Annonce
Kultur

Syv danske festivaler står sammen: Ikke realistisk med festivaler før sidst på sommeren

Tinderbox, der holdes i Tusindårsskoven i Odense, aflyses med stor sandsynlighed - ligesom de seks andre store danske festivaler inden sommerferien. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Jelling Musikfestival, Heartland, Northside, Copenhell, Tinderbox, Roskilde Festival og Nibe Festival har sammen med interesseorganisationen Dansk Live forfattet en opfordring om et hurtigt politisk svar på, hvordan de skal forholde sig til retningslinjerne, der gælder i maj, juni og juli. Indholdet af brevet tyder på en aflysning af de syv festivaler i 2021.

Festivaler: ”Det vil ikke være realistisk at gennemføre store festivaler før sidst på sommeren”. Så klart indledes et fælles brev, som syv danske festivaler sammen med Dansk Live udsendte fredag, da ekspertgruppen for store arrangementer offentliggjorde sine seneste anbefalinger, der blandt andet betyder maksimalt 2000 stående publikummere til udendørs koncerter og festivaler i maj og juni - og nul overnatning.

"Vi kan ikke se andet, end at der fortsat vil være restriktioner gældende størstedelen af sommeren, som betyder, at vi ikke kan holde vores festivaler i 2021. Vi har brug for en klar udmelding nu", står der blandt andet i brevet, hvor det understreges, at festivalerne havde ventet et brugbart svar 22. marts, da regeringen offentliggjorde planen for genåbningen.


Annonce

Det er ekstremt vigtigt for den samlede danske festivalbranche, at Smukfest afvikles til august. De skal være med til at skabe fundamentet, vi andre skal stå på.

Brian Nielsen, arrangør af Northside og Tinderbox


Brian Nielsen, der står bag Northside i Aarhus og Tinderbox i Odense, råbte allerede i januar vagt i gevær, da han konstaterede, at festivalerne befandt sig på en brændende platform. Siden er der i hans optik sket for lidt, og den såkaldte hurtigt-arbejdende ekspertgruppe er nedsat alt for sent.

Ekspertgruppe: Festivaler bør højst have 10.000 gæster

En ekspertgruppe bestående af sundhedsfaglige eksperter, repræsentanter fra myndigheder og kulturliv har set på i alt syv ordninger, der som hovedregel er delt op i to faser hver. Altså heriblandt en ordning for udendørs, stående arrangementer.

Der er ikke sat dato på faserne, men de bør hænge sammen med, at flere i befolkningen vaccineres. Der bør højst deltage 10.000 gæster i sidste fase, mener eksperterne. Alle deltagere skal have coronapas, og der skal laves sektioner med højst 2000 deltagere i hver.

Ekspertgruppen foreslår også, at større kultur- og idrætsarrangementer, konferencer og messer kan åbne med smitteforebyggende tiltag. Det samme gælder udendørs motionsevents. Det foreslås også at udbrede den såkaldte "superligaordning" til andre kulturbegivenheder. Den indebærer, at publikum inddeles i sektioner.

For indendørs arrangementer med stående publikum lyder anbefalingen, at der i sidste fase maksimalt kan samles 3000 personer, som er opdelt i sektioner med 300 i hver.

På spørgsmålet om, hvorvidt det fælles brev indikerer, at de syv festivaler reelt aflyses i 2021, svarer han:

- Jeg kan sige så meget, at hvis politikerne vælger at følge de anbefalinger, som ligger i rapporten, vil det ikke være muligt for os at afvikle Northside og Tinderbox i år.

Brian Nielsen understreger, at ekspertgruppens rapport er en anbefaling, ikke en bekendtgørelse. Men anbefalingen skal stadig behandles politisk, og han har ikke tiltro til, at det gøres tids nok.

- Jeg håber, at politikerne har tid i kalenderen til at forholde sig til en problematik, der berører en branche, der omsætter for flere hundrede millioner om året. Men det kunne se ud til, at de har for travlt med at dele billeder af sig selv med hvidvin eller øl i glasset på de barer og restauranter, som er genåbnet. Det er ret paradoksalt, når en hel branche stadig bløder, siger han.

Smukfest er ekstremt vigtig

Med det kendskab, han har til ekspertgruppens rapport, er der intet nyt under solen. Det gør ham endnu mere ærgerlig over, at festivalerne ikke får klar besked.

- Vi har brug for at melde ud til gæster, frivillige, leverandører og bands. Og branchen har brug for, at Smukfest afholdes til august, så de kan drage nogle erfaringer, hele branchen kan lære af. Vi skal have skabt viden og evidens om at samle mange til festivaler og koncerter blandt andet med hjælp fra Safe Denmark-planen*. Det er derfor ekstremt vigtigt for den samlede danske festivalbranche, at Smukfest afvikles til august. De skal være med til at skabe fundamentet, vi andre skal stå på fremadrettet, siger Brian Nielsen.

I brevet er der flere opfordringer til et politisk svar. Nu.

- Politikerne har selv skabt det dødvande, hvor festivalerne sidder i saksen, fordi en forudsætning for at få kompensation er, at der foreligger en restriktion. Vi kan ganske enkelt ikke aflyse, før det er tilfældet. Dermed befinder vi os i et politikerskabt dilemma, siger Brian Nielsen.

Formuleringen i brevet med, at det ikke er realistisk med større festivaler og koncerter før sidst på sommeren, har umiddelbart ikke betydning for Northside og Tinderbox.

- Vi kan ikke flytte vores festivaler til august eller september. Vi kan hverken tilbyde det program eller indfri de forventninger, vores publikum har krav på. Jeg synes, det tenderer det utilstedelige, at festivalerne og de flere hundrede tusinde gæster efterlades på perronen. Det kan politikerne simpelthen ikke være bekendt.

Annonce

Politisk beslutning haster

Dansk Live har været pennefører og afsender på fredagens udmelding. Interesseorganisationens sekretariatschef og talsmand, Esben Marcher, håber, at brevet kan få politikerne til at sætte sig sammen ved arbejdsbordet allerede i weekenden.

- De danske festivaler har brug for handling nu. Vi taler dage og ikke uger. Til syvende og sidst er det politikerne, der beslutter, hvad der skal ske, siger Esben Marcher.

Han er mere direkte i forhold til at svare på udsigten til en sommer med eller uden festivaler.

- Med de nye anbefalinger kommer der ikke til at blive afviklet festivaler på denne side af sommeren. Hvis man kun kan samle 2000 mennesker i maj og juni, siger det sig selv, at man er meget langt fra det antal gæster, de pågældende festivaler normalt har. Selv om tallet hæves til juli, er det også urealistisk med Roskilde Festival, siger han.

Han fornemmer, at politikerne lytter til festivalerne og Dansk Live. Der ageres bare ikke.

- Vi har haft en fin dialog med kulturministeren, men det er ikke hende, der træffer beslutningerne. Hun faciliterer blot sit ministerium og agerer kontaktperson, der bringer vores tanker videre. Det er prisværdigt, men det har ikke haft den ønskede effekt.

*Safe Denmark-planen er et samarbejde mellem Dansk Erhverv, Dansk Boldspil-Union, Dansk Live, Live Nation, Northside, Tinderbox, Roskilde Festival, Smukfest, Horesta, Bellacenteret, og Divisionsforeningen.

Uddrag fra ordning om udendørs arrangementer:

Fase 1:

Trin 1 - Faciliteten/lokaliteten m.v. skal inddeles i sektioner, hvor der maksimalt må være 200 deltagere udendørs stående. Deltagere skal være fysisk adskilt i sektionerne før, under og efter arrangementet, herunder have egen ind- og udgang og egne servicefaciliteter m.v.

Flere sektioner kan allokeres af denne størrelse, så man kan komme op på en maksimal forsamling på 2000 stående personer. Sundhedsplan udarbejdes forud for arrangementet ved over 500 deltagere. Ved arrangementer over 1000 deltagere skal sundhedsplanen indgå som tillæg til sikkerhedsplanen og danne grundlag for politiets tilladelse for arrangementet.

Fase 2:

Trin 2A - Faciliteten/lokaliteten m.v. skal inddeles i sektioner, hvor der maksimalt må være 500 deltagere udendørs stående. Deltagere skal være fysisk adskilt i sektionerne før, under og efter arrangementet, herunder have egen ind- og udgang og egne servicefaciliteter m.v. Flere sektioner kan allokeres af denne størrelse, så man kan komme op på en maksimal forsamling på 5000 stående personer.

Camping/overnatning i forbindelse med arrangementet er ikke tilladt. Sundhedsplan udarbejdes forud for arrangementet ved over 500 deltagere. Ved arrangementer over 1000 deltagere skal sundhedsplanen indgå som tillæg til sikkerhedsplanen og danne grundlag for politiets tilladelse for arrangementet.

Trin 2B - Faciliteten/lokaliteten m.v. skal inddeles i sektioner, hvor der maksimalt må være 2000 deltagere udendørs stående. Deltagere skal være fysisk adskilt i sektionerne før, under og efter arrangementet, herunder have egen ind- og udgang og egne servicefaciliteter m.v. Flere sektioner kan allokeres af denne størrelse, så man kan komme op på en maksimal forsamling på 10.000 stående personer.


Annonce
Fredericia

Tag kandidattesten her

Fredericia For abonnenter

Central gågade-ejendom får nyt liv: Tidligere bank bliver til to butikker og et kontor

Danmark

Søndagens coronatal: 1349 positive svar ud af 67.000 testede

Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv

Nye fiskekvoter kommer til at koste Skipper Kurt halvdelen af sin løn: - Der er ingen, der gider betale, når de kun må komme hjem med en enkelt torsk

Fredericia For abonnenter

Den nye Lucullus rykker nærmere på sin åbningsdag: Ansættelserne er i gang

Erhverv

Corona udsatte åbningsfest: Ny maskinudlejer har haft udfordrende start, men forventer at ansætte flere

Alarm 112

En dræbt efter personpåkørsel: Togtrafikken mellem Odense og Fredericia kører igen

Fredericia

Husker du målhundene Jonas og Soffi? Ib fra Snoghøj underholdt til byfester og på landets fodboldstadioner

Kultur For abonnenter

Lydmord: Musikalsk grænseoverskridende koncert

Kultur

Karen-Lise Mynster: Man skal leve hver dag, som var det den sidste - men så ville jeg jo ikke sidde her

Alarm 112

Ser du en valgplakat hænge her, må du anmelde det: Her er oversigten over ulovlige valgplakater

KANDIDATTEST

Ved du hvem, du vil stemme på? Tag kandidattesten her

Alarm 112

Lys i voldgraven udløste stor-alarm - dykkere gennemsøgte koldt vand men fandt kun lygte

FC Fredericia For abonnenter

FC Fredericia kom hjem fra Esbjerg med mere end tre point: Nu kan det ikke gå galt

Fredericia

Efter Bjerregaard-sag: Forstå, hvorfor et nederlag i Fredericia vil gøre særligt ondt på Socialdemokratiet

Annonce