelig til den kommende forestilling. Ønsker man på nuværende tidspunkt at få refunderet sine billetter, bedes man sende en mail til info@skibetevent.dk.

Ingen orgelkoncert i Grejsdal Kirke onsdag aften

Torben Krebs, der har sit daglige virke som organist og kantor ved Thomas Kingos Kirke i Odense, skulle i aften, onsdag, have trakteret orglet i Grejsdal Kirke. Arrangementet var planlagt som en del af "Kirkestafetten", men er nu aflyst, oplyser menighedsformand Mogens Lützen, Hover Sogn.

- Vi blev nok højst 50 og kunne godt sidde spredt i kirken. Men Fyens Stift, hvor Krebs jo er ansat, har aflyst alle kirkekoncerter, og det må vi respektere, siger Mogens Lützen.

Hospice lukker døren

Sct. Maria Hospice i Vejle aflyser den planlagte informationseftermiddag tirsdag 17. marts. Det gratis arrangement, der både omfattede rundvisning og spørgsmål og svar i huset på Karl Bjarnhofs Vej i Bredballe, udskydes for at undgå smittespredning.

Af samme årsag aflyser Sct. Maria Hospice Støtteforening den planlagte generalforsamling tirsdag 31. marts. Indkaldelse til ny Generalforsamling vil blive offentliggjort, når situationen er afklaret, meddeler støtteforeningens formand, Anne Bak.

Jættebo aflyser jubilæum

Jættebo, der er SFO II og ungdomsklub med base i kælderen under daginstitutionen Valhalla ved Vindinggård Center, har 40 års juiblæum.

Det skulle markeres med en børnefest torsdag eftermiddag, men arrangementet er blevet flyttet til en endnu ikke fastlagt dato senere på året.

Pengeuge er delvist aflyst

Skibet Skole, Vinding Skole, Lukas-Skolen, Vejle Privatskole, Skibet Skole og Petersmindeskolen kører i denne uge temauge om privatøkonomi. Som led i den særlige "pengeuge" skulle skolerne have besøg af en gæstelærer fra banker og pengeinstitutternes interesseorganisation, Finans Danmark. Finans Danmark har meddelt, at dette besøg i klasserne aflyses.

Højskolesangbogen er smækket i

DGI Huset Vejle har besluttet at aflyse en af sine populære sangaftener, der var planlagt til 26. marts. Den seneste samlede over 1800 deltagere. Men nu må de hvile stemmen.

Direktør i DGI Huset Roland Christiansen oplyser, at man har opgivet at flytte sangaftenen. Næste sangaften holdes som planlagt 4. maj.

Intet møde i Halvni Klubben

- På baggrund af den eskalerede situation omkring corona og Vejle Kommunes opfordring til os, om især at overveje arrangementer med ældre deltagere har vi besluttet at aflyse vores planlagte møde onsdag 18. marts, lyder det fra formanden i Halvni Klubben i Vinding, Peter Rasztar.

Halvni Klubben skulle have hørt et foredrag af FOF-leder Anne Zibrandtsen, der sidste år kørte rundt i Europa i syv måneder i sit folkevognsrugbrød.

Grænseforeningen udskyder sin Sønderjyllands-tur

Grænseforeningen for Vejle og Omegn aflyser udflugten til Sønderborg 13. marts. Deltagerne skulle have besøgt Alsik Hotel og udstillingerne på Sønderborg Slot. Foreningen vil afholde udflugten senere, oplyser Inger Christensen fra bestyrelsen.

Visens Venner aflyser

Visens Venner Vejle aflyser foreningens næste arrangement, en viseaften med Evert Taube-viser, fredag 13. marts.

- Det er absolut ikke sjovt og med vores gode vilje, men det er også vores ansvar ikke at løbe nogen som helst risiko for at udsætte nogen for smitte - netop fordi vores vennekreds og mange af os selv tilhører de mere sårbare grupper, siger Jørgen Roost List fra Visens Venner Vejle.

Musikskolens store festkoncert er aflyst

Vejle Musikskole aflyser sin festkoncert, der skulle have været afviklet i Vejle Musikteater på søndag. Normalt er det en begivenhed, der fylder teatret til sidste plads.

Musikskoleleder Flemming Hundevad Meng har truffet beslutningen, som han siger følgende om:

- Det hele udvikler sig dag for dag, og jeg har ingen grund til at tro, at "kurven af forholdsordrer er toppet endnu". Kommer der en stadig strøm af forholdsordrer, er det sværere at aflyse, jo tættere vi kommer på arrangementet. Jeg har derfor truffet den beslutning nu, at vi aflyser festkoncerten på søndag.

På et i forvejen planlagt møde 20. marts skal man drøfte, om begivenheden eller dele af den kan flyttes til et senere tidspunkt eller indpasses med andre arrangementer i forårets løb.

Ingen musical på friskolen

Vejle Friskole har valgt at droppe årets skolemusical af frygt for smittespredningen af Covid-19. Skolemusicalen skulle efter planen have været opført torsdag 19. marts, men skolen vil ikke løbe nogen risiko.

- Eleverne er mildest talt kede af aflysningen af skolemusicalen, da det er noget alle ser frem til. Men vi bliver nødt til at aflyse, fordi det ikke er forsvarligt at invitere et publikum ind på vores skole, siger Birthe Kidde Skov, der er leder af Vejle Friskole.

Hun tilføjer, at ingen elever eller lærere på nuværende tidspunkt er syge eller smittede af coronavirus.

Grænsen og Sprogø-pigerne får ny dato

To foredrag arrangeret af Byhistorisk Selskab - for selskabets medlemmer - aflyses. De skulle have være holdt 18. marts - om "Grænsedragningen 1918-20" - og 24. marts - om "Pigerne på Sprogø".

Foredraget af dansk generalkonsul i Flensborg Henrik Becker-Christensen om Grænsedragningen 1918-20 holdes i stedet onsdag den 13. maj klokken 19 på Vejle Stadsarkiv. Tilmelding kan ske 4. til 7. maj.

Det andet foredrag om Sprogø-pigerne har endnu ikke fået et nyt tidspunkt.

Hella Joof-foredrag flyttes til september

Hella Joofs foredrag "Papmache-reglen" torsdag 12. marts i Vejle Musikteater aflyses.

I stedet gennemføres foredraget 16. september.

På Vejle Musikteaters hjemmeside fortælles, at det er Hella Joof selv, der onsdag den 11. marts har truffet beslutningen om at udskyde foredraget, der bygger på hendes bog af samme navn.

Klimaforedrag i Grejs flyttes

Friskolen, Menighedsrådet og Borgerforeningen i Grejs har besluttet at aflyse et klimaforedrag 26. marts i Grejs Kulturcenter. Her skulle meteorolog og DR-vejrvært Mikael Jarnvig sætte fokus på, hvad der er korrekt og forkert i klimadebatten.

Men det kommer han først til at gøre på et senere - og endnu ikke fastlagt - tidspunkt på året, oplyser Grejs Borgerforening.

Kære læser: Vi har valgt at gøre alle artikler om coronavirussen gratis for at sikre, at alle lokale borgere har adgang til den bedst tilgængelige viden om den trussel, vi står over for.

At hjælpe med at begrænse smitten af coronavirus er en naturlig del af vores mission om at understøtte det lokale samfund.

Heldigvis er der mange andre vigtige historier at fortælle hver eneste dag. Du kan for 49 kroner om måneden få adgang til alle vores betalings-historier om dit lokalsamfund, Danmark og verden: Køb abonnement.

Annonce
Alarm 112

Tyve har kig på dyrt elværktøj

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
FC Fredericia For abonnenter

Borgmester afviser beskyldninger: FHK har lige så gode vilkår som alle andre

Annonce