Annonce
Middelfart

Tanja blev meldt til politiet for at holde sin salon åben: - Det er aldrig sjovt at blive beskyldt for noget, man ikke har gjort

Selvom frisørsalonen er lukket grundet de nuværende coronarestriktioner, bruger Tanja Brinck alligevel en del tid i salonen - for eksempel på at øve og træne teknikker. Foto: Louise Holmgaard Nielsen. 
Onsdag fik frisør Tanja Brinck besøg af politiet i sin frisørsalon Brinck Bentzon Studio i Algade. Hun var nemlig blevet anmeldt for at have overtrådt coronarestriktioner - men frisøren var blot i gang med at øve sig på nogle dukker.

Middelfart: Hvordan reagerer man mon, når politiet dukker op foran døren til ens forretning og fortæller, at man er blevet anmeldt til myndighederne for overtrædelse af coronarestriktioner? Det ved Tanja Brinck, som ejer frisørsalonen Brinck Bentzon Studio i Middelfart by.

Frisøren fik nemlig besøg af politiet onsdag formiddag, da borgere, som havde passeret salonen i Algade 36, havde valgt at anmelde Tanja Brinck for at holde åbent, selvom hun alene var ved at øve sine teknikker på to dukker.

- Den ene betjent siger, at nogle folk havde set mig stå og farve hår på to personer, forklarer Tanja Brinck og fortæller videre:

- Jeg svarer så, at betjentene hellere end gerne må hilse på de to personer og peger hen på de to dukker, som min elev og jeg har øvet os på. En af betjentene siger med et grin, at det nok bliver lidt svært at få et cpr-nummer ud af de to, griner frisøren.

- Jeg kunne ikke holde mig tilbage fra at svare, at han havde nok ret - for der var ikke meget puls tilbage.

Annonce

Ser situationen positivt

I stedet for at føle sig vred eller frustreret over anmeldelsen understreger Tanja Brinck, at hun hellere vil tage situationen med et smil. Derfor lavede hun Facebook-videoen, som i skrivende stund er blevet set 37.100 gange, delt 438 gange og har akkumuleret omkring 250 kommentarer på Facebook.

- Jeg tog det stille og roligt, fordi jeg vidste, jeg havde rent mel i posen, men jeg var simpelthen nødt til at lægge en video op på Facebook, hvor jeg fortæller om oplevelsen. Det er aldrig sjovt at blive beskyldt for noget, som man ikke har gjort - så jeg gjorde det for at vende situationen til noget positivt og sjovt, fortæller frisøren.

- Jeg ønsker ikke noget ondt til dem, som har anmeldt mig. Jeg tænker heller ikke, at de gjorde det med en ond hensigt. Det er jo nok bare nogle, som er bange. Men til en anden gang burde man nok lige være sikker på, at alt faktisk er i orden, siger Tanja Brinck.

- Jeg vil ønske, at folk enten kigger ind eller banker på. Så kan jeg forklare mig, og så undgår vi at spilde politiets tid, uddyber frisøren.

Annonce

Også anmeldelser i Nørre Aaby

Pernille Bruun, som er indehaver af Fyns Vinkompagni i Nørre Aaby, delte ligeledes en video lørdag formiddag på Facebook, hvor hun forklarer, at hun er blevet anmeldt til Fødevarestyrelsen for at have overtrådt restriktionerne i forbindelse med corona.

I videoen forklarer hun, at anmeldelsen går på, at vinforretningen reklamerer med stadig at have åbent, men at der ikke er noget ulovligt i det, da Fyns Vinkompagni kvalificeres som en fødevarevirksomhed.

- Det giver mig en lille smule ondt i maven, når jeg skal tage stilling til en anmeldelse, som faktisk kunne have kostet mig rigtig dyrt. Men det gjorde den selvfølgelig ikke, for jeg har jo tjek på det, siger Pernille Bruun i videoen, der er delt på Fyns Vinkompagnis Facebook-side.

Det har lørdag ikke været muligt for avisen at få en kommentar fra butiksindehaveren.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce