Annonce
Danmark

Statens Serum Institut: Smittetrykket er halveret

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
På et pressemøde mandag fortæller Statens Serum Institut, at smittetrykket i Danmark er blevet halveret.
Annonce

Smittetrykket med coronavirus i Danmark er blevet halveret.

Det fortæller faglig direktør i Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, på et pressemøde mandag.

Det er noget af det, som ligger til baggrund for, at statsminister Mette Frederiksen (S) fortæller, at regeringen vil åbne Danmark gradvist efter påske.

Kåre Mølbak slår samtidig fast, at epidemien på ingen måde er overstået.

- Der er fortsat nogen, der vil blive smittet og blive indlagt. Og der vil fortsat være folk, der mister deres kære.

- Men epidemien er kommet mere under kontrol, end den er i andre lande. Det effektive har været, at vi har handlet tidligt i Danmark. Vi har været heldige, og vi har været kloge, siger Kåre Mølbak på pressemødet.

Statens Serum Institut har samtidig mandag udgivet en ny prognose for epidemiens fremtidige udvikling.

Her står der blandt andet, at det aktuelle smittetryk i Danmark er på et niveau, hvor det er forsvarligt at ophæve dele af restriktionerne.

I prognosen fremgår det, at smittetrykket falder fra cirka 2,6 den 12. marts til 1,4 den 24. marts. Det betyder, at en smittet person tidligere i gennemsnit smittede 2,6 personer, hvilket er faldet til 1,4 personer.

Hvis alle tiltag bliver ophævet efter 13. april, så vil smittepresset stige betydeligt, lyder det også i prognosen. Her henviste Kåre Mølbak på pressemødet til lande som Italien og Spanien, der er meget hårdt ramt af coronavirus.

I rapporten bliver der samtidig påpeget en række opmærksomhedspunkter, der er afgørende for den gradvise genåbning.

Blandt andet skal principperne om at holde afstand, hjemmearbejde, videomøder, god hygiejne og begrænsning af forsamlinger være bærende elementer i en forsvarlig genåbning.

Kåre Mølbak siger på pressemødet, at en genåbning kan ske "gradvist og kontrolleret".

Det vil samtidig kræve en øget test af danskere for coronavirus. Det vil man åbne op for efter påske, lyder det.

Det er regeringen, der står bag beslutningerne om at lukke Danmark.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce