Annonce
Trekantområdet

Tårnet er pakket ind i stillads: Omfattende renovering i gang på Koldinghus

Sådan ser Koldinghus ud fra søsiden i øjeblikket. Det viser tydeligt, at det er kæmpe renoveringsarbejde, der er i gang på slottet i øjeblikket. Foto: Lotte Højstrøm
Turisterne må acceptere, at Koldings vartegn er delvist pakket ind i stilladser, for slottet er i gang med en stor renovering, som blandt andet skal sikre opbevaringen af kulturhistoriske genstande, der er lagt i magasin.
Annonce

Kolding: Det er et populært motiv at fotografere Koldinghus med søen i forgrunden og Kæmpetårnet, der rejser sig stejlt mod himlen. Men i denne sommersæson må turisterne leve med, at tårnet er pakket ind i stilladser fra kælder til kvist.

Koldinghus er nemlig i gang med en renovering, som rækker en del ud over, hvad man er vant til hjemme i privaten.

Samtlige vinduer bliver tjekket, renoveret og malet, og i nordfløjen, som vender ud mod Slotssøen, er man også i gang med at udskifte undertaget. Det kræver, at man først har fjernet alle teglsten i den nordlige fløj, så laver undertaget og til slut beklæder taget på ny.

- Det er klart, at når man kommer som turist, så har man ikke et ønske om, at dele af slottet ligner en byggeplads. Omvendt så har folk også en forståelse for, at vi er i gang med et stykke arbejde, som er nødvendigt, siger Nanna Ebert, som er konstitueret direktør for Koldinghus.

Annonce

Ingen vej udenom

Arbejdet begyndte allerede i 2019, hvor alle slottets indvendige vinduer mod slotsgården blev renoveret, og siden har man været i gang med de udvendige facader mod øst og syd.

- Som besøgende, der kommer op mod slottet, var det nok mest generende, da vi havde stilladser mod syd og øst, hvor indgangsporten jo er. Men i forhold til at tage foto af slottet udefra, eller hvis man som koldingenser er vant til at have udsyn til slottet fra den modsatte side af Slotssøen, så er det selvfølgelig ærgerligt, at Kæmpetårnet lige nu er pakket ind i stilladser, siger Nanna Ebert.

Men der er ikke nogen vej uden om at gennemføre renoveringen i de lune måneder, selv om det kan komme på tværs af turistsæsonen.

- Det er nødt til at foregå i denne periode, fordi man er afhængig af, at det er nogenlunde lunt i vejret, og at det trods alt regner knap så meget som i foråret og i efteråret. Selv her om sommeren trækker arbejdet ud, for som alle er klar over, så er sommervejret i Danmark ikke så stabilt, siger Nanna Ebert.

Annonce

Genstande skal sikres

Træværket i de mange vinduer bliver renoveret, og så bliver de behandlet og malet med linolie efterfølgende. Det kræver, at vejret holder tørt, mens det foregår.

- Og med en våd sommer som i år, så bliver man let forsinket i forhold til planen, siger Nanna Ebert.

Mens det omfattende stillads alligevel er oppe at stå, har Slots- og Kulturstyrelsen også valgt at medtage nok en opgave - nemlig renoveringen af undertaget på den nordlige fløj.

- Der var opdaget utætheder i taget, og det dur ikke, for i den nordlige fløj har vi et stort magasin, hvor mange genstande ligger på lager, forklarer Nanna Ebert.

Selv om slottet allerede i 2019 fik renoveret de vinduer, som vender ind mod slotsgården, så er der igen sat et stillads op her. Det skyldes tagarbejdet, så håndværkerne kan komme til fra begge sider af taget på nordfløjen.

Annonce

Sidste etape

Nanna Ebert glæder sig over, at der trods alt er ved at være en udløbsdato på det omfattende arbejde. I løbet af tre uger er det planen, at stilladset bliver pillet ned fra sin nuværende position, og så rykker arbejdet om til vestfløjen som er den sidste etape i denne omgang.

- Og i løbet af det tidlige efterår er vi forhåbentlig helt igennem. Mon ikke vi når at blive færdige før efterårsferien, siger Nanna Ebert.

Halv pris

  • Frem til og med den 9. august er der  halv pris på entreen til Koldinghus.
  • Det skyldes dog ikke, at der står stilladser både omkring slottet og inde i slotsgården, det skyldes derimod regeringens sommerpakke, som har til hensigt at gøre det attraktivt at gå på de museer, som har været lukket længe på grund af coronakrisen.
  • Se mere på www.koldinghus.dk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Værtshus er corona-ramt og holder lukket: - Mange er desværre ligeglade og fortsætter over på et andet værtshus

Fredericia

Tak for kaffe: Ølbrygger åbner kafferisteri i Fredericia

Annonce