Vejle-virksomheden Container Living går om kort tid i gang med at opføre et stort midlertidigt container-byggeri på parkerings-areal ved Spinderihallerne.
Vejle: I løbet af det kommende halve år skyder et helt nyt kontormiljø op på parkeringspladsen ved Spinderihallerne.
Det er Vejle-virksomheden Container Living, der står bag byggeriet, som kommer til at bestå af 20 skibscontainere, der indrettes til 12-15 kontorer og arbejdspladser for mindre virksomheder.
- Konstellationen bliver den største af sin art i Danmark med omkring 600 kvadratmeter areal, fortæller Brian Gade, administrerende direktør i Container Living, der vandt, da Vejle Kommune satte opgaven med at opføre et midlertidigt byggeri ved Spinderihallerne i udbud.
Brian Gade, direktør, Container LivingVi kan ikke bruge de mest skadede og bulede containere, fordi de skal passe sammen, men lidt rust og skrammer gør ikke noget. Vi forventer, at vores container-boliger og -kontorer har en levetid på omkring 80 år, mens en container, der bliver brugt som skibscontainer, har en levetid på omkring 20 år.
Levetid på 80 år
Containerne er 40 fod store skibscontainere, som sættes sammen to og to, hvilket giver et grundareal på omkring 60 kvadratmeter.
- Kontorerne kan deles op i enheder på 20, 30 og 60 kvadratmeter alt efter behov. Derudover bliver der et fællesareal på omkring 120 kvadratmeter, fortæller Brian Gade.
Han tilføjer, at containerne, der sættes op ved Spinderihallerne, tidligere har været brugt som containere på skibe.
- Vi kan ikke bruge de mest skadede og bulede containere, fordi de skal passe sammen, men lidt rust og skrammer gør ikke noget. Vi forventer, at vores container-boliger og -kontorer har en levetid på omkring 80 år, mens en container, der bliver brugt som skibscontainer, har en levetid på omkring 20 år, fortæller Brian Gade.
Fjernes efter syv år
Ifølge aftalen med Vejle Kommune er det planen, at containerbyggeriet ved Spinderihallerne skal fjernes efter syv år.
- Det er så længe, lejekontrakten gælder. Når de syv år er gået - hvis ikke kontrakten bliver forlænget - fjerner vi containerne igen, men de bliver ikke skrottet. I stedet vil vi formentlig bruge dem som boliger, fortæller Brian Gade.
Det har Container Living erfaring med fra Fredericia, hvor virksomheden tidligere i år fik opstillet en række containerboliger i Kanalbyen ved havnen.
- Containere er oplagte at bruge som enten studenterboliger eller kontorer. De overholder alle de gældende byggereglementer, og så kan de opføres på arealer, som ellers ikke kan udnyttes, siger Brian Gade.