x
Annonce
Sydjylland

Syge patienter er blevet fragtet i fyldte biler trods corona-fare

En række flextaxa-chauffører er frustrerede over, at de har været nødt til at køre med patienter siddende tæt sammen. Arkivfoto
Flex-chauffører har til deres store frustration fragtet syge og ældre mennesker i fyldte biler. Det sker trods myndighedernes advarsler om coronavirus og trods en meddelelse fra regionen om kun at køre med én passager. Regionen beklager sagen.

Flexkørsel: Selvom myndighederne siden coronavirussens udbrud i Danmark har understreget, at syge og ældre er i en særlig risikogruppe, har chauffører under flexkørsel fragtet patienter og ældre mennesker til og fra sygehuse i fyldte biler.

Avisen har været i kontakt med en række chauffører, som fortæller, at de helt frem til begyndelsen af denne uge har kørt med flere passagerer siddende tæt sammen. Det er sket, selvom Region Syddanmark torsdag den 12. marts sendte en meddelelse ud til kørselskontorer og trafikselskaberne om, at chauffører kun måtte fragte én patient af gangen. Samme dag meddelte Sundhedsstyrelsen, at der skulle passes ekstra godt på sårbare grupper som kronisk syge og ældre borgere ved eksempelvis at holde afstand og undgå offentlig transport.

Flexchaufførerne står både for kørsel af patienter til og fra sygehuse samt flexkørsel, hvor borgere kan betale et mindre beløb for en bestemt tur. Førstnævnte gruppe visitereres af regionen, som også betaler for transporten.

- I sidste uge kørte jeg med én foran og én bagved en eller to gange, og det har blandt andet været dialysepatienter. En bil er meget lille indeni, uanset hvor mange man kører med. Det er næsten lige meget, om de sidder foran eller bagi, for hvis man nyser fra bagsædet, ryger det jo lige op i nakken eller i forruden, fortæller Jesper Hilligsøe, der er vognmand for Dantaxi i Syd- og Sønderjylland.

Han understreger, at han ikke må sige nej til en kunde, hvis man fra centralt hold først har booket vedkommende ind på en tur.

Annonce
Jeg synes, det er dybt forkasteligt, at man i den her situation sætter syge og raske i samme bil, så de kan smitte hinanden.

Flexchauffør Brian Michael Pedersen

Utrygge chauffører

Chauffør Annette Laursen fra Vejle fortæller også, at hun har kørt med en fuld bil mere end én gang i perioden.

- Det har været sygehuskørsler, og jeg er selv udsat, fordi jeg er diabetiker og mit immunforsvar ikke er i top. Der er mange, der er utrygge i faget, fordi vi ikke får ordentlig besked. Vi kommer jo rundt til sygehusene, hvor folk ligger i isolation, siger hun.

Chauffør Brian Michael Pedersen fik sidste fredag en tur med to passagerer. En rask borger skulle via flextur i Bilka, mens den anden var svækket og skulle på sygehuset.

- Jeg synes, det er dybt forkasteligt, at man i den her situation sætter syge og raske i samme bil, så de kan smitte hinanden, siger han.

Flere chauffører ønsker at være anonyme af hensyn til deres arbejdssituation. Avisen kender deres fulde identitet. En fynsk chauffør fortæller, at han i sidste uge kørte med seks borgere i en minibus. En i kørestol og fem siddende med en gennemsnitsalder på over 80 år.

- Den ene sidder og hoster ad pommern til og fortæller, at vedkommende lige har været ovre på sygehuset og blive testet for corona, forklarer chaufføren.

Frustrerende situationer

En anden fynsk chauffør kørte fredag i sidste uge, dagen efter regionens besked om solokørsel, med én patient foran og to bagi i en almindelig stationcar.

- En skulle have stråler eller kemo, og en skulle have en indsprøjtning i et øje. Jeg kan jo kun tænke én ting om det: Det er ikke godt.

En chauffør fra Sønderjylland fortæller, at vedkommende i begyndelsen af denne uge fik en flextur samt en sygetransport. Sidstnævnte havde dårlige lunger, og selvom det var imod retningslinjerne, valgte chaufføren at køre dem hver for sig for at undgå smitte.

- Jeg ville ikke udsætte vedkommende for mulig smitte fra den anden passager, så for at mindske risikoen valgte jeg kun at have en passager i bilen ad gangen, siger chaufføren, som understreger, at løsningen ikke gav tidsmæssige problemer for nogen af passagererne.

Chaufføren beskriver forholdene som meget frustrerende, fordi der er tale om syge mennesker, hvor smitte kan have fatale følger. Ifølge chaufføren kører mange ansatte blot efter de anvisninger, de får, og derfor har flere kørt med flere i samme bil, selvom chaufførerne har været imod det.

Ældre og svage er særligt udsatte for coronavirus. Alligevel har chauffører været nødt til at transportere dem sammen med raske i biler mod regionens anvisning. Arkivfoto:Tim Kildeborg Jensen

Kritik

Efter sundhedsmyndighedernes opfordring i sidste uge om, at særligt syge og ældre skulle holde afstand, blev regionsrådsmedlem Karsten Fogde (SF) kontaktet af flere chauffører.

De var ifølge politikeren bekymrede, fordi de ikke kunne overholde afstandsreglen, når de kørte med flere passagerer.

Karsten Fogde tog derfor kontakt til regionen for at sikre en fornuftig adfærd i forhold til coronavirus, som han formulerer det.

- Vi har ansvaret for de patienter, som bliver visiteret til kørsel, fra de bliver hentet, og til de er kørt hjem igen. De skal jo netop i særdeleshed skærmes, når vi kører med dem. Derfor har vi et særligt ansvar over for syge patienter. Hvis der er mere end en passager i en bil, så kan vi forsage, at nogen bliver smittet, og hvis det er borgere, som i forvejen trækkes med anden sygdom, så kan de dø, påpeger Karsten Fogde.

Han mener, at systemet i den konkrete sag har været alt for lang tid om at reagere over for den sundhedsudfordring, den står over for.

Beklagelse

Helene Vestergaard, chef i regionens afdeling for sundhedsplanlægning, forklarer, at baggrunden for regionens meldingen den 12. marts om solokørsler til alle patienter var statsministerens pressemøde aftenen før samt et ønske om at minimere smitterisikoen mest muligt.

Hun erkender regionens ansvar og beklager, at svækkede patienter helt frem til mandag alligevel har siddet i biler med flere andre.

- Det skyldes formentligt, at vores melding var upræcis, siger Helene Vestergaard.

Ifølge hende blev regionen lørdag i sidste weekend opmærksom på, at der fortsat var kørsler med tre patienter af gangen.

- Årsagen var sandsynligvis, at kørslerne var bestilt før meldingen om solokørsler to dage før. Vi sendte derfor samme dag en besked til kørselskontorerne om at gå samtlige turbestillinger igennem, der var foretaget inden for de seneste 14 dage.

Det betød ifølge afdelingschefen, at personalet på kørselskontorerne gik i gang med at ændre turbestillingerne mandag morgen. Alle kørselskontorer meldte senere samme dag tilbage, at samtlige turbestillinger bestilt 14 dage forud var ændret til solo-transport, forklarer Helene Vestergaard, der kalder det en stor opgave, som kørselskontorerne fik løst på meget kort tid.

- Vi er i en ekstraordinær situation, hvor der hele tiden sker nye ting, som vi på bedste måde forsøger at håndtere og formidle ud til vores medarbejdere og samarbejdspartnere. Det går rigtig stærkt, og det er desværre ikke altid, at vi får kommunikeret nye informationer ud helt præcist, og det beklager vi naturligvis.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Tøjhuset tøver med aflysninger: Venter på præcisering

Danmark

Liveblog: Statens Serum Institut spår at flere kommer på intensiv når dele af Danmark åbner efter påske

Middelfart

Rock Under Broen og halvmarathon er i dialog: - Alle er interesseret i at finde en løsning

Fredericia

Kommunen giver påskefrokost på plejecentre og botilbud: 10 lokale caféer og restauranter leverer maden

Annonce