Annonce
Fredericia

Stor donation fra Thansen til Bjørn Nørgaard-kunstværk

Med 350.000 kroner fra thansen er Christianskirken kommet et stort skridt nærmere at få installeret bronze-indgangsportalen Alfa & Omega, skabt af kunstneren Bjørn Nørgaard. Planen er, at kunstværket skal være klart til indvielse i slutningen af året. Modelfoto: Christianskirken
Christianskirken betyder meget for ægteparret Bent Jensen og Diana List Nielsen Jensen, som via firmaet har købt Bjørn Nørgaards forarbejde til kirkens glasmosaikker for 350.000 kroner.

Fredericia: Ægteparret Bent Jensen og Diana List Nielsen Jensen har valgt at støtte projekt ”Alfa og Omega” ved Christianskirken. Bent Jensens firma Thansen køber Bjørn Nørgaards forarbejde til kirkens glasmosaikker. Nemlig værket ”Bjergprædikenen”.

Det giver 350.000 kroner til den sidste del af indsamlingen til det store projekt med bronzeportal og indgangsparti. Målsætningen er et beløb på mindst 1,2 millioner kroner.

Oprindelig erhvervede Middelfart Sparekasse værket ”Bjergprædikenen”. Banken besluttede imidlertid at skænke det til Christianskirken, så et salg kunne være med til at gøre det store projekt med bronzeportal og indgangsparti muligt.

Ægteparret Diana List Nielsen Jensen og Bent Jensen har et særligt forhold til Christianskirken. Arkivfoto

Kirken har stor betydning for familien

Bent Jensen og Diana List Nielsen besluttede for nyligt at købe mosaikken for at støtte projekt Alfa og Omega. De har begge et særligt forhold til Christianskirken. Især for Dianas familie har kirken haft en stor betydning.

- At være en del af støtten til dette gennemførte og smukke indgangsparti, hvor historie og kunst kombineres, har en utrolig stor betydning for os, udtaler ægteparret ifølge en pressemeddelelse.

Diana List Nielsens farfar, farmor, onkel og far Gert List Nielsen er alle blevet bisat og begravet fra Christianskirken.

- Her er børnene blevet døbt, og her er mange i familien viet. Det er her, vi alle kommer, når vi skal mindes og glædes. Ja, hele familien har en tæt og meget stærk tilknytning til stedet, udtaler hun.

Diana List og Bent Jensen har endnu ikke endelig besluttet sig for, hvor ”Bjergprædikenen” skal hænges op.

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Åbent brev til byrådet i Fredericia: Tænk disse punkter ind i arbejdet med næste års budget

Læserbrev: På det ugentlige tværpolitiske, offentlige møde i Demokraticontaineren i Kanalbyen var emnet tirsdag 10. september "Velfærdspolitik i de kommende år i Fredericia". Som sædvanlig var der en livlig diskussion i en positiv ånd. Samtalen foregik endnu en gang på tværs af partiskel og andre interesser. Mødet endte ud med enighed om at opfordre byrådspolitikerne til at tænke nedenstående punkter ind i arbejdet med næste års budget. Vi håber, I vil sætte fokus på de svageste borgere og på arbejdsmiljøet for de kommunalt ansatte. Der var enighed om, at velfærden generelt skal være i centrum, og følgende områder blev specifikt nævnt som indsatsområder: Folkeskolerne. Der er kun fem kommuner i landet, der bruger færre økonomiske midler pr. elev. Var det en ide og en mulighed at tildele midlertidig "førtidspension” til syge borgere, så de får ro til at komme sig og samle kræfter, inden der tages stilling til deres fremtidige tilknytning til arbejdsmarkedet? Fritidstiltag for den ungdomsgruppe, der ikke er knyttet til Ungdommens Hus. Sikring af, at frivillig indsats ikke på nogen måder indregnes i normeringsbehovet. Personale nok til at tage sig dybtgående nok af de underretninger, der indsendes til familieafdelingen. For at fremme arbejdsmiljøet på de offentlige arbejdspladser skal der være mindre kontrol og mere tillid, og i den sammenhæng vil det være en god idé at lade en stor del af arbejdsprocesserne bestemmes af selvstyrende teams. Det er vigtigt, at flere får lyst til at tage en uddannelse inden for de områder, der vedrører velfærden. Når forholdene er gode for de kommunalt ansatte, er der stor sandsynlighed for, at flere får lyst til at tage en uddannelse inden for disse områder, så der på sigt kan blive et tilstrækkeligt antal kvalificerede medarbejdere at vælge imellem. Det er væsentligt, at der bliver lagt endnu mere vægt på et positivt og inkluderende menneskesyn i den kommunale organisation. Vi ønsker byrådet rigtig god arbejdslyst i processen med budgetforhandlingerne!

Annonce