Annonce
Fredericia

Stort kræmmermarked: Tingene er for gode til blive smidt ud

Der var for mange ting hjemme på loftet og i garagen. Dem solgte Malene Brahe og Thomas Gaasvig nogle af lørdag ved et marked i Fredericia Idrætscenter. Syvårige Alberte (i midten) hjalp til. Foto: Michael Svenningsen
Et stort loppe- og kræmmermarked fylder i weekenden Fredericia Idrætscenter. Både garvede kræmmere og familier, der har ryddet ud på loftet, er med. - Det er nemmere og hyggeligere end at sælge på nettet, lød det fra en af dem.

Fredericia: Nu skal der ryddes ud i tingene derhjemme.

Sådan er tanken for flere af de kræmmere, der har en stand ved weekendens kræmmer- og loppemarked i Fredericia Idrætscenter.

- Vi sælger ud af alt det, vi har for meget, sagde Malene Brahe fra Fredericia, som har en stand sammen med sin samlever Thomas Gaasvig og hans syvårige datter Alberte.

- Der er propfyldt derhjemme både på loftet og i garagen. Vi flyttede sammen, og derfor har vi dobbelt af det hele, forklarer Thomas Gaasvig.

- Men tingene er for gode til at blive smidt ud. Derfor fik vi en stand her. Det er hyggeligt, og vi giver en fair pris for en stand, fortæller Malene Brahe, som også har prøvet at sælge brugte ting på nettet. Men det er tit stressende og kræver mange skriverier med potentielle købere, som så måske ikke dukker op alligevel.

Her i hallen hjælper Alberte også til med at holde styr på salgene, og hun sætter en kuglepensstreg i håndfladen hver gang.

- Vi har solgt glas og tallerkener, og jeg har også solgt en del brugt elektronik, som ikke er helt nyt. Blandt andet et Denon-anlæg med cd og forstærker, så det er meget blandet, fortæller Malene Brahe.

Hendes samlever gør klar til at sælge resten af boden samlet til nedsat pris. Det hele skal væk lørdag, og resten afleverer familien hos Kirkens Korshær.

Annonce

Loppe- og kræmmermarked

JH Arrangementer står bag weekendens loppe- og kræmmermarked i Fredericia Idrætscenters hal 5 og 6.

Der er 175 stande. Entréen koster 35 kroner for voksne, mens børn under 12 år kommer gratis ind, hvis de følges med en voksen.

Klassisk tallerken er bedre end Ikea

Ved en anden bod står Christoffer Madsen fra Odense.

- Jeg er lige flyttet sammen med min kæreste, så derfor sælger jeg ud. Jeg sælger også ting for min mor, som har haft en butik med brugskunst. Det er fedt, hvis folk sælger nogle ordentlige ting, så der er noget at komme efter. Jeg kan godt lide genbrugstanken. I stedet for at købe en ny Ikea-tallerken, kan folk lige så godt lede efter en Aluminia-tallerken, som jeg har derovre, siger han med et smil og peger på en af sine varer.

Indtil videre går salget godt for den 26-årige pædagogstuderende.

- Det er selvfølgelig rart, når der er en økonomisk gevinst. Jeg har det stramt med at skulle tage fritidsjob, for eksempel ved være pizzabud, som jeg har gjort tidligere. For man skal jo bruge tiden på sit studie. Det her er en sjovere måde at tjene penge på, siger han.

Et godt marked går aldrig af mode

JH Arrangementer står bag markedet, som er i Fredericia for anden gang. Jakob Hansen driver firmaet, som i år besøger flere byer.

- Vi har weekendkræmmere, som sælger gamle ting, som man kan få på loppemarkeder. Så er der de private, som rydder op på loftet, og der er kræmmere, som kommer med nye ting, fortæller Jakob Hansen, som har 15 års erfaring med at arrangere markeder.

For nogle år siden kom der fornyet interesse for loppefund på grund af flere tv-programmer om genbrugsguldet. Siden er der også kommet større bevidsthed om genbrugstanken, ligesom der for eksempel findes mange reol-markeder, hvor folk har brugte ting stående til salg.

- Men det med at komme på marked og bruge en halv time eller to på at kigge det hele igennem, det går aldrig af mode, siger Jakob Hansen.

Søndag er der åbent fra klokken 10 til 15.

26-årige Christoffer Madsen tjener en ekstra skilling ved at sælge genbrugsting. Både ting fra hans mors tidligere butik og ting, han selv har til overs. Foto: Michael Svenningsen
Cirka 175 stande fylder i denne weekend hal 5 og 6 i Fredericia Idrætscenter. Foto: Michael Svenningsen
Gæsterne kan både lede efter nye ting og gamle loppefund i Fredericia Idrætscenter. Foto: Michael Svenningsen
Der er blandt andet legetøj til salg ved weekendens loppe- og kræmmermarked. Foto: Michael Svenningsen
Man kan vælge at købe nyt - men man kan også gøre mange gode brugtkøb. For eksempel ved weekendens loppe- og kræmmermarked i Fredericia Idrætscenter. Foto: Michael Svenningsen
For anden gang var loppe- og kræmmermarkedet fra JH Arrangementer i Fredericia. Foto: Michael Svenningsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Beboer vred over lukning af medborgerhus: - Vi bøjer os for kriminaliteten

112

Flere genstande beslaglagt: 35 visitationer i to zoner de seneste dage

Annonce