Annonce
Sport

Stærk finaledag giver dansk sølv og bronze ved sejlsports-VM

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Danskerne var i Nacra 17 ude i en tæt kamp om guldmedaljerne, men den italienske båd var for stærk.
Annonce

Danmark rejser hjem med både sølv- og bronzemedaljer fra VM i sejlsport i New Zealand.

Podiepladserne blev sikret natten til søndag dansk tid ved de afsluttende VM-sejladser i Nacra 17 og 49erFX.

I Nacra 17 var det Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck, der vandt sølv.

De lå allerede godt til på en tredjeplads inden sejladserne søndag og var endda i spil til en guldmedalje, da den australske båd fejlede i topstriden i den afgørende sejlads.

Herefter var det reelt en kamp om guld og sølv mellem den danske båd og italienske Bissaro og Frascari.

Men italienerne formåede at holde danskerne bag sig og kan dermed kalde sig verdensmestre.

- Vi kæmpede hele vejen i Medal Race, så godt vi kunne, men vi må bare sige, at italienerne var lidt bedre i det her ræs. Vi må så have førstepladsen til gode, siger sølvmedaljevinderen Lin Ea Cenholt i minutterne efter afgørelsen ifølge Dansk Sejlunion.

Ida Marie Baad og Marie Thusgaard skaffede sig bronze i 49erFX.

Det skete med et stort comeback, da parret før de afsluttende sejladser søndag lå nummer seks med 23 point op til podiet.

Det er Baad og Thusgaards anden VM-medalje, siden parret fik sølv tilbage i 2014.

VM fungerer også som første del af udtagelsen til OL i Tokyo næste år. Den anden del afvikles til februar ved et VM-stævne.

Danmark har en nationsplads i 49erFX, og her har Baad og Thusgaard fået et lille forspring til Anne-Julie Foght Schütt og Iben Nielsby, der er bagud med otte point efter dette VM.

I Nacra 17 har Cenholt og Lübeck med største sandsynlighed sikret sig den danske OL-billet, da den anden danske Nacra med Natacha Saouma-Pedersen og Mathias Borreskov sluttede som nummer 32 ved VM.

I mændenes 49er sluttede Jonas Warrer og Jakob Precht Jensen på en samlet niendeplads som bedste danske besætning ved VM. Mads Emil Lübeck og Nikolaj Buhl sluttede på 23.-pladsen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Nyt trænings- og legeområde undervejs: Ombygning af sundhedshuset rykker udenfor

Danmark

Fundings analyse: Når Messerschmidt bliver forfremmet, skal du lægge mærke til disse tre ting

Fredericia For abonnenter

Vidste du det?: Derfor er der konstant rødt ved overgang uden nogen gående

Annonce