Fredericia: Efter otte år i Vendersgade får Underground ny placering, når tøjbutikken flytter til Gothersgade 3.
Ifølge indehaver af Underground-kæden, Thomas Agerbo, skyldes flytningen manglen på handlende i Vendersgade.
- Den åbenlyse årsag er, at Vendersgade er en død gade. Som situationen er nu, bliver vi nødt til at flytte, hvis vi fortsat skal have en butik i Fredericia, siger Thomas Agerbo.
Kiggede tidligere mod Gothersgade
Første gang, Underground slog dørene op i Fredericia, var 1. marts 2007. Her holdt butikken til ved Axeltorv på hjørnet af Købmagergade og Jyllandsgade. Siden rykkede den til Vendersgade 15 i 2012, og i foråret 2017 var flyttekasserne atter i brug, da man rykkede lidt længere nedad gaden i nummer 19.
Thomas Agerbo, indehaver af UndergroundDen åbenlyse årsag er, at Vendersgade er en død gade. Som situationen er nu, bliver vi nødt til at flytte, hvis vi fortsat skal have en butik i Fredericia.
Dengang var Thomas Agerbo dog også på udkig efter andre lokationer.
- Vi ville gerne have haft et lokale i Gothersgade, sidst vi flyttede, men vi kunne ikke finde det rigtige, siger han.
Ingen lukkedage
I facadevinduerne i den nuværende og kommende butik oplyser flere grønne sedler om flytningen. Første åbningsdag i de nye lokaler, hvor Louis Nielsen senest holdt til, bliver således 16. november.
Der bliver hverken tale om flytteudsalg eller ekstra lukkedage i den nuværende butik. Undervejs vil Underground flytte eksisterende inventar til indretning, så den nye butik står knivskarp til åbningsdagen.
Jannick Rudebeck, som til daglig bestyrer butikken i Fredericia, ser også frem til at åbne op i Gothersgade.
- Det er der, de handlende er, så det er selvfølgelig også der, vi skal være. Jeg glæder mig vildt meget til, at vi er flyttet, siger han.
Foruden Fredericia har Underground også butikker i Odense og Vejle.