Annonce
Sport

Storsejr sender Rusland ind i dansk EM-gruppe

-/Ritzau Scanpix
Rusland vandt med 5-0 over Cypern og er klar til EM, hvor Rusland og Danmark deler værtskab for gruppe B.

Rusland er som det tredje land klar til næste sommers EM-slutrunde i fodbold og bliver en af Danmarks gruppemodstandere, hvis danskerne altså også klarer skærene.

Det står klart, efter at russerne vandt 5-0 på udebane over Cypern og dermed så rigeligt sikrede sig det ene point, de manglede for at indløse EM-billetten.

Ligesom Danmark er Rusland en af EM's 12 værtsnationer, og det er allerede besluttet, at København og Sankt Petersborg deler værtskabet for gruppe B.

Dermed tørner Rusland og Danmark sammen ved EM, såfremt det lykkes Åge Hareides mænd at kvalificere sig.

Russerne var ikke længe om at sætte tingene på plads søndag aften. Allerede midt i første halvleg havde de lavet to mål mod et cypriotisk hjemmehold, der reelt ikke havde det store at spille for.

En slem fejl af en cypriotisk forsvarer gav efter ni minutter Denis Cheryshev frit løb, og Valencia-spilleren tordnede bolden op i nettaget.

Senere i halvlegen fordoblede Magomed Ozdoyev føringen efter endnu en omgang diskutabelt forsvarsspil af hjemmeholdet.

Da Cyperns Konstantinos Laifis fik det røde kort for en hensynsløs tackling efter 28 minutters spil, var der ikke meget mere at stille op.

I slutfasen fejrede russerne EM-billetten ved at banke yderligere tre bolde ind bag den cypriotiske reservemålmand Urko Pardo, der var kommet på banen sidst i første halvleg.

Artem Dzyuba, Aleksandr Golovin og Denis Cheryshev scorede en gang hver i de sidste 11 minutter og sørgede for en klar udesejr.

Det var Rusland syvende gevinst på stribe, efter at holdet åbnede gruppen med et nederlag til Belgien.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce