Annonce
Fredericia

Speeddating på gymnasiet: Kandidater bejlede til eleverne

19 politikere, som er klar til valg, og 980 elever holdt mandag speeddating på Fredericia Gymnasium forud for det kommende folketingsvalg. Der var temaer som udlændinge, tilbagetrækningsalder, uddannelse og klima på dagsordenen. Foto: Peter Leth-Larsen
Det kan være svært at få de unge med på diskussionsbølgen, når temaer som pensionsalderen og udlændinge er på tapetet. Væsentlig lettere var det for 19 folketingskandidater at få gymnasieelever til at debattere bæredygtighed, klima og uddannelse. Fredericia Gymnasium indbød til speeddating.

Fredericia: Statsministeren har som bekendt endnu ikke trykket på den famøse valg-knap. Det holdt ikke de siddende politikere og kandidaterne til stolene på Christiansborg tilbage, når muligheden for at bejle til en række førstegangsvælgere opstod.

Således havde 19 kandidater til det forestående folketingsvalg sagt ja til at deltage i en omgang speeddating på Fredericia Gymnasium. Det eneste parti - af de opstillingsbekræftede - der ikke var repræsenteret, var Dansk Folkeparti.

Jeg synes, blokpolitik er irriterende. Jeg stoler ikke nok på partierne, og jeg er i tvivl om, om de kan nå at overbevise mig. Ellers stemmer jeg blankt.

Claudia Dixon, HF-elev

Pesticid og pension

Alle godt 1000 elever på gymnasiet skulle en tur rundt til en håndfuld politikere, der vanen tro havde masser på hjerte.

- Vi vil have dialog og kontakt mellem elever og politikere, lyder det fra Niels Martin Vind.

Han er en af de samfundsfagslærere, der har været med til at arrangere speed-dating-arrangementet, og selvom langtfra alle eleverne er stemmeberettigede, handler det ifølge Niels Martin Vind i høj grad også om demokratisk dannelse.

Ude i de små boder, hvor politikerne i dagens anledning legede købmænd og eleverne kunder, fløj ord som bæredygtighed, besparelser, pesticider og pensionsalderen gennem luften. Det var tydeligt, at eleverne i højere grad kunne forholde sig til snakken om uddannelse end om tilbagetrækningsalderen.

En blank stemme

De tre HF’ere fra første årgang, Claudia Dixon på 20, 18-årige Oliver Arum og Rasmus Lange på 19, speeddatede i tre kvarter. Første besøg var hos Venstres Tobias Jørgensen og Alternativets Søren Haastrup. Her var temaet for samtalen udlændinge, og det var ikke mange spørgsmål, der blev stillet fra eleverne her. For de tre HF-elever handlede dagens speeddating i høj grad om at blive klogere på, hvad de forskellige kandidater – og partier – stod for.

Ingen af dem vidste nemlig endnu, hvor krydset skulle sættes. Enige var de dog om, at de anså Alternativet som et slags drømmeparti, mens Claudia Dixon generelt ikke var imponeret over ordstrømmen, der blev serveret af politikerne i dagens anledning.

- Jeg synes, blokpolitik er irriterende. Jeg stoler ikke nok på partierne, og jeg er i tvivl om, om de kan nå at overbevise mig. Ellers stemmer jeg blankt, sagde den 20-årige studerende.

I tredje runde af speeddating-arrangementet, skulle Venstres Christoffer Aagaard Melson og Jens Jonatan Steen fra Socialdemokratiet tale om klima/miljø. Tanken bag speeddating-formatet var, at hver politiker skulle have et oplæg på to minutter klar, hvorefter der så var tid til spørgsmål/svar med eleverne. Hos Jens Jonatan Steen og Christoffer Aagaard Melson blev politiker-talen dog lidt længere. Især pesticider fyldte taletiden. Foto: Peter Leth-Larsen

SU og status

Næste stop på dagens dating-runde var hos Alternativets Karin Genz og Kristendemokraternes kandidat Marianne Karlsmose. Temaet var tilbagetrækningsalder, og selvom begge kandidater gjorde deres for at gøre emnet spiseligt og håndgribeligt for gymnasieeleverne, var det tydeligt, at pensionsalder ikke var det, de unge tænkte allermest over. Det var derimod uddannelse, som var temaet på det sidste stop.

- Vi skal danne mennesker. Ikke kun gøre dem klogere og presse dem gennem systemet. Vi skal investere i fremtiden, som er jer og os. Vi skal se på, hvor vi kan tillade at spare, sagde Sabrina Louise Christiansen (EL).

At der er blevet skåret i den hjemmeboende SU, blev der fra en elev stillet spørgsmål til. Til det lød svaret fra Frederik Münster (K), at man ikke skulle have økonomisk hjælp, hvis ikke der var brug for det.

Efter små tre kvarter, hvor det primært var kandidaterne, der førte ordet, mens eleverne lyttede, skulle der gøres status. Var de tre HF-elever blevet klogere på, hvor de skulle sætte krydset?

- Ja, lidt. Det har været en spændende måde at blive klogere på partiernes holdninger, lød det fra Rasmus Lange.

Filip Foldrup (19) fra 3.g på Fredericia Gymnasium gik Jens Jonatan Steen (S) lidt på klingen. - Hvad med at se på det større billede i stedet for kun at fokusere på enkelte pesticider? Lad os diskutere miljø i stedet for landbrugspolitik, sagde han.
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Åbent brev til byrådet i Fredericia: Tænk disse punkter ind i arbejdet med næste års budget

Læserbrev: På det ugentlige tværpolitiske, offentlige møde i Demokraticontaineren i Kanalbyen var emnet tirsdag 10. september "Velfærdspolitik i de kommende år i Fredericia". Som sædvanlig var der en livlig diskussion i en positiv ånd. Samtalen foregik endnu en gang på tværs af partiskel og andre interesser. Mødet endte ud med enighed om at opfordre byrådspolitikerne til at tænke nedenstående punkter ind i arbejdet med næste års budget. Vi håber, I vil sætte fokus på de svageste borgere og på arbejdsmiljøet for de kommunalt ansatte. Der var enighed om, at velfærden generelt skal være i centrum, og følgende områder blev specifikt nævnt som indsatsområder: Folkeskolerne. Der er kun fem kommuner i landet, der bruger færre økonomiske midler pr. elev. Var det en ide og en mulighed at tildele midlertidig "førtidspension” til syge borgere, så de får ro til at komme sig og samle kræfter, inden der tages stilling til deres fremtidige tilknytning til arbejdsmarkedet? Fritidstiltag for den ungdomsgruppe, der ikke er knyttet til Ungdommens Hus. Sikring af, at frivillig indsats ikke på nogen måder indregnes i normeringsbehovet. Personale nok til at tage sig dybtgående nok af de underretninger, der indsendes til familieafdelingen. For at fremme arbejdsmiljøet på de offentlige arbejdspladser skal der være mindre kontrol og mere tillid, og i den sammenhæng vil det være en god idé at lade en stor del af arbejdsprocesserne bestemmes af selvstyrende teams. Det er vigtigt, at flere får lyst til at tage en uddannelse inden for de områder, der vedrører velfærden. Når forholdene er gode for de kommunalt ansatte, er der stor sandsynlighed for, at flere får lyst til at tage en uddannelse inden for disse områder, så der på sigt kan blive et tilstrækkeligt antal kvalificerede medarbejdere at vælge imellem. Det er væsentligt, at der bliver lagt endnu mere vægt på et positivt og inkluderende menneskesyn i den kommunale organisation. Vi ønsker byrådet rigtig god arbejdslyst i processen med budgetforhandlingerne!

Annonce