Annonce
Fredericia

Sosu-medarbejder opsagt med to dages varsel: En fejl, erkender Sundplejen

Sundplejen ApS havde i søndags første arbejdsdag i Fredericia. En række medarbejdere er utilfredse med, at de fik ændret i deres kontrakter med kort varsel. Foto: Morten Pape
Sosu-medarbejdere er utilfredse med, at de fik deres vilkår ændret med få dages varsel hos Sundplejen, som er den nye private udbyder af hjemmehjælp. - Min fejl, erkender direktør.
Annonce

Fredericia: Flere medarbejdere blev opsagt eller fik kontrakterne ændret med bare to dages varsel hos Sundplejen, som er byens nye private udbyder af hjemmehjælp fra 1. marts.

Men ifølge reglerne kan kontrakterne kun ændres med 14 dages varsel. Det erkender Sundplejen Aps' administrerende direktør Robert Christiansen.

- Det var mig, der lavede en fejl. Når medarbejderne overgår fra andre, har de 14 dages varsel. Det er både medarbejderne og FOA (fagforeningen, red.) informeret om, forklarer Robert Christiansen.

Sundplejen Aps har ansat en række sosu-medarbejdere, som tidligere arbejdede hos firmaet Kære Pleje, der udbød privat hjemmepleje i Fredericia frem til 1. marts.

Naturligvis har man 14 dages opsigelse. Det var min fejl. Der har jeg lagt mig fladt ned. Vi overholder overenskomsterne mellem KA Pleje og FOA, og det vil vi gøre til enhver tid, siger Sundplejens administrerende direktør Robert Christiansen
Annonce

Svær situation

En af medarbejderne er Tina Isaksen, som mandag 24. februar uge modtog en mail med sin opsigelse - med to dages varsel. Da hun kontaktede sin fagforening, FOA, blev det dog ændret, så hun nu skal arbejde frem til 14. marts.

Før jul blev hun ansat i en 32 timers stilling, og hun glædede sig over udsigten til at fortsætte med de samme borgere. Men så kom opsigelsen, og det sætter hende nu i en svær situation.

- Jeg har ikke sovet i flere nætter. Jeg har planlagt en flytning og fundet en dyrere lejlighed, for jeg var jo garanteret et arbejde, siger Tina Isaksen.

En anden medarbejder, Karina Boisen, havde skrevet under på en 37 timers kontrakt. Men 19. februar fik hun at vide, at der alligevel ikke kunne blive tale om en fast stilling.

- Jeg tager fat i FOA og siger, det ikke kan passe, det sker med to dages varsel. Jeg får så tilbudt en fast aftenvagt, men det har jeg i samtaler sagt, at jeg ikke kan fungere med. Jeg fik også tilbud om en afløserstilling, men her kunne de ikke garantere det antal timer, jeg kunne få, siger Karina Boisen.

Annonce

Nogle sagde ja, andre sagde nej

Fredericia Dagblad har talt med to andre medarbejdere, som ikke ønsker at få deres navne frem. De fik også ændret deres kontrakter med to dages varsel, og de følte sig presset til at gå ned i tid.

Men sådan ser Sundplejens direktør ikke situationen. Ifølge Robert Christiansen blev tre-fire medarbejdere spurgt, om de var klar til at gå ned i tid i en overgangsfase. Det var en del af et større puslespil.

- I planlægningsfasen vidste vi, at vi skulle bruge et vist antal medarbejdere. Men vi havde endnu ikke fået indblik i antallet af visiterede timer. Vi ansatte dem, vi mente, vi skulle bruge, siger Robert Christiansen.

1. marts havde Sundplejen 40-45 medarbejdere og cirka 350 borgere. Men ifølge Robert Christiansen fik Sundplejen først endeligt overblik over de visiterede timer i den sidste halvanden måned før opstarten. Her kom de sidste tilmeldinger og informationer fra kommunen.

- Da vi herefter lagde køreplaner, kunne vi se, at nogle få medarbejdere skulle ned i tid. Vi spurgte dem, om de var interesserede i at gå ned i timer, indtil vi havde overstået opstartsfasen. Derefter ville de ryge de op igen, siger Robert Christiansen.

- Nogle sagde ja, og andre sagde nej. Vi tilbød så at holde fast i deres tider, men her har nogle så fastholdt, at de ikke vil fortsætte alligevel, siger Robert Christiansen.

Tina Isaksen fastholder dog, at hun ikke fik noget valg, blot en opsigelse.

Annonce

Ikke lovet noget

I det store puslespil har Sundplejen ifølge Robert Christiansen forsøgt at få de samme plejere ud til de samme borgere. Og samtidig forsøgt at opfylde medarbejdernes ønsker om arbejdstider.

- Vi har spurgt medarbejderne om deres ønsker. Efterfølgende har vi forsøgt at imødegå, at de fik de timer. Men de er ikke blevet lovet noget. For at få kabalen til at gå op tager vi først hensyn til borgerne. Derefter planlægger vi, så det passer bedst muligt med borgernes og medarbejdernes ønsker.

Annonce

Højt timetal hos Sundplejen

Tilbage står der nu tre-fire medarbejdere, som ikke længere har det job, de skrev kontrakt om. Og som i Tina Isaksens tilfælde har sat sig dyrere med udsigten til det nye job. Til det siger Robert Christiansen:

- Jeg har fuld forståelse for, at det er en svær situation. Men justeringen er meget lille, og jeg er ret sikker på, at det ikke er dårligere, end hvor de var før. Desuden er det en indkøring og intet andet.

Har I været gode nok til at informere om den usikkerhed over for medarbejderne på forhånd?

- Det kan være, vi skulle være klarere i spyttet om, at der kunne komme småjusteringer. Men vi synes, vi havde en god fornemmelse for, hvad der skulle til. Der er ikke mange i branchen, der ansætter på så høje timeantal som os. Det er en af de ting, vi vægter, da mange gerne vil have 37 timer. Men ja, der har været tre-fire justeringer, siger Robert Christiansen.

Sundplejen Aps er den eneste private udbyder af hjemmepleje, efter at virksomheden vandt en udbudsrunde i efteråret.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia For abonnenter

Aftrådt formand kritiserer Fredericia HK's ledelse: De vil ikke gøre det, man skal

Annonce