Annonce
Kultur

Stort fællesskab omkring Minibyen: Værksteds-holdet hygger sig grundigt

Arild Hother Lundsgaard Iversen blev for nylig fejret af værkstedskammeraterne, da han som 88-årig kunne se tilbage på 25 år som frivillig i miniby-værkstederne. Foto: Petere Friis Autzen
Det kræver masser af arbejde at holde Fredericia Historiske Miniby i udvikling. Der bygges nyt, renoveres og hygges efter alle kunstens regler. Og der er plads til flere i fællesskabet.

Fredericia: I 25 år har Arild Hother Lundsgaard Iversen haft sin dagligdag hos Miniby-folket på Prangervej i Fredericia. Her har han været med til at bygge, reparere og forberede en lang række af de huse, der i dag står i Den Historiske Miniby, bag ved Fredericia Idrætscenter.

- Jeg vil hellere komme her end at sidde derhjemme og glo, siger den 88-årige alderspræsident, der deltager på værkstedet fem dage om ugen. Hver gang fire-fem timer.

Hvad sker der, hvis du ikke kommer? Ringer de andre så efter dig?

- Det ved jeg ikke. Det er aldrig sket, siger Arild, der af værkstedsvennerne kaldes Hother.

Hans håndtryk er fast og stærkt. Fortiden som lokomotivfører, fyrbøder og smed fornægter sig ikke. Det gør nutiden med værkstedsarbejde og fingerfærdighed heller ikke. Hans trøje er plettet og hul-slidt på albuerne.

I dag er han i færd med at montere små skumplader på skallen af en bygning. Pladerne er med til at styre det murværk, nogle af vennerne senere skal mure op: Pladerne sikrer, at der er plads til vinduer og døre.

- Det er godt og hyggeligt at være en del af det her. Hellere det end at sidde derhjemme i en stol og glo.

Arild Hother Lundsgaard Iversen, 88 årig frivillig på miniby-værkstederne

Hygge og godt arbejde

Elbobladet møder Hother, netop som kaffepausen i værkstedernes fælleskøkken er ovre. Han har egentlig ikke rigtig tid til at snakke, men når nu han er alderspræsident, tager han opgaven på sig.

- Jeg kan godt lide at arbejde på husene. Især når man rigtig kan se resultaterne af arbejdet, siger Hother, der nogle gange drømmer om miniby-arbejdet om natten.

- Jeg kan også vågne midt om natten og tænke på det. Så kan jeg ikke falde i søvn igen, siger han uden at se træt ud.

Han holder af værkstedsmiljøet og kammeratskabet. Humoren er god, og arbejdet er vigtigt - uden de frivillige kunne minibyen nemlig ikke fungere.

- Her er hyggeligt. Og vi har plads til flere, hvis nogen har lyst til at være med. Man behøver ikke at være pensionist, siger Hother og børster med hånden lidt savsmuld af øret.

Plads til flere

Omkring 70 frivillige er tilknyttet minibyen. Cirka halvdelen af dem er på værkstederne på Prangervej, hvor miniby-folket huserer i en af hallerne over for brandstationen.

Her er seks værksteder med hvert sit speciale. Frivillige behøver ikke at have håndværkerbaggrund, og alle læres op, inden de sættes i sving.

- Jeg har ikke endnu mødt nogen, der ikke kunne "bruges", siger Kent Jensen, der er ansat ved Madsby Legepark og er daglig leder af Den Historiske Miniby.

Kun produktionen af mursten og tagsten håndteres udelukkende af kommunens ansatte - simpelthen fordi arbejdet er så tidskrævende, at det ikke lægges på de frivillige.

Hvis nogen er interesseret i at blive en del af det frivillige værksteds-korps, kan man ringe til Kent Jensen på 20 86 41 57.

- Man kan også bare kikke ind på værkstederne en formiddag, siger Kent.

Fakta

Fredericias Historiske Miniby bæres af de omkring 70 frivillige, der arbejder i såvel værkstederne som selve minibyen, der ligger bag Fredericia Idrætscenter og vandrerhjemmet.

Selvom både mænd og kvinder kan deltage, tæller korpset af værkstedsfrivillige klart flest mænd.

- Vi har kun tre kvinder lige nu. Men de er så pertentlige og grundige, at de faktisk gør arbejdet bedre end mændene. Men det tør jeg jo næsten ikke sige, siger Kent Jensen og griner.

Han roser de kvindelige tagdækkere for at lægge tagsten med så stor og vedholdende præcision, at de skrøbelige minihuse holder længere end ellers.

Annonce
Forsiden netop nu
112

Brandfolkene rykkede ud tre gange i streg: Lejlighed udbrændte

Danmark

Regeringen: En pakke cigaretter skal koste en 50'er

Kultur For abonnenter

Bogkassen anbefaler: Når historierne tappes fra evighedens tønde

Bøger: Hvis man er til lyrik, er Einar Már Gudmundssons nye digtsamling ”Til rette vedkommende” en lise for sjælen. Hvis ikke man er til lyrik, skal man se at blive det i en fart. For denne lille, sansende og smukke bog er det tåbeligt at snyde sig selv for. ”Til rette vedkommende” er Gudmundssons fjerde digtsamling gennem 28 år som succesrig forfatter. Romanerne har fyldt mest. Det var også for en roman, ”Universets engle”, at han i 1995 blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris. Alligevel er Einar Már ifølge eget udslag mest glad for digtene. Han mener i øvrigt ikke, der er så stor forskel mellem prosa- og lyrikgenrerne. Lyrik skal rumme en historie, siger han, og prosa skal også være poetisk. Den holdning præger forfatterskabet, både når der digtes, og når der skrives prosa. ”Til rette vedkommende” er nok den lyseste, den letteste, den mest livsglade af Einar Már Gudmundssons fire digtsamlinger. Ikke på den måde, at digtene er uden dybde eller alvor - tværtimod. (Manden er jo islænding ...). Men fordi digtene trods tvivl, trods skygger og understrøm rummer en dejlig livsglæde. En samling digte - eller for den sags skyld en stor, episk roman - ville ikke være Gudmundsson, hvis ikke der var et glimt i øjet og en række underfundige formuleringer, der er alt for spændende eller smukke til bare at blive læst. Gudmundsson kræver tanker hos læseren. Alt andet er umuligt. Som når han skriver: Hvis du tapper historier fra evighedens tønde giver jeg kaffe på benzintanken og viser dig forstadskvartererne, småbyerne som sover og småbyerne som holder sig vågne, sindets udkanter, fodgængertunneller og baghaver, byen bag ved tiden ... En smuk strofe, ganske typisk for den nye digtsamling. Den kredser om mennesket i universet, den rummer klare eksistentielle emner - og den skildrer et samfund i evig forandring. Som når digtet fortsætter: Kaffebarerne, hvor kopperne dampede af digte/antikvariaterne som nu er forsvundet/excentrikerne som er døde/og det lille hus på skråningen/som for længst er borte ... Sådan er det jo. Det er en digters skildring af et samfund, der udvikler sig. Og under udviklingen også mister noget. Tiden er ikke til excentrikere - eller skæve eksistenser - og ikke til et lille hus på en skråning.

Annonce