Annonce
Middelfart

Stadig usikkerhed om bosteders plads i køen: - Vi skulle have haft vaccinen sammen med plejehjemmene

Den 55-årige beboer på bostedet Guldregnen Annette Hedelund håber, at hun og de andre beboere snart kan blive vaccineret, så de igen kan modtage besøg. Arkivfoto: Mads Dalegaard
55-årige Annette Hedelund, der bor på bostedet Guldregnen, er frustreret over, at det er svært at få klart svar på, hvornår alle på bosteder kan blive vaccineret mod covid-19.

Middelfart: Det er en utryg tid for 55-årige Annette Hedelund.

Hun bor på det socialpsykiatriske bosted Guldregnen i Middelfart, da hun har anoreksi og skizofreni. Hun er i risikogruppen, hvad angår covid-19, fordi et langt liv med anoreksi har tæret på sundheden med både nyreproblemer og flere blodpropper til følge.

- Jeg kan ikke klare corona. Jeg ville dø af det, siger hun.

I januar spurgte Annettes tvillingesøster her i avisen, hvornår beboere på kommunens bosteder kunne se frem til at blive vaccineret, eftersom de allerede før nytår blev bedt om at give samtykke til en vaccine.

Avisen tager nu sagen op igen. For Annette Hedelund har stadig ikke fået tilbudt en vaccine, selvom hun mener, at hun og andre beboere på bosteder burde have fået én for længst.

- Jeg synes, vi skulle have haft vaccinen samtidig med plejehjemmene, siger hun og henviser til, at et bosted som Guldregnen har været lukket for besøgende siden marts 2020 - pånær en kortere periode med lempede restriktioner.

Det betyder ifølge Annette Hedelund, at mange lever en isoleret tilværelse, fordi det ikke er alle, der kan klare at forlade Guldregnen for at ses med pårørende.

Derudover mener Annette Hedelund, at der er en anden risiko. For når beboere fra bosteder går ud i byen for at handle ind eksempelvis, er det ikke alle psykisk syge, der har overskud til at bruge mundbind og tage hensyn til afstandskrav, fordi de i forvejen har det svært.

- Når vi bor her, er der mange, der går ud, og der kan de jo smitte andre, siger hun.

Annonce

Frem i køen

Annette Hedelund står altså stadig uden svar på, hvornår hun kan forvente at få vaccinen. Der er dog, siden avisen sidst beskrev problematikken, sket en udvikling.

Hvor beboere på bosteder før var i gruppe 12 i vaccinekøen og dermed i samme pulje som yngre borgere uden for risikogruppen, har Sundhedsstyrelsen præciseret: Beboere på længerevarende botilbud kan komme til i gruppe fem, hvis de har en øget risiko for alvorlige forløb med covid-19. De, som ikke vurderes til at være i risikogruppen, vil ifølge præciseringen blive vaccineret i gruppe 10.


Jeg synes, vi skulle have haft vaccinen samtidig med plejehjemmene.

Annette Hedelund


Sundhedschef i Middelfart Kommune Jeanette Rokbøl fortæller, at det stadig ikke er muligt at sige præcist, hvornår beboere på bosteder kan blive vaccineret.

- Vi er lige nu i gang med at vaccinere borgere over 85. Derefter skal vi sikre os, at al vores personale er vaccineret, og så går vi i gang med gruppe fem, som jo er bosteder.

- Men jeg kan ikke vide på nuværende tidspunkt, hvad man går ud og gør. Det kommer an på, hvor mange vacciner, der kommer ind, og det er uden for vores rækkevidde. Men man kan sige, at hvis der pludselig kommer mange vacciner ind, så kan vi stå der i morgen, men vi kan også stå der om en måned. Vi ved det ikke, siger Jeanette Rokbøl og fortæller, at de er klar til at gå i gang, så snart der kommer grønt lys.

Annonce

Detaljer uafklarede

Det er dog stadig usikkert, hvorvidt alle beboere på bosteder som Guldregnen kan blive vaccineret som en del af gruppe fem. Mandag sendte Sundhedsstyrelsen et notat ud, der klarlagde, at regioner og kommuner sammen skal vurdere, om man vil vaccinere samtlige på et bosted, selvom det ikke er alle, der er i risikogruppen.

Chef for Sundhedsplanlægning ved Region Syddanmark Helene Vestergaard fortæller, at det endnu ikke er afklaret, hvorvidt alle på bosteder vil blive vaccineret i gruppe fem, men at det vil blive drøftet med kommunerne.

Jeanette Rokbøl kan heller ikke garantere, at alle beboere på bosteder vil blive vaccineret i gruppe fem, men hun kan sige klart, hvad hendes tilgang er:

- Jeg vil mene, medmindre jeg får noget andet at vide af nogle andre, at vi vaccinerer samtlige på én gang, når vi går i gang med at vaccinere på vores bosteder, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia

Ny daginstitution skaber debat: Placering i Madsby er langtfra sikker, fastslår DF

Kultur

Et år efter nedlukning: Idrætsforeninger arrangerer virtuelt motionsløb

Annonce