Annonce
Trekantområdet

Sydbanks områdedirektør: Hurra for privatøkonomi på skoleskemaet

"Nogle unge optager gæld hos kreditselskaber, hvilket primært inkluderer køb på afbetaling i butikker, lån uden sikkerhed og lignende. I nogle tilfælde skyldes det, at banken har sagt nej til at forhøje deres kredit. Den form for gældsoptagelse kan vise sig at blive problematisk," skriver ugens lørdagsbandit. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Det er ingen hemmelighed, at for meget gæld kan skade privatøkonomien. Trods det kommer det stadig bag på mange, ikke mindst de unge.

De seneste tal fra RKI-registret viser, at lidt over 45.000 unge mellem 18 og 30 år er registreret som dårlige betalere. Nuvel, tendensen er faldende, hvilket er positivt, men desværre viser tallene også, at de tilbageværende skyldnere står i en stadig dybere gæld. Det er en ærgerlig udvikling.

Som dansker er det muligt at stifte gæld, fra man fylder 18 år. Lånebehovet opstår på forskellige tidspunkter i livet, for eksempel i forbindelse med uddannelse, eller når der skal købes en bil eller en bolig.

Det er de færreste, der stifter gæld som 18-årige, men allerede i starten af 20’erne har mere end hver fjerde et lån, og i midten af 20’erne har næsten 60 procent stiftet gæld.

At låne penge er ikke i sig selv problematisk. Det er en naturlig konsekvens af den måde, vi har indrettet samfundet på. Mange udgifter opstår typisk tidligt i livet, samtidig med at livsindkomsten er mere jævnt fordelt over arbejdslivet. Differencen vil ofte være lånefinansieret.

Så længe indkomsten på sigt dækker låneforpligtelserne, kan det give god mening at optage gæld. Det betyder for eksempel, at man ikke behøver at spare op i årevis for at få et godt sted at bo.

Lørdagsbanden

Lørdags-banden består af tidl. folketingsmedlem Karen J. Klint (S), tidl. minister Flemming Hansen (K), Messe C-direktør Grete Højgaard, festivalkaptajn Lars ”Charlie” Mortensen, områdedirektør i Sydbank Tina Kromann Lyngsø og provst Børge Munk Povlsen.

Her kommer banken ind i billedet, for en bank låner jo penge ud. En bank, der ikke får sine penge retur fra låntagerne, driver ikke bank særligt længe. Derfor er det i bankens interesse kun at låne penge ud til dem, der har evnen til at afvikle gælden som aftalt.

Banker er imidlertid ikke alene om at låne penge ud. Nogle unge optager gæld hos kreditselskaber, hvilket primært inkluderer køb på afbetaling i butikker, lån uden sikkerhed og lignende. I nogle tilfælde skyldes det, at banken har sagt nej til at forhøje deres kredit.

Den form for gældsoptagelse kan vise sig at blive problematisk, for kortsigtede beslutninger har det med at koste dyrt på lang sigt.

Det er derfor vigtigt, at unge i en tidlig alder bliver klædt på til at bevæge sig ud på lånemarkedet.

Uden den rette finansielle forståelse kan man nemt komme galt af sted og optage unødigt dyre lån og i værste fald ende i gældsfælder. Lige så vigtigt er det, at unge får en tidlig forståelse for at betale af på deres gæld og spare op.


Uden den rette finansielle forståelse kan man nemt komme galt af sted og optage unødigt dyre lån og i værste fald ende i gældsfælder


Af samme grund er det for mig en glædelig nyhed, at Børne- og Undervisningsministeriet for nylig har sat sig for at udbrede kendskabet til privatøkonomiske emner ved at sætte emnet på skoleskemaet hele året med materiale udarbejdet af Finans Danmark og Danmarks Matematiklærerforening. Det er et skridt i den rigtige retning.

Det er en fælles samfundsopgave at sikre, at vores unge får en god økonomisk start på deres voksenliv. Når det modsatte sker, er det dårligt for samfundsøkonomien og en svær situation for den enkelte, fordi det kan være svært at komme ud af en dårlig gældssituation. Og det er slet ikke nogen god start på et forhåbentligt langt og godt liv som voksen.

Derfor er det både en rigtig og en vigtig politisk beslutning at sætte privatøkonomi på skoleskemaet for de yngste danskere fremover. Hurra for det.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Danmark

Formand for landets intensivlæger: - Børn med corona kan blive efterårets store udfordring

Annonce