Annonce
Udland

Svenske myndigheder har modtaget 300 klager om valgfusk

Forud for fintællingen har den rødgrønne blok med Socialdemokraterna og statsminister Stefan Löfven (billedet) i spidsen to mandater mere end den borgerlige blok - 144 mod 142.

Der kan potentielt blive tale om omvalg i både Värmland og i kommunen Degerfors, skriver Dagens Nyheter.

Der er opstået mistanke om, at der er sket fejl og foregået fusk flere steder i Sverige under søndagens valg til Riksdagen.

Det skriver nyhedsbureauet NTB.

Foreløbigt er det uklart, om der er hold i mistanken, men Riksdagens kontrolmyndighed, Valprövningsnämnden (VPN), har modtaget omkring 300 klager.

Det fortæller Cecilia Persson fra VPN.

- De fleste handler om riksdagsvalget, men vi har ikke været i stand til at gennemgå dem alle sammen endnu, siger hun til svensk SVT om klagerne.

Flere af dem drejer sig om medlemmer af politiske partier, som har fulgt vælgere ind i valglokaler samt stemmebokse og hjulpet dem med at stemme.

Ifølge Dagens Nyheter er flere tilfælde blevet politianmeldt. Og både i Värmland og i kommunen Degerfors kan der potentielt blive tale om omvalg, skriver avisen videre.

Degerfors Kommune har politianmeldt to lokalpolitikere for "unødig valgpåvirkning". En af dem har ifølge anmeldelsen tilbudt penge i bytte for stemmer.

Først om to uger har Valprövningsnämnden gennemgået alle sagerne.

I mellemtiden skal den svenske valgmyndighed tælle sig frem til et endeligt valgresultat baseret på de afgivne stemmer.

Onsdag var optællingen af sent indkomne stemmer samt stemmer fra udlandssvenskere fortsat i gang.

Det er ekstremt lige i kampen om nogle af mandaterne. Et mandat har således sprunget frem og tilbage mellem Centerpartiet og Sverigedemokraterna flere gange.

Indtil videre har de rødgrønne partier en smal føring på et eller to mandater foran de borgerlige partier i Alliansen, der er navnet for den blå blok.

I løbet af de seneste dage er der blevet opdaget flere fejl i optællingen og registreringen af stemmerne. Onsdag blev det kendt, at 1100 stemmer fra et valgdistrikt i kommunen Höganäs var blevet fejlregistreret.

Her var stemmer afgivet i det regionale valg blevet medregnet i resultatet fra riksdagsvalget. Noget lignende var sket i et distrikt i Västra Götaland.

Ifølge den svenske valgmyndighed påvirker fejlen i Höganäs ikke det samlede valgresultat.

Annonce
Forsiden netop nu
112

Brandfolkene rykkede ud tre gange i streg: Lejlighed udbrændte

Danmark

Regeringen: En pakke cigaretter skal koste en 50'er

Mest læste

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce