Annonce
Kolding

Stor kontrolaktion ved Kolding Storcenter: Hver anden bilist skal betale bøde eller højere afgift

19 ud af 40 standsede bilister havde ikke deres registrerings- eller afgiftsforhold i orden, da Motorstyrelsen og Sydøstjyllands Politi forleden gennemførte en stor kontrolaktion ved Kolding Storcenter. Arkivfoto: Maria Tuxen Hedegaard
Knap halvdelen af de bilister, som Motorstyrelsen og politiet standsede ved en kontrolaktion ved Kolding Storcenter i sidste uge, havde ikke deres registrerings- eller afgiftsforhold i orden.

Kolding: En række bilister skal betale en bøde eller en højere afgift, efter at de blev standset i en kontrol, som Motorstyrelsen gennemførte ved Kolding Storcenter i samarbejde med politiet i sidste uge. Knap halvdelen havde ikke registreret deres køretøjer korrekt eller betalt de afgifter, som de burde, oplyser Motorstyrelsen i en pressemeddelelse.

19 ud af 40 standsede bilister havde ikke deres registrerings- eller afgiftsforhold i orden.

Kontrollen afslørede blandt andet, at flere udenlandske bilister ikke havde sørget for at omregistrere deres bil, selv om de bor i Danmark, mens en række bilister kan se frem til en bøde for at have kørt i varebiler uden cvr.nr. og navn på siden.

- Vores oplevelse er, at danskerne generelt gerne vil følge reglerne på motorområdet og betale de korrekte afgifter. Der er dog tilfælde, hvor køretøjet ikke er registreret korrekt, eller der ikke er betalt de afgifter, som der burde. Derfor supplerer vi vores vejledning med målrettede kontroller – det er aktionen i Kolding et eksempel på, siger underdirektør Jørgen Rasmussen, Motorstyrelsen, og fortsætter:

- Det er vigtigt for os, at danskerne har den nødvendige viden, så de betaler korrekte afgifter. Derfor vil jeg gerne opfordre de danskere, der er i tvivl, til at sætte sig ind i reglerne eller ringe til os for at få vejledning.

I 2019 forventer Motorstyrelsen at gennemføre kontroller i hele landet som led i arbejdet med at sikre, at alle danskere betaler den korrekte registreringsafgift.

Ved en lignende aktion ved Kolding Storcenter sidste år fik omkring hver tredje kontrollerede bilist en bøde.

Annonce

Reglerne

Ejere af køretøjer kan orientere sig om reglerne på skat.dk/motor eller ved at ringe til Motorstyrelsen på tlf. 72 22 15 15.
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce