Annonce
Alarm 112

Staten anker frifindelse af direktør i Løkken Sparekasse

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Den tidligere ledelse af den krakkede sparekasse blev frifundet i landsretten. Nu er dele af sagen anket.

Det statslige selskab Finansiel Stabilitet har besluttet at anke Vestre Landsrets frifindelse af den tidligere direktør for Løkken Sparekasse til Højesteret.

Det oplyser Finansiel Stabilitet torsdag i en pressemeddelelse.

Den nordjyske sparekasse krakkede for ti år siden.

I en advokatundersøgelse bestilt af Finansiel Stabilitet hed det blandt andet, at sammenbruddet i sparekassen skyldtes en høj risikoprofil og mangelfuld kreditstyring.

Sparekassen besluttede at kaste sig ud i meget store udlån uden at have en kreditorganisation og kreditsagsbehandling, som kunne håndtere udlånene, lød det.

Da finanskrisen brød ud i 2008, endte sparekassen med at tabe store summer på udlånene.

Finansiel Stabilitet anlagde sag mod den tidligere direktør, bestyrelsens formandskab og den eksterne revision i Løkken Sparekasse med et erstatningskrav på 275 millioner kroner.

Men 28. februar blev alle sagsøgte frifundet i Vestre Landsret.

Efter at have nærstuderet dommen har Finansiel Stabilitet besluttet at anke dele af den til Højesteret.

Vurderingen er, at dommen rejser principielle spørgsmål om udstrækningen af en direktørs ansvar for "utilstrækkelig kreditopfølgning og fejl og mangler i kreditorganisationen".

I landsretten sagde de sagsøgte, at der i forbindelse med hver enkelt lånebevilling fandtes kundemapper, som indeholdt væsentlige oplysninger om kunderne.

Kundemapperne blev ikke fremlagt under erstatningssagen. Det skyldes ifølge Finansiel Stabilitet, at kundemapperne ikke findes.

Derfor vil Finansiel Stabilitet også have, at Højesteret skal tage stilling til, i hvor høj grad de manglende kundemapper har betydning for beviserne i sagen.

Anken omfatter kun sparekassens tidligere direktør, der afkræves 50 millioner kroner i forbindelse med tre af bankens engagementer - Dansk Jord ApS, Gl. Kongevej 33 og H. J. Henriksens Vej 12.

Efter rådgivning med advokater mener Finansiel Stabilitet, at der er størst chance for, at Højesteret vil nå til et andet resultat end landsretten for de tre engagementers vedkommende.

Frifindelsen af bestyrelsens formandskab og den eksterne revision ankes ikke og står dermed ved magt.

/ritzau/

Pressemeddelelse fra Finansiel Stabilitet på selskabets hjemmeside
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Live: FN-klimatopmøde udskudt på grund af coronavirus

Fredericia

Ingen krammere eller håndtryk: Golfklubben åbner igen med strenge restriktioner

Annonce