Annonce
Fredericia

Stor restaurant skifter ejer og navn: Ricki klar med nye retter

Ricki Roland Madsen, Odense, har været i branchen i 22 år. Fredag åbner han som ny indehaver La Melisa i Vendersgade i Fredericia, hvor Isabellas hidtil har ligget. Privatfoto
Isabellas i Vendersgade bliver til La Melisa. Odenseaner overtager og slår dørene op fredag 10. maj. Åbent ugen igennem.

Fredericia: Det er slut med Isabellas i Vendersgade. Bøf- og steakhuset er solgt, og fredag 10. maj genåbner det 384 kvadratmeter store spisested som La Melisa.

Ny restauratør er 39-årige Ricki Roland Madsen, som i forvejen driver en tilsvarende La Melisa på adressen Gravene i Odense.

- Jeg var tilfældigt i Fredericia - på en hyggetur - og så Isabellas. Rygterne går også hurtigt i branchen, så jeg vidste, den var til salg, og så faldt jeg for beliggenheden. Fredericia er jo en dejlig by, forklarer Ricki Roland Madsen til Fredericia Dagblad.

Hvad skal forrige restauratør så?

Isabellas bliver til La Melisa, og dermed siger daglig leder af restauranten i Vendergade, Soner Incik, farvel til Fredericia. Professionelt. For restauratøren og hans kone - der ejede Isabellas - bliver boende.

Men de åbner et stort festlokale i sydjyske Brørup 1. oktober.

Det har været en gammel drøm. Der bliver plads til 500. Lokalerne er for alle - til alle slags fester - men den megen plads er helt bevidst, fortæller Soner Incik. Bryllupper og andre mærkedage i hans egen tyrkiske kulturkreds - og i mange lande i eksempelvis Mellemøsten - samler traditionelt rigtigt mange gæster.

Derfor åbner han

Han beholder La Melisa i den fynske hovedstad, men koncentrerer sig om at stå i spidsen for den nye filial i fæstningsbyen.

Den får åbent fra klokken 11.30 til 22.00 alle ugens dage og lægger ud med tre-fire ansatte.

Og en anden stil?

- Til dels. Inventaret er jo det samme, men vi udvider menuen ud over, at vi selvfølgelig stadig vil servere bøf og steaks. Men også ribeye og pasta og pizza på en ny måde - med vores egne opskrifter.

Der er mange om buddet. Restauranter åbner og lukker. Caféer kommer og går. Hvad får dig til at tro, at der er plads?

- Ikke mindst beliggenheden. Ud over fredericianerne kommer der også mange mennesker til byen fra både Vejle og Kolding - og fra Odense. Blandt andet til messer og for at gå i Fredericia Teater. Om sommeren kan vi jo også servere udenfor.

Det er sandt. Indendørs er der plads til cirka 120. På gaden cirka 60 personer.

I branchen i 22 år

Med tiden vil den nye restauratør indrette La Melisa forskelligt - i tre afdelinger: En med lys og hvide duge til par og andre, der ønsker lidt ro. Et mere råt afsnit til unge og en afdeling til børnefamilier, der skal have stillet sulten.

Ricki Roland Madsen er tillært kok, som han formulerer det:

- Jeg har været i branchen i 22 år og været med fra start i La Melisa i Odense. Restauranten har jeg selv drevet i to år nu.

Tidligere arbejdede han på Brasseriet Klitgaard, ligeledes i Odense.

Soner Incik har stået for den daglige drift af Isabellas i en del år. Nu skal han videre og åbner festlokaler i Brørup. Foto: Morten Kiilerich
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Åbent brev til byrådet i Fredericia: Tænk disse punkter ind i arbejdet med næste års budget

Læserbrev: På det ugentlige tværpolitiske, offentlige møde i Demokraticontaineren i Kanalbyen var emnet tirsdag 10. september "Velfærdspolitik i de kommende år i Fredericia". Som sædvanlig var der en livlig diskussion i en positiv ånd. Samtalen foregik endnu en gang på tværs af partiskel og andre interesser. Mødet endte ud med enighed om at opfordre byrådspolitikerne til at tænke nedenstående punkter ind i arbejdet med næste års budget. Vi håber, I vil sætte fokus på de svageste borgere og på arbejdsmiljøet for de kommunalt ansatte. Der var enighed om, at velfærden generelt skal være i centrum, og følgende områder blev specifikt nævnt som indsatsområder: Folkeskolerne. Der er kun fem kommuner i landet, der bruger færre økonomiske midler pr. elev. Var det en ide og en mulighed at tildele midlertidig "førtidspension” til syge borgere, så de får ro til at komme sig og samle kræfter, inden der tages stilling til deres fremtidige tilknytning til arbejdsmarkedet? Fritidstiltag for den ungdomsgruppe, der ikke er knyttet til Ungdommens Hus. Sikring af, at frivillig indsats ikke på nogen måder indregnes i normeringsbehovet. Personale nok til at tage sig dybtgående nok af de underretninger, der indsendes til familieafdelingen. For at fremme arbejdsmiljøet på de offentlige arbejdspladser skal der være mindre kontrol og mere tillid, og i den sammenhæng vil det være en god idé at lade en stor del af arbejdsprocesserne bestemmes af selvstyrende teams. Det er vigtigt, at flere får lyst til at tage en uddannelse inden for de områder, der vedrører velfærden. Når forholdene er gode for de kommunalt ansatte, er der stor sandsynlighed for, at flere får lyst til at tage en uddannelse inden for disse områder, så der på sigt kan blive et tilstrækkeligt antal kvalificerede medarbejdere at vælge imellem. Det er væsentligt, at der bliver lagt endnu mere vægt på et positivt og inkluderende menneskesyn i den kommunale organisation. Vi ønsker byrådet rigtig god arbejdslyst i processen med budgetforhandlingerne!

Annonce