Annonce
Sport

Skuffede på udebane: Tandløse VB måtte nøjes med uafgjort i Næstved

Wahid Faghir sørgede for et point til VB, da han kronede en fin kamp med et mål i Næstved. Arkivfoto: Ludvig Dittmann
VB spillede langt fra nogen stor kamp mod Næstved, men gæsterne kom hjem med et point, og det var fint på en dag, hvor ikke ret meget lykkedes.
Annonce

Næstved: Vejle Boldklub skuffede på udebane mod bundholdet Næstved og måtte nøjes med uafgjort 1-1. Alt taget i betragtning, var resultatet dog fint nok, selvom præstationen lod meget tilbage at ønske.

VB stod overfor en modstander i kaos, idet Næstveds tyske cheftræner Maximilian Dentz blev afskediget i mandags.

I stedet var det den hidtidige trænerassistent Kenneth Gangsted, der stod på sidelinjen. Maximilian Dentz mistede ledelsens opbakning efter et 2-1 nederlag til Nykøbing. Efterfølgende fortalte midtbanespiller Mark Kongstedt til Sjællandske Medier, at den tidligere cheftræner brugte frygt til at tøjle sin trup.

Noget af en afskedssalut.

VB-træner Constantin Galca hev flere kaniner op af hatten til kampen og skiftede fem mand. Tobias Sommer og Leonel Montano fik de første minutter fra start. Desuden var Malte Amundsen og Thomas Gundelund med fra start, mens der var gensyn med Mads Lauritsen, som ikke havde spillet fra start i 1. division siden nederlaget til FC Fredericia i august 2019.

Kampens første 20 minutter var direkte til glemmebogen. VB spillede vederstyggeligt, og Næstved lignede alt andet end det, klubben er: Et bundhold i 1. division.

Efter otte minutter kom hjemmeholdet således foran.

VB-træner Constantin Galca havde inden kamp prædiket, at forsvaret på dødbolde skulle forbedres markant, og netop det lod meget tilbage at ønske, da et hjørne sad i panden på Andreas Heimer, som uhindret steg til vejrs og smadrede bolden i kassen.

Annonce

Lyn udskiftning

VB-bænken var alt andet end tilfreds, og efter 22 minutter blev start-debutant Tobias Sommer hevet ud og erstattet af anfører Jacob Schoop, og med et ændrede kampen karakter.

Gæsterne begyndte at spille markant bedre, og der stod Wahid Faghir på stort set alle de gode, offensive VB-aktioner. Den spændende angriber er stærk, hurtig og teknisk underfundig, og han skabte en masse fra sin højre side.

En af de store chancer kom, da han fandt Diego Montiel fri til spark i feltet, men 10'eren tøvede en kende, og derfor blev skuddet blokeret.

Gæsterne dansede rundt om Næstved-målet som katte om en skål fløde, og ad flere omgange blev det farligt. Det var dog først helt til sidst i halvlegen, at den helt store chance kom.

Kjartan Finnbogasons fine forarbejde endte med et indlæg mod netop Faghir, som tæt under mål var særdeles tæt på at udligne. Men bolden blev akkurat clearet af Næstved.

Og således gik de to hold til pause. VB var langt fra niveauet, men havde presset på.

Annonce

Udligning til sidst

VB fortsatte de gode takter i begyndelsen af anden halvleg, men bestræbelserne bar ikke frugt. Der manglede fart og kvalitet i de offensive aktioner, og selvom VB trykkede på, lykkedes det ikke at skabe store chancer.

Som minutterne gik fik VB vanskeligere ved at presse Næstved, der lurede på omstillingerne. Ahmed Hassen forsøgte at lobbe bolden i mål fra midten efter en fejl af Arlind Ajeti. Indy Groothuizen var fanget ude af sit mål, men lobbet manglede præcision.

VB havde bolden mest, men efter cirka 70 minutter, burde hjemmeholdet have lukket kampen. VB-opdækningen kiksede gevaldigt på et frispark, og inde foran mål var Joel Felix helt fri til at flugte. Han ramte den fint, og Groothuizen flagrede efter den, men læderet traf stolpen og gik ud til målspark.

Det lignede, at VB kunne spille til julen 2030 uden at score, men mod slutningen af kampen fik gæsterne endelig genoptaget sit tryk, og det gav pote.

Kjartan Finnbogasons fine forarbejde lagde den til rette for Wahid Faghir, som endelig fik mål ud af sine anstrengelser, da han klappede bolden i kassen via en modstanderfod.

VB var ikke tilfreds med uafgjort, og gæsterne blev ved. Arbnor Mucolli var tæt ved at fremtvinge en kasse, da hans indlæg blev rettet af, så Næstveds målmand måtte redde glimrende ved stolperoden. Men det blev ved lige ved og næsten.

Kampen endte 1-1. VB er otte point foran Viborg på andenpladsen, som slog Skive 1-0 samtidig som VB spillede.

Næste kamp spilles lørdag, hvor FC Fredericia gæster Vejle Stadion.

Fakta

Næstved-Vejle Boldklub 1-1 (1-0)

Mål: 1-0 Andreas Heimer (8.). 1-1 Wahid Faghir (84.).

Næstved (4-4-2): Jacob Prytz - Stefan Vico, Joel Felix, Christian Enemark, Marcus Mlynikowski - Luis Fernando (Mark Kongstedt 46.), Ivan Franjic, Andreas Heimer (Victor Jatoba 89.), Alexander Schmitt, Mathias Kisum (Lucas Surek 81.) - Ahmed Hassan (Alekss Todorovic 69.).

VB: (4-2-3-1): Indy Groothuizen - Thomas Gundelund, Mads Greve, Mads Lauritsen (Arlind Ajeti 56.), Malte Amundsen (Viljormur Davidsen 56.) - Ylber Ramadani, Tobias Sommer (Jacob Schoop 25.) - Wahid Faghir, Diego Montiel (Adam Jakobsen 67.), Leonel Montano (Arbnor Mucolli 46.) - Kjartan Finnbogason.

Advarsler: Ivan Franjic (22.), Marcus Mlynikowski (44.), Wahid Faghir (44.), Alexander Schmitt (60.), Stefan Vico (64.), Diego Montiel (65.), Indy Groothuizen (66.), Kjartan Finnbogason (81.).

Dommer: Patrick Stenzel Rasmussen.

Tilskuere: 495 på ProfaGroupPark.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Virus lagde 5. juli ned: Men der var alligevel sygebesøg rundt om

Annonce