Annonce
Udland

Storbritannien taber fart før brexit - laveste vækst siden 2010

Daniel Leal-Olivas/Ritzau Scanpix
Den britiske økonomi er vokset med én procent det seneste år. Det er ikke set lavere siden 2010.

Den britiske økonomi taber fart frem mod brexit.

I tredje kvartal voksede økonomien med én procent sammenlignet med et år tidligere, hvilket er den laveste vækst siden 2010.

Det viser tal fra Britain's Office for National Statistics. Det er Storbritanniens pendant til Danmarks Statistik.

- Hvis man ser udviklingen over det seneste år, er væksten bremset op til det laveste i næsten et årti, siger en talsmand for Office for National Statistics ifølge Reuters.

De seneste tre år har været præget af usikkerhed omkring landets vej ud af EU - herunder hvilke handelsvilkår der fremover er gældende. Det har især kunnet ses på virksomhedernes investeringer.

- For virksomhederne betyder den manglende afklaring på brexit, at man ikke har investeret lige så meget, som man ellers ville have gjort, siger Mikael Olai Milhøj, der er senioranalytiker i Danske Bank, i en kommentar.

Nedgangen har også ramt danske virksomheder. Eksporten til Storbritannien er ifølge Dansk Industri faldet med otte procent i 2019.

- Virksomheder, der eksporter til Storbritannien, er desværre allerede ramt af kaosset omkring brexit, siger cheføkonom Allan Sørensen i en kommentar.

- Det skyldes usikkerhed, lav vækst og det svage pund. I fremtiden venter nye udfordringer, når Storbritannien træder ud af det indre marked, siger han.

Ser man på udviklingen det seneste kvartal, voksede britisk økonomi 0,3 procent sammenlignet med andet kvartal. Det skyldes pæn fremgang i juli. Væksten var negativ i både august og september.

I oktober stemte et flertal i det britiske parlament for premierminister Boris Johnsons brexit-aftale. Den mangler endnu at blive vedtaget.

Inden den eventuelt kan falde på plads, skal briterne i stemmeboksene 12. december, hvor der er parlamentsvalg.

Brexit er nu udskudt til 31. januar. Briterne kan forlade EU før, hvis skilsmisseaftalen bliver godkendt inden da.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce