Annonce
Børkop

Stort fremmøde ved et både gammeldags og moderne vælgermøde

Markant var fyldt til bristepunktet, da der var vælgermøde. Foto: Jørgen Flindt

Spørgsmål blev stillet online, da der var vælgermøde i Børkop. Men der var dog mest gang i den gammeldags debat med en hånd i vejret.

Børkop: 160 mennesker mødte tirsdag aften op i kulturhuset Markant i Børkop, og det var så mange, at der måtte sættes ekstra stole frem, og det var såmænd heller ikke nok. Nogle få måtte stå op.

Det velbesøgte vælgermøde var arrangeret af Børkop lokalråd og Ældresagen i Børkop, og det satte fire emner til debat på forhånd. Men undervejs var der flere, for man kunne stille spørgsmål online. De blev vist på en storskærm bag politikerne, og på den måde fik ordstyreren mulighed for at stille nogle af de spørgsmål undervejs. Planen var, at de spørgsmål, der fik flest likes, skulle være dem, der blev stillet først, men den side af sagen smuttede.

- Jeg har aldrig været med til et vælgermøde, hvor man har haft den her mulighed, og hvor vi fik spørgsmål op på væggen bag os. Det virkede nu meget godt, men det krævede også en god ordstyrer, og det havde vi her. Dog er der et problem ved det, sagde den af de fremmødte, der måske, har været til flest vælgermøder gennem tiderne, Holger Gorm Petersen fra Nye Borgerlige (i kamp med Morten Kristensen fra SF, red).

Han har været 28 år i politik, så han er vant til gammeldags vælgermøder, og det fik han, og de andre også samtidig. I panelet sad desuden Jens Ejner Christensen (V), Dan Arnløv (K), Marianne Madsen (R), Peter Harboe (LA), Søren Peschardt (S), Lasse Egelund (EL), Gerda Hagemann Pedersen (DF) og Morten Kristensen (SF).

Andkær Skole var til debat

Med fire emner at debattere, kom politikerne vidt omkring. Et omstridt emne var Fælleshåbsskolens fremtid. For skal Andkær Skole nedlægges som indskoling eller ej? Og vil det ske fordi en specialafdeling fra Mølholm i stedet skal rykke dertil?

Det fik en borger fra Andkær bekymret til at spørge, om udsigten til at skolen skal huse Mølholm Skoles specialafdeling kommer til at betyde, at byen ikke længere kan bruge skolen som kultur- og fritidscenter.

Den bekymring deler politikerne ikke, for skolens bygninger vil stadig bestå, men selve idéen om at rykke Mølholms Skoles specialafdeling til Andkær, er noget der ikke er udelt enighed om. Ingen sagde blankt nej, men eksempelvis vil Liberal Alliance ikke bare sige ja, da man frygter, det bliver for dyrt.

Enhedslisten havde mere fokus på, at det jo var områdets børn, der bliver flyttet til Gauerslund, for at blive erstattet af børn fra hele landet. Den slags frygter partieet vil give et kulturelt tab for Andkær. Og Gerda Hagemann (DF), der selv bor i byen, var træt af, at det altid er Andkær Skole, som bliver opfattet som en slags skraldespandsskole, der altid er til debat. Venstre meldte ud, at man ikke ønsker at lukke skoler. Man vil hellere bruge penge på at styrke lokalt, og konservative meldte ud, at når skolebestyrelsen på Fælleshåbsskolen gerne ser skolerne samlet, ja så bør man lytte.

I skrivende stund tegner der sig et flertal for, at Fælleshåbsskolens to afdelinger bliver samlet til én i Gauerslund. Men, som der ofte blev sagt gennem aftenens vælgermøde: Det er det nye byråd, der skal træffe beslutningen.

Bag politikerne hang en storskærm, hvor man kunne se de spørgsmål, der løbende løb ind online. Og man kunne se, hvor populære spørgsmålene var. Foto: Jørgen Flindt

Godt og skidt

De fire emner, som de vidste på forhånd vil blive debatteret, var et kommende nyt plejecenter og dets placering, det var infrastruktur, skolernes fremtid, samt lokale idræts- og kulturfaciliteter.

Og der blev diskuteret lystig mellem de ni i panelet og publikum, der stadig gerne måtte række hånden op og give deres besyv med. På den gammeldags måde. Så begge dele var i spil.

- Jeg synes, det var ok med de spørgsmål, der blev stillet via mobilen, men det tog heldigvis heller ikke fokus fra de spørgsmål, der blev stillet i salen. De spørgsmål fra salen er vigtigst, synes jeg, sagde en af tilhørerne, Lenike Vemmelund, der var mødt frem, fordi hun sidder i Fælleshåbsskolens skolebestyrelse, som havde noget på hjerte med hensyn til skolens fremtid.

En anden tilhører, Pernille Andresen, var også lidt lunken på de nye muligheder.

- Idéen er faktisk ret god, synes jeg, for det giver nogle nye muligheder, men det virkede ikke her. Det var meningen, at de spørgsmål, som fik flest likes, var dem, der skulle stilles til politikerne. Men det var der ikke styr på, og det var ærgerligt, når man nu stod og ventede på, at et spørgsmål ville blive stillet. Og så blev det det ikke, sagde Pernille Andresen, der også repræsenterede Lilholtparken, der gennem syv år har kæmpet for at få en tunnel under Lilholtvej.

To timer bølgede debatten frem og tilbage, og valget nærmer sig, for tonen var til tider skarp. Men de store, nye og overraskende valgløfter måtte de fremmødte dog kigge langt efter.

Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia

Hun var SÅ forsigtig, men endte alligevel med at smitte hele familien: Nu advarer Gitte alle andre mod at lade corona-paraderne falde

Annonce