Annonce
Erhverv

Svendborg-milliardær på vej mod ny jackpot

- Værfterne og skibsrederne har undervurderet, hvor kompliceret det er at installere scrubbere. Floderne i Kina er fyldt med skibe, der venter på at komme ind på værfterne, siger Erik Skjærbæk. Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Erik Skjærbæk, der tjente en formue på salget af Svendborg Brakes, har skabt kometvækst i sin virksomhed Pureteq, der sælger røgrensere til skibe. Undervejs var han tæt på at opgive og ville sælge sine opfindelser til spotpris
Annonce

Røgrensning: Klimadagsordenen har i den grad ramt rederierne, der siden nytår skal opfylde strenge krav til udledningen fra skibsmotorer over hele jordkloden.

For Svendborg-virksomheden Pureteq er de skrappe krav til gengæld sød musik i ørerne. Virksomheden, der er stiftet af industrimanden Erik Skjærbæk, er på få år blevet en vækstsucces med kunder, der har fået travlt med at købe udstyr i millionklassen, der kan rense den kulsorte røg fra skibsmotorerne.

Efter en årrække med underskud, tjente Pureteq for første gang penge i 2018. Og i 2019 blev salget i Pureteq næsten tredoblet til 227 millioner kroner. Væksten på salget af røgrensere - eller scrubbere - er samtidig profitabel, idet virksomheden har tjent et overskud på 24 millioner kroner før skat sidste år.

Regnskabet for 2019 er ikke klar endnu, så tallene er Pureteqs egne estimater. De passer dog fint til den oplevelse, Erik Skjærbæk har haft af det forgangne år.

- Vi har haft meget, meget travlt i 2019, siger han.

Annonce

Solgte på toppen

Erik Skjærbæk blev for alvor kendt i erhvervskredse, da han i 2008 - få måneder før finanskrisen - var med til at sælge industrivirksomheden Svendborg Brakes til en kapitalfond. Handlen indbragte ham og hans forretningspartner hver 1,7 milliarder kroner, hvoraf Skjærbæk har investeret nogle af pengene i nye opstartsvirksomheder på Sydfyn.

En af dem, Pureteq, ser nu ud til at gentage succesen, om end Erik Skjærbæk afviser at tale om et salg af virksomheden lige nu. Dertil er markedet for de såkaldte scrubbere alt for usikkert endnu.

Rederierne har ellers vidst siden 2017, at de fra 2020 skulle reducere svovludledningen fra skibe dramatisk. Kort fortalt faldt den tilladte grænse for svovlindhold i olien fra 3,5 procent til 0,5 procent.

Det har været velkendt, at sagen kunne løses på to måder: Enten ved at købe en dyrere, svovlfattig olie. Eller ved at fortsætte med den gammeldags olie, men til gengæld installere en scrubber, der renser svovlen ud af udstødningsrøgen.

Den sidste løsning blev fravalgt af mange rederier, fordi en scrubber er dyr, det kræver et længere værftsophold at installere den, og den koster også energi at drive.

Annonce

Mærsk imod scrubbere

Verdens største containerrederi, Mærsk Line, har især talt dunder om scrubberne. Det gjorde rederiets topchef Søren Skou blandt andet på et pressemøde i august sidste år.

- Vi har aldrig været særligt begejstret for scrubberteknologien. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at det kan give mening, at man skal vaske svovlet ud af brændstoffet på et skib, når man kan gøre det på et raffinaderi, lød det fra topchefen.

Mærsk har undervejs installeret scrubbere på nogle af sine skibe for at indsamle erfaringer, men har ellers satset på den svovlfattige olie.

Det samme har rigtigt mange andre rederier, og det har fået prisen på lavsvovlsolie til at eksplodere siden nytår. Og endnu værre: Der findes ikke nok olie med det lave svovlindhold, så skibe især i Asien ligger nu for anker, imens de venter på forsyninger. Det har blandt andet det maritime analysefirma Alphaliner skrevet i en af sine ugentlige rapporter.

- Vi hører om skibe, der ligger uden for Singapore og venter på at få lavsvovlsolie. De må ikke sejle med højsvovlsolie uden at have en scrubber om bord, så der ligger altså tonnage (skibe, red.), der ikke kan sejle lovligt, siger Erik Skjærbæk.

Pureteq har hovedkvarter i Svendborg, men komponenterne til røgrenseranlæggene kommer fra underleverandører, især i Jylland og på Fyn. Arkivfoto: Michael Nørgaard
Annonce

Kø på værfterne

Den oplagte løsning er at få installeret en scrubber. Den kan købes hos Pureteq eller hos store maritime giganter som finske Wärtsilä eller svenske Alfa Laval. Men der er kø for at få scrubbere installeret, så der er ikke tale om en hurtig løsning.

- Værfterne og skibsrederne har undervurderet, hvor kompliceret det er at installere scrubbere. Floderne i Kina er fyldt med skibe, der venter på at komme ind på værfterne, siger Erik Skjærbæk.

Pureteq har samlet solgt og installeret 20 komplette scrubbere, mens 30 anlæg er undervejs med at blive installeret. Dertil kommer 22 anlæg, der er solgt, men endnu ikke leveret.

Prisen for en enkelt scrubber er 7,5-15 millioner kroner afhængig af skibets størrelse, og dertil kommer en næsten lige så stor regning til værftet for at installere den.

Det lyder til, at I kunne have solgt mange flere scrubbere. Kunne I være vokset endnu hurtigere?

- Nej. Det er et produkt, som er udviklet parallelt med, at markedet er blevet modnet. Der er mange usikkerheder i at skalere op, inden du har en sikker drift, siger Erik Skjærbæk.

Han forventer ovenikøbet en nedgang i omsætningen i år, fordi værfterne ikke kan følge med efterspørgslen, og derfor holder rederierne igen med at købe scrubbere.

En scrubber er en stor konstruktion, der installeres sammen med skibets skorsten. Arkivfoto: Roland Petersen
Annonce

Prøvede at sælge

For Erik Skjærbæk vil det nu vise sig, at om hans massive investeringer af egen lomme bliver tjent hjem. Frem til 2017 skød han 123 millioner kroner ind i Pureteq, men humøret i virksomheden faldt i takt med, at der var uklarhed om de internationale svovlregler.

Samtidig var rederiernes interesse for scrubbere temmelig afdæmpet.

- Jeg var i en bølgedal, og det er ikke nogen hemmelighed, at jeg var på vej til at sælge Pureteqs scrubberprodukt til nogen, som ikke engang ville betale 15 millioner kroner for det. Der kan du se, hvor tæt det har været på kanten. De kunne altså købe det næsten færdigudviklede produkt for en brøkdel af, hvad jeg havde investeret i den, siger Erik Skjærbæk.

Han forklarer, at han først og fremmest var bekymret for, om han kunne holde på sine nøglemedarbejdere, imens virksomheden ventede på sin første store ordre.

- Jeg havde seks-syv kernemedarbejdere, som jeg skulle holde fast i. Jeg måtte garantere deres løn, men jeg havde ikke noget at sætte dem til. De fik lov til at indkøbe nogle robotter og en 3D-printer, så der sad en række maskinmestre og lavede vaser og julepynt, siger Erik Skjærbæk.

Annonce

Færge var en succes

Vendepunktet kom i 2016, da det lykkedes at få lov til at installere en scrubber på bornholmerfærgen Hammerodde. Aftalen var, at rederiet skulle betale en del af prisen ud fra de besparelser, som blev hentet hjem ved at bruge røgrenseren.

- Det var en kæmpesucces, for dermed havde vi den første rigtige demo-model. Det var der ikke ret mange konkurrenter, der havde, og vi kunne sejle mulige kunder en tur til Bornholm og vise dem, hvordan det fungerede, siger Erik Skjærbæk.

Samtidig stod det klart for rederierne, at svovlkravene fra 2020 var alvor, og det satte gang i ordrerne til den sydfynske virksomhed.

Pureteq har knap 50 ansatte og beskæftiger samtidig en række underleverandører, især på Fyn og i Jylland. Imens værfterne har travlt med at installere de scrubbere, der allerede er solgt, skal Pureteq nu bruge tid på at udvikle virksomheden med lagerstyring og mere systematik i produktionen. Samtidig skal virksomheden efter planen bygge et nyt domicil på en nyindkøbt byggegrund i Tietgenbyen uden for Odense.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
FC Fredericia For abonnenter

Eftertanker om FC: De næste to uger definerer sæsonen

Annonce