Annonce
Udland

Spanien afviser at udlevere Venezuelas spionchef til USA

Pool/Reuters
Forsvarere sagde i retten, at USA kun kræver general udleveret for at få hemmelige oplysninger om Venezuela.

En spansk domstol afviser i en kendelse mandag en begæring fra USA om at få udleveret Venezuelas tidligere militære efterretningschef Hugo Carvajal.

Under en retssag i Madrid har den tidligere efterretningschef sagt, at de anklager, der er rejst mod ham i USA, er politisk motiverede. Anklagerne går blandt andet på narkosmugling.

Hans kendskab til hemmelige oplysninger om Venezuelas hær "kan potentielt vælte den siddende venezuelanske regering", sagde Carvajals forsvarer i retten.

Carvajal blev anholdt af spansk politi i april efter anmodning fra Washington. USA sagde, at han var eftersøgt for narkokriminalitet.

- Amerikanerne ønsker kun at få fat i informationer. De er ikke optaget af at straffe en kriminel, sagde advokaten María Dolores Argüelles til panelet af tre dommere, som behandlede sagen om udlevering eller ej.

Carvajal var allieret med Venezuelas afdøde leder Hugo Chávez. Han har vendt sig mod den siddende præsident, Nicolás Maduro, som kom til magten i 2013.

Domstolen fastslog, at den tidligere spionchef løslades fra fængslet, hvor han har ventet på retssagen om udlevering. Men det stod ikke klart, om han ville blive sat på fri fod øjeblikkeligt.

Den spanske regering kan omgøre beslutningen, men den følger almindeligvis domstolens afgørelser.

Carvajal har afvist beskyldninger om, at han skulle have hjulpet Farc-oprørsbevægelsen i Colombia med at smugle kokain til USA.

I over et årti var Carvajal leder af det venezuelanske militærs efterretningsvæsen.

Han flygtede til Spanien tidligere i år efter offentligt at have udtryk støtte til oppositionen mod Maduro.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce