Trelde Næs: Omkring 20 medlemmer af Stram Kurs var tirsdag eftermiddag samlet nær det blå flag ved Trelde Næs for at demonstrere mod planerne om at dumpe 360.000 kubikmeter fjordbund i Lillebælt ud for netop Trelde Næs.
I spidsen for demonstrationen var Hanne Kronborg, der er partiets lokale kreds- og rigsleder. Hun gjorde det klart, at partiet slet ikke vil acceptere, at Lillebælt bliver brugt som skraldespand.
Hun ser slam-sagen som et oplagt sted, hvor det relativt nye parti kan markere sig og skille sig ud fra de øvrige politiske partier. For selvom en række politikere ligesom andre borgere og eksperter har kritiseret planerne, mener hun, at Stram Kurs er endnu mere definitive.
- Jeg kan jo se, at de skriver, de er imod det, men alligevel lader de det gå videre og siger, at det er Miljøstyrelsens beslutning. De har ikke pondus nok til at sige nej. Det er for svagt, siger Hanne Kronborg.
Nogle vil måske mene, at det er nemt at sige, når man ikke har nogen formel indflydelse. Hvad siger du til det?
- Når man som kommune bare sender det videre, så tager man ikke selv ansvaret på sig. Det er at fedte den af på Miljøstyrelsen. Der skal også være nogle, der siger, at vi ikke behøver sende det videre. Vi kan bare sige nej tak.
- Der er mange andre sager, som eksempelvis affaldssortering, hvor man kan spørge, hvor meget vi skal sortere. Det herude kan ikke laves om. Kan man se, at det forurener, så er det for sent, siger Hanne Kronborg.
Ikke Danmarks affaldsskakt
En af deltagerne ved tirsdagens demonstration var Per Riisberg. Han havde taget turen fra Snejbjerg ved Herning for at støtte demonstrationen.
- Jeg synes, det er helt absurd, at de kan finde på at hælde så meget møg ud. De forurener havet og ødelægger det fuldstændigt. Havet bliver uopretteligt, siger han.
Mens demonstrationen stod på, strømmede flere og flere strandgæster til vandkanten for at nyde årets hidtil varmeste dag. Undervejs stillede fire unge mænd sig hen i nærheden af demonstrationen for at høre budskaberne. De blev dog kun hængende et par minutter, inden de lige som de øvrige gæster på Trelde Næs traskede ned mod vandet.
Storkredsleder Lars Martin Erichsen, og vicekredsleder for Stram Kurs ungdom Daniel Lindorff Bager holdt også taler ved demonstrationen.
- Vi er ikke Danmarks affaldsskakt. Vi har nok virksomheder, der forurener i den danske natur - også her i Syddanmark, sagde Daniel Lindorff Bager.