Annonce
Danmark

Støttepartier vil ikke opfylde Trumps militære ønsker

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Statsministeren skal ikke regne med støttepartiernes grønne lys til at opfylde Trumps ønsker under statsbesøg.

Hvis statsminister Mette Frederiksen (S) skal opfylde USA's præsident Donald Trumps militære ønsker, når han kommer på besøg, bliver det uden opbakning fra støttepartierne.

Det skriver Politiken mandag.

Det vil være oplagt at opfylde USA’s ønsker i forbindelse med et præsidentbesøg.

Men statsminister Mette Frederiksen får svært ved at opfylde Trumps ønsker, når de to mødes 2.-3. september.

USA’s aktuelle ønsker er et dansk krigsskib til at passe på skibsfarten i Hormuzstrædet og danske soldater som afløsere for amerikanske trænere og rådgivere i syrisk Kurdistan.

Der er endnu ikke formelle amerikanske anmodninger om de militære bidrag. Danmark har dog allerede deltaget i et militært planlægningsmøde om indsatsen i Hormuzstrædet.

Udenrigspolitisk Nævn er også i juli blevet orienteret om det amerikanske ønske om at lade blandt andre danske soldater afløse amerikanske i Syrien, så Trump kan trække flere amerikanere hjem før præsidentvalget.

Det bliver regeringens første større udenrigspolitiske beslutning. Et bredt flertal blandt folketingets partier synes dog ikke at være positivt stemte.

Hverken Radikale, SF, Enhedslisten eller Alternativet bakker op om udsendelse af et krigsskib til Den Persiske Golf, efter at Storbritannien har opgivet en europæisk mission og meldt sig under USA’s faner.

- Vi kunne have støttet en europæisk model, fordi det ville have modvirket eskalation. Bliver det amerikansk ledelse, så er det svært at se forskellen på EU’s og USA’s politik over for Iran, siger De Radikales udenrigsordfører, Martin Lidegaard til Politiken.

For USA handler det ikke kun om at beskytte skibsfarten, men også om at presse Iran i striden om en atomaftale.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) vil ikke svare på, om regeringen vil nøjes med opbakning fra oppositionen.

- Det, jeg sagde i sommer, står ved magt. Vi er optaget af at bidrage til at sikre civile skibes sikre sejlads på verdenshavene – også i Hormuzstrædet, siger han.

Michael Aastrup Jensen, udenrigsordfører for oppositionspartiet Venstre, kalder det "dybt bekymrende", at regeringens støttepartier ikke vil bakke op om en militær indsats.

- Hvis vi skal være sikre på, at vores skibe kan sejle sikkert og uden forsøg på angreb, så kræver det også, at vi er til stede, når der er behov for det, siger han og tilføjer, at Venstre er klar til at gå i dialog med regeringen om dansk indsats.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: FLAG-evaluering viser gode resultater, ’når planer går i fisk’

Den danske FLAG-ordning er netop blevet evalueret af COWI, og resultatet er positivt! Evalueringen beskriver set-up’et for ordningen, som handler om, at hver FLAG-forening laver en udviklingsplan og ansætter en koordinator, hvorefter lokale virksomheder og organisationer kan søge støtte og få hjælp til fremme af ideer, som falder ind under planen. FLAG-bestyrelsen indstiller projekterne til Erhvervsstyrelsen, som udfører legalitetskontrol og udbetaler støttebeløbene. På europæisk plan er der oprettet knap 370 FLAG’er, hvoraf 10 er danske. Fra EU’s side er argumentet for at støtte FLAG’erne, at lokale ideer, initiativer og ressourcer tages som udgangspunkt for udvikling, og at der arbejdes på tværs af sektorer som fiskeri, turisme og kulturinstitutioner for at opfange og udvikle nyskabende løsninger. Denne tilgang til udvikling kaldes CLLD (community-led local development). CLLD placerer lokalbefolkningen i førersædet, så de kan beslutte, hvordan de vil bruge EU-finansiering til at forbedre deres område. Men hvad er det for projekter, de danske FLAG’er sætter i værk? Et eksempel er Motorfabrikken Marstal, som med midler fra FLAG-ordningen har renoveret en del af en gammel fabrik og er ved at skabe et innovativt kontormiljø, hvor iværksættere kan leje et kontorlokale og deltage i kurser og workshops. På et senere tidspunkt planlægges yderligere renovering til konferencefaciliteter og et værksted, der bygger på både traditionelt håndværk og nye digitale maritime industrier. En stor del af de gamle maskiner findes stadig i bygningen, og man vil genoplive bygningerne i overensstemmelse med deres tidligere brug, da det kan skabe merværdi og inspirere iværksættere. Projektet er med til at udvide opfattelsen af, hvad maritime erhverv er. Det anses som vigtigt for også at få unge mennesker og tilflyttere til at bo og arbejde i kystsamfund. Et andet projekteksempel er Kerteminde Maritime Haver, som har opnået støtte til at etablere en besøgs- og formidlingsattraktion, der kobles sammen med sejlads med turister. Turisterne vil som et stop på turen modtage historier om og smagsprøver af tang og skaldyrsproduktion. Projektet er netop et godt eksempel på, hvordan lokalområder kan have gavn af at erfaringsudveksle og lære af hinanden. Kerteminde Maritime Haver er således blevet opbygget på basis af både lokal viden og erfaringer med en lignende havhave ved Ebeltoft. De maritime erhverv har aldrig været lukkede om sig selv. En anbefaling om en understøttelse af flere samarbejdsprojekter kunne bringe nye og frugtbare koblinger af projektideer med sig. COWI’s evaluering fastslår, at FLAG’erne allerede har opfyldt en del af de mål, som fra nationalt hold har været opstillet for deres indsats for programperioden 2014-2020. FLAG’erne er lykkedes med at få iværksat relevante projekter, skabe beskæftigelse og være en solid sparringspart for projektansøgere i deres lokalområder. Dette selvom ansøgningsprocessen beskrives som forholdsvis indviklet. Der er også skabt resultater, som er sværere at måle, som bedre fællesskab i lokalområder, bedre oplevelser og rammebetingelser. Hvad angår samarbejdsprojekter lever man imidlertid ikke op til det ved programstart fastsatte mål om, at der skal gennemføres samarbejdsprojekter mellem FLAG’er i Danmark og mellem danske og udenlandske FLAG’er. Der er nemlig ifølge evalueringen kun iværksat 1 samarbejdsprojekt ud af et samlet måltal på 18 projekter. Samarbejdsprojekter er netop vigtige for at øge muligheden for nyskabende erhvervsaktivitet, for opnåelse af kritisk masse for et projekt, for at indgå i nye netværk, eller for at få adgang til nye markeder. Så når der ikke er fastlagt nogle anbefalinger for FLAG-delen af evalueringen, kunne dette godt være et område at komme med én!

Sydjylland For abonnenter

26,5 milliarder fordelt til sundhed, forurening og trafik: Sådan påvirker regionens budget dig

Annonce