Annonce
Alarm 112

Soldat om voldtægtsanklage: Jeg stoppede da hun sagde stop

Dansk soldat nægter sig skyldig i anklage om voldtægt af kvindelig kollega på militærbase i Afghanistan.
Annonce

Med et smil trådte en dansk soldat ind i retssal 204 i Retten i Glostrup fredag.

Men smilet falmede hurtigt, for i sagen er den mandlige soldat tiltalt for voldtægt af en kvindelig kollega.

Anklagemyndigheden mener, at voldtægten er sket på en terrasse på en militærbase i Afghanistan.

Her skulle manden have grebet sin kvindelige kollega ved halsen, den ene arm ved lysken og trukket bukserne af hende.

Ifølge anklageskriftet er der tale om "vold og i situationen liggende trussel om vold".

Det er Forsvarsministeriets Auditørkorps, som har udarbejdet anklageskriftet. Auditørkorpset behandler straffesager, hvor militært personel er involveret.

Den tiltalte er beskyttet af et navneforbud. Af den grund er det ikke tilladt at bringe oplysninger, som afslører identiteten på den mandlige soldat. Han nægter sig skyldig.

Under fredagens retsmøde forklarer han, at han husker hændelsen, men at der var tale om samleje, de begge var indforstået med.

De to var gået op på terrassen omkring midnat efter et arrangement med andre fra basen. De havde haft en flirt i par måneder, men de havde ikke haft samleje.

Ifølge den mandlige soldat lagde de sig i to solstole på terrassen og begyndte at kysse.

Hvem tog initiativ, vil anklager Christina Barnow vide.

Tiltalte svarer, at det gjorde de begge. Han fortæller, at de havde samleje i "et minuts tid", indtil hun sagde stop.

- Og så stopper jeg og stiller mig halvt op og spørger hende, hvad der er galt. Hun siger, vi skulle have ventet.

- Jeg tager bukser på og siger, at vi skulle have ventet, forklarer han og tilføjer, at kvinden sagde stop én gang, før han stoppede.

Havde du på noget tidspunkt fat i hendes arme, i hendes hals? Spørgsmålet kommer fra anklageren.

- Nej, svarer soldaten. Han holdt hænderne omkring hendes hofter.

I sædelighedssager er den forurettede altid omfattet af et automatisk navneforbud. Det gælder for eksempel i voldtægtssager.

Derudover har retten besluttet, at kvindens forklaring skulle foregå bag lukkede døre. Det er sket efter ønske fra forurettedes bistandsadvokat, Pernille Bloch.

Dermed er det ikke muligt at give yderligere detaljer af kvindens forklaring.

Til gengæld fortalte vidner under fredagens retsmøde, at kvinden fortalte om episoden i dagene efter, og at hun var påvirket af det.

Et vidne fortæller, at hun i tiden efter havde set kvinden "krakelere".

- Hun bliver mere og mere påvirket, mere trist og mere knækket. Dag for dag bliver hun mere påvirket af situationen.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at hun er blevet voldtaget, siger vidnet.

Der afsiges dom fredag eftermiddag.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Partier har fremlagt nyindgået budgetforlig: Genlæs opdateringer fra pressemødet her

Fredericia

Nye tal fra Statens Serum Institut: Flere nye smittede - men Fredericia fortsætter ned ad liste

Annonce