Annonce
Debat

Grete Højgaard er sikker i sin sag: Fredericia skal nok komme tilbage

"Byen ved Lillebælt har den seneste tid været en ordentlig tur rundt i centrifugen, og det har bestemt givet nogle hudafskrabninger," skriver Grete Højgaard - der dog er sikker på, at landsoldaten og hans byfæller går en lys fremtid i møde. Arkivfoto: Peter Friis Autzen

Hvis jeg for et par år siden skulle nævne nogle af Fredericias største trumfkort, så ville det blandt andet være Fredericia Teater, Michelin-restauranten 10 Trin ned, Kanalbyen, Messe C (i al beskedenhed), en utrolig vækst på nye erhvervsvirksomheder, det stabile politiske miljø samt naturligvis den geografiske placering og kyst- og naturrigdommene.

De sidste par faktorer gælder stadig - dem kan man trods alt ikke tage fra fæstningsbyen - men ellers kunne man i dag med god ret stille mig spørgsmålet: Hvordan synes du selv, det går?

Byen ved Lillebælt har den seneste tid været en ordentlig tur rundt i centrifugen, og det har bestemt givet nogle hudafskrabninger. Noget har været selvforskyldt, og noget kan tilskrives den dumme pandemi.

Annonce

Uanset hvad, så vil jeg her, i min allersidste klumme, komme med en optimistisk, lokalpatriotisk proklamering, for det trænger byen til: Fredericia skal nok komme tilbage.

Det tror jeg helt oprigtigt på, men det vil bestemt kræve hårdt arbejde med fokus på fremtid og udvikling og måske også et drys tålmodighed, både i turisterhvervet og det lokalpolitiske plan.

Hele historien på Fredericia Rådhus har ikke været særligt grinagtig for os, der bor i postnummer 7000. Jeg havde simpelthen ikke fantasi til at forestille mig, at Rådhuspladsen i Fredericia endnu engang skulle huse sendevogne fra de landsdækkende radio- og tv-stationer.

Lørdagsbanden

Lørdags-banden består af tidl. folketingsmedlem Karen J. Klint (S), Messe C-direktør Grete Højgaard - som skrive sin sidste klumme i dag, festivalkaptajn Lars ”Charlie” Mortensen, områdedirektør i Sydbank Tina Kromann Lyngsø og provst Børge Munk Povlsen.

Ingen tvivl om, at der er nogle ting, der skal ryddes op i, og der skal sættes en ny dagsorden. Men forhåbentlig kan vi også se hinanden i øjnene og blive enige om, at vi faktisk har gennemført en hel vild udvikling af vores by igennem de seneste syv år, som vi meget nødigt ville være foruden.

En strøtanke i forbindelse med den milliondyre advokatundersøgelse af Fredericia Kommune:

Gad vide, hvis man løftede alle landets rådhuse og rystede dem lige så grundigt som dét i Fredericia, hvad der så ville falde ud af artigheder?


Gad vide, hvis man løftede alle landets rådhuse og rystede dem lige så grundigt som dét i Fredericia, hvad der så ville falde ud af artigheder?


Det siger jeg ikke for at negligere problemet her i byen, men vi ser jo desværre indimellem, at vi måske ikke er så dukseagtige herhjemme, som diverse internationale korruptionslister viser. Nå, det var bare et tankeeksperiment.

Hvad angår teatret, så oplever jeg både en landspolitisk, lokalpolitisk og folkelig opbakning til, at byen og området fortjener et stærkt musicalteater. For eksempel er der næsten 5000 medlemmer i en Facebook-gruppe, som vil have Fredericia Teater tilbage.

Jeg har den store ære at være formand for det nye Fredericia Musicalteater, og jeg kan forsikre alle om, at der arbejdes stenhårdt bag murene på atter at præsentere små mirakler og store eventyr i en kategori, som sprænger skalaen for en mellemstor provinsby. Stay tuned, som de siger i udlandet.

På min egen arbejdsplads, Messe C, og i hele turistbranchen har corona været et ondt hug i nyrerne. Jeg har tidligere på denne plads berettet om, hvordan udsigten til vores genåbning har været som et fatamorgana, der hele tiden fortonede sig - og det gavner naturligvis ikke, at bestemte vaccinemærker skrottes i disse dage.

Men vi KOMMER til at åbne, forhåbentlig i august, og vi kommer igen til at trække tusindvis af erhvervsfolk og besøgende til byen. Både udstillere, arrangører og deltagere hungrer efter de services, vi tilbyder, og det er jo ikke det værste udgangspunkt.

Så jeg forudskikker, at nogle af de lokomotiver, som er med til at trække områdets restaurationer (herunder 10 Trin Ned), hoteller med videre, kommer på skinner igen i løbet af sommeren, og at mismod bliver vendt til optimisme i fæstningsbyen.

Til slut vil jeg sige tusind tak til alle jer, som har læst med i årenes løb. Tak for alle de sure, søde og sjove reaktioner, jeg har fået på mine klummer! Det har været en stor fornøjelse at være med i panelet, og tak til avisen, fordi jeg fik lov at bidrage.

Nu er tiden kommet til, at jeg skal bruge lidt mere tid med ham, jeg elsker og deler livet med, så jeg overgiver depechen til friske kræfter med et andet ståsted og måske et andet perspektiv på tilværelsen.

Opskriften på en god weekend hos mig deler jeg gerne ud af:

Det bliver nogle timer i haven og måske et par pauser med en kop kaffe eller et glas kølig rose med et par af naboerne på terrassen.

Tak for nu - kram dine nære og rigtig god weekend.

Som Grete Højgaard selv skriver, er denne klumme den sidste omgang "Lørdagsbande" fra hendes hånd. Fra redaktionen skal lyde en stor tak for de mange velskrevne og tankevækkende klummer.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia

Hun var SÅ forsigtig, men endte alligevel med at smitte hele familien: Nu advarer Gitte alle andre mod at lade corona-paraderne falde

Annonce