Fredericia: - Man er lidt fan. Jeg overvejer at spørge ham om en autograf.
- Ej, skal vi?
Svømmeren Malthe Lindeblad og triatleten Alberte Kjær hyggede sig med udsigten til at lære af Eskild Ebbesen. De er to af otte atleter i en OL-satsning, som Fredericia Eliteidræt præsenterede på et pressemøde mandag aften.
I front for satsningen er roeren Eskild Ebbesen, og hans navn giver ekstra schwung.
- Han ved da om nogen, hvordan man kvalificerer sig til et OL, sagde Alberte Kjær.
Sammen med skytten Anna Skade, som allerede er kvalificeret til OL i Tokyo næste år, er de to de bedste bud på fredericianske repræsentanter ved OL i Paris i 2024. Der eksisterer ikke noget mål for, hvor mange atleter der skal med. Så mange som muligt.
- Det er virkelig fedt at få opbakning hjemmefra. Det betyder, det ikke kun min kamp, men en som vi som hold forsøger at opnå, sagde Alberte Kjær og blev bakket om af Malthe Lindeblad.
- Man har brug for al den hjælp, man kan få. Det er altafgørende for, hvor man ender henne, sagde han.
Begge føler, de har realistiske muligheder for at komme til OL.
- Jeg er på rette vej. Jeg svømmer godt i forhold til, hvad jeg har gjort før. Som regel er der en tvivl der nager, men for første gang tror jeg helt oprigtigt på, at det kan lade sig gøre, sagde Malthe Lindeblad.
Om OL-satsningen
- I 2010 var sejleren Mads Bendix lige ved at komme med til OL, men det lykkedes akkurat ikke.
- Dengang nøjedes Fredericia Eliteidræt med at heppe, men siden har foreningen spurgt sig selv, hvordan man kunne hjælpe sine atleter til at komme til OL.
- I år er otte atleter udvalgt af deres specialforbund som OL-satsninger. For at forstærke dem, har Fredericia Eliteidræt indgået en aftale med Eskild Ebbesen - tredobbelt OL-guldvinder.
- Ebbesen står i spidsen for to workshops næste år, som skal optimere atleternes træning frem mod OL. Han er desuden til rådighed, når atleterne er ved at være kvalificeret og mangler det sidste.
- Der er ikke noget mål for, hvor mange atleter der skal med. Gruppen er desuden dynamisk: Der kan komme flere til og nogle kan også falde fra, uden at det giver sure miner.
- ·Fredericia Eliteidræt er sat i verden for at hjælpe unge idrætsudøvere på deres vej fra talent til elite. Den er finansieret af Fredericia Kommune.