Annonce
Danmark

Spøgelserne er flyttet hjem til os: De rører ved de store spørgsmål i livet

Vi er stadig fascinerede af spøgelseshistorier. Men hvorfor, egentlig? Genrefoto: Phovoi R. / Panthermedia / Ritzau Scanpix
Antropolog Kirsten Marie Raahauge samler på spøgelseshistorier, og de kommer i lige så høj grad fra private hjem som fra slotte og herregårde.

Spøgelser: En god spøgelseshistorie kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste, og enhver herregård med respekt for sig selv har en grå eller hvid dame, der huserer på gangene af den ene eller anden tragiske årsag.

Men hvorfor synes vi stadig, i vores rationelle 21. århundrede, at det er spændende at høre om noget, der er så svært at måle og veje som spøgelser?

- Det er, fordi spøgelseshistorierne rører ved de store spørgsmål i livet. Og så er det tit så gakket, at det bliver fascinerende for os, siger Kirsten Marie Raahauge, der er antropolog og professor ved Kunstakademiets skoler for arkitektur og design.

Hun har igennem et forskningsprojekt, Fornuftens Grænseflader, samlet spøgelseshistorier ind fra hele Danmark, og selv om der i sagens natur er en del fra slotte og herregårde, er det også ret almindeligt, at danskerne oplever spøgelser i både lejligheder og parcelhuse. Ikke nødvendigvis sådan, at der pludselig står en dame i hvidt midt i stuen, men lige så meget at danskere oplever ting, som de ikke kan forklare. For eksempel lyde.

- Mange hører lyde derhjemme, som de ikke kan forklare. Og her er ikke tale om rumsteren på loftet eller sådan noget, men for eksempel skridt på trappen eller i gangen, eller at nogen sætter en nøgle i låsen, fortæller Kirsten Marie Raahauge.

Annonce

Manden i jakkesættet ville ikke flytte

En af de historier, som Kirsten Marie Raahauge stødte på under sit forskningsprojekt, fandt sted hos et ægtepar lidt uden for Aarhus. Parret havde købt et hus af et vennepar, hvor manden var død.

Kort efter, at de er flyttet ind, begynder både mor og datter at opleve uforklarlige ting i huset. En aften, da moren sidder tv-stuen og ser fjernsyn, ser hun ud af den ene øjenkrog en tåge, som ruller rundt midt i rummet. Efterfølgende begynder datteren at få uforståelige opkald og beskeder på sin telefon, og sammen bliver de enige om at snakke med det sidste medlem af familien - faren - som ellers synes, at sådan noget er noget pjat. Til deres store overraskelse er det dog ikke det svar, de får denne gang. I stedet svarer han:

- Nu, I siger det, så har jeg set en mand i jakkesæt gå rundt her, siger han, og fortæller at han er rimelig sikker på, at det er manden til konen, som de købte huset af, der stadig går rundt der. Så ham har han kørt hjem.

- Jeg gik simpelthen hen og sagde til ham "du bor her ikke mere, men nu skal jeg køre dig hjem", fortæller han, og fortsætter med at fortælle, hvordan han har kørt spøgelset hjem til dets nye adresse.

Nogle dage efter snakker parret med konen, som de købte huset af, og hun kan fortælle den overraskende - og rørende - afslutning på historien.

- Forleden fik jeg besøg af min afdøde mand. Det var simpelthen så dejligt, fortæller hun med et stort smil.

I dag er tågen ikke længere i fjernsynsstuen, de uforståelige beskeder er holdt op med at komme ind på datterens telefon, og de har ikke set manden i jakkesættet, siden han blev kørt hjem.

Det er dog ifølge Kirsten Marie Raahauge "lidt op og ned", om den slags virker.

- Men det har nogle gange virket for folk for eksempel at sige "nu bor jeg her, du bor her ikke mere," eller noget i den stil, fortæller hun.

Tabuiseret og latterliggjort

Mange af de danskere, som Kirsten Marie Raahauge har talt med, fortæller deres historier for første gang. Det at have set spøgelser er nemlig tabuiseret og puttet ind i en fiktionaliseret kategori, som tit bliver latterliggjort, siger hun.

- Der var rigtig mange, der havde historier at fortælle, og jeg fik så meget information fra mennesker i hele Danmark, men de fleste havde ikke fortalt andre om det, fordi de synes, at det er noget pjat. Men de oplevede også, at det hjalp at få det fortalt, for selv om de ikke vender op og ned på ens verdensbillede, er det en lille sten i skoen at have oplevet noget, der ikke kan forklares.

Historierne bliver ved med at ankomme i Kirsten Marie Raahauges indbakke, selv om forskningsprojektet egentlig er afsluttet. Og det er hun glad for - hun vil meget gerne høre dem. Selv er hun da heller ikke afvisende over for eksistensen af spøgelser.

- Det er tydeligt, at de her mennesker har oplevet noget. Jeg aner ikke, hvad det er, men det skulle være mærkeligt, hvis vi kunne forklare alting, slutter hun.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Dannebrog er kærlighedens flag

I sidste uge besøgte jeg Konservativ Ungdom i Aabenraa. En fredag aften sammen med unge om noget så gammeldags som en faneindvielse - endda på de unges initiativ. Det er både vigtigt og prisværdigt, at ungdommen står vagt om Dannebrogs betydning. Dannebrog er verdens ældste, eksisterende nationalflag. Historien om dengang det faldt ned fra Himlen i Estland for 800 år siden er lidt mærkelig. Det vender jeg tilbage til om lidt... Vi flager, når vi skal markere noget stort eller skabe en særlig stemning. Det være sig en fødselsdag, sejr eller mærkedag. Vi flager fra tage, busser og flagstænger - eller maler os rød-hvide i ansigtet, når vi hepper på landsholdet. Vi bruger flaget ved fødsel og død, og efter en begravelse sættes flaget fra halv til hel stang. Synligt, stumt og værdigt. Dannebrog kan opleves alle steder og i mange former. Af plastik, papir eller stof. På busser, kager eller som julepynt. Kun fantasien sætter grænser, for Dannebrogs betydning er hævet over flagets fysiske materiale og værdi. Det er selve symbolet på den danske folkesjæl. Derfor har andre flag en sekundær betydning for de fleste danskere. Mange bryder sig ikke om, at Dannebrog vajer side om side med andre landes eller sammenslutningers flag på dansk jord. Nogle vil gerne udfordre flagreglerne, mens andre mener, at for eksempel EU-flaget ikke bør behandles med samme agtelse som Dannebrog. Jeg synes, at EU-flaget sagtens kan vaje fra rådhuse og Christiansborg, hvis det sker velovervejet og med ærbødig respekt for, at Dannebrog er vores primære flag i Danmark. Jeg kan heller ikke hidse mig op over, at folk flager med andre flag i private haver. Jo, det sender et særligt budskab til omgivelserne, men det vil jeg hellere invitere til en samtale om, end jeg vil lade mig fornærme og kræve forbud. Dannebrog bliver ikke mindre værd, fordi det vajer ved siden af et andet flag - tværtimod. Vi ser i disse år en bekymrende nationalisme strømme ind over Europa. Den næres blandt andet af stærkt føderalistiske og union-elskende liberalister, som vil udviske nationale forskelle. I stedet for at lade samfundet polarisere af yderfløjene, bør vi respektere både kærligheden til vores fædreland og fællesskabet med vores naboer. De to ting udelukker ikke hinanden. Det giver mening at vise andres flag respekt, netop fordi mit eget flag er Dannebrog - et kærlighedens flag. For mig er historien om Dannebrogs nedfald fra Himlen (med stort H) forklaringen på dets betydning. Ligesom Biblen er fuld af historier, som ikke altid skal tages fuldstændigt bogstaveligt, foregik Dannebrogs “fødsel” nok heller ikke præcist som overleveret. Det siger vores sunde fornuft os. Men det er også lige meget. Pointen er, at Dannebrog ikke blev kreeret af en fancy design- eller systue på bestilling fra datidens magthavere. Dermed fik flaget sin guddommelighed indvævet - og det forklarer måske, hvorfor det har overlevet så mange år uden at miste betydning eller hænder. Dannebrog er hævet over enkeltpersoners initiativ eller magt. I stedet signalerer flaget kærlighed til fædrelandet, som vi hylder med sange på vores modersmål. Men kærlighedens budskab i Dannebrog handler om mere end landegrænser og sprog. Det handler især om næstekærlighed og det forpligtende fællesskab mellem os danskere. Et fællesskab, hvor vi har regler og traditioner for omgang med flaget, som var den en kærlig ven, vi ikke bare smider på jorden, brænder af eller overbelaster med brug i tide og utide. Forholdet til Dannebrog er et udtryk for den næstekærlighed, vi danskere føler dybt i vores sjæl og udtrykker i hverdagens gøremål og mærkedage. Tydeligt og roligt står vi i vores eget lys med vores fane i hånden eller tankerne. Men også fulde af rummelig anerkendelse over for naboens flag - om det så er i regnbuens farver eller blåt med guldstjerner på. Alle har ret til at have deres flag og symboler - og med hånden på vores eget Dannebrog bør vi værne om og respektere denne grundlæggende rettighed. For Dannebrog er kærlighedens flag.

Annonce