Annonce
112

Tattoo-butik politianmeldt: - Jeg blev meget chokeret, da politiet ringede

Flere tatovører er blevet politianmeldt, fordi de ikke i tide har fået registreret sig hos Sikkerhedsstyrelsen. I Fredericia blev tatovør Ulla Klottrup noget overrasket, da en politibetjent ringede til hende i sidste måned. Foto: Nana Hanghøj
Ulla Klottrup blev noget nervøs, da en politibetjent i juli indtalte en besked på hendes telefonsvarer, hvor han bad hende kontakte ham hurtigst muligt. Da hun fandt ud af, det drejede sig om en politianmeldelse og en bøde, blev hun målløs.

Fredericia: Hun har aldrig skyldt en krone, aldrig været på kant med loven, har altid betalt både moms og skat til tiden. Derfor kom det også som et chok for 46-årige Ulla Klottrup, indehaver af tatoveringsbutikken Hound Dog Ink i Fredericia, at hun var blevet politianmeldt.

Afsenderen af politianmeldelsen er Sikkerhedsstyrelsen, og baggrunden er, at Ulla Klottrup ikke rettidigt havde fået sin butik registreret hos Sikkerhedsstyrelsen.

Jeg synes godt, man kunne have givet butikkerne besked. Jeg synes, det er meget overvældende sådan at blive politianmeldt.

Ulla Klottrup, tatovør

En dyr kamel

Uden en registrering kan styrelsen ikke foretage tilsynsbesøg for at tjekke op på hygiejnen, og det koster efter den nye tatoveringslov en bøde.

- Jeg synes godt, man kunne have givet butikkerne besked. Jeg synes, det er meget overvældende sådan at blive politianmeldt, og jeg er ked af at blive stemplet for noget, jeg slet ikke var klar over, lyder det fra tatovøren.

Butikken på 6. Julivej har hun haft i fire år, og udover hende selv tæller de ansatte en enkelt lærling. En bøde på 10.000 kroner er derfor en tung og dyr kamel at sluge.

Ved årsskiftet 2018/2019 var der deadline for registrering af sit tatoveringssted. Ifølge en pressemeddelelse fra Sikkerhedsstyrelsen har den siden da modtaget en række anmeldelser om tatoveringssteder, der ikke var blevet registreret. Det er nu mundet ud i politianmeldelser.

Hvem anmeldte Ulla?

I alt har styrelsen anmeldt 16 tatoveringssteder for manglende registreringer, lyder det i pressemeddelelsen.

- Jeg ringede til dem (Sikkerhedsstyrelsen, red.), hvor jeg forsøgte at forklare, at jeg jo betaler moms og skat. Min butik er registreret. Jeg spurgte, om de da ikke bare kunne have sendt mig en rykker eller et brev. Jeg har jo ikke gjort det for at snyde. Men der var intet at gøre, fortæller Ulla Klottrup.

Anmeldelsen af Hound Dog Ink for den manglende registrering er enten lavet af en privatperson eller en anden virksomhed. Ifølge Ulla Klottrup sagde damen fra styrelsen, at man bedst kunne forestille sig, at anmelderen var en konkurrent. Det undrer og kommer bag på den 46-årige tatovør fra Fredericia.

- Jeg synes, det er underligt. Hvis en af mine kollegaer var klar over det (registreringspligten, red.), hvorfor så ikke gøre mig opmærksom på det? Det vil jeg have gjort. Hvorfor ikke hellere være en god kollega?, lyder det spørgende.

Alt opdateret

Ifølge tatovøren var politibetjenten i den anden ende af røret tilbage i juli forstående, og han lovede at notere og videregive den forundring, hun over for betjenten gav udtryk for. Nemlig, at hun ingen forudgående besked havde fået fra Sikkerhedsstyrelsen.

- Men tænk at bruge så mange ressourcer på noget, der også skal for en dommer. Man kunne have nøjedes med at sende et brev, lyder det fra Ulla Klottrup, der har levet af at tatovere i knap to årtier.

Ulla Klottrup venter stadig på at modtage den endelige bøde, men hun håber, hun kan slippe for at betale den. Så snart, hun blev bevidst om, at hun skulle registrere sin forretning, gjorde hun det. Alt er derfor også ifølge hende selv nu ”up to date”.

Registeret over tatoveringssteder, der kan ses på www.sik.dk, tæller nu fire tatoveringssteder i Fredericia. Heriblandt Hound Dog Ink.

På nuværende tidspunkt er omkring 300 tatoveringssteder registreret hos Sikkerhedsstyrelsen.

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Åbent brev til byrådet i Fredericia: Tænk disse punkter ind i arbejdet med næste års budget

Læserbrev: På det ugentlige tværpolitiske, offentlige møde i Demokraticontaineren i Kanalbyen var emnet tirsdag 10. september "Velfærdspolitik i de kommende år i Fredericia". Som sædvanlig var der en livlig diskussion i en positiv ånd. Samtalen foregik endnu en gang på tværs af partiskel og andre interesser. Mødet endte ud med enighed om at opfordre byrådspolitikerne til at tænke nedenstående punkter ind i arbejdet med næste års budget. Vi håber, I vil sætte fokus på de svageste borgere og på arbejdsmiljøet for de kommunalt ansatte. Der var enighed om, at velfærden generelt skal være i centrum, og følgende områder blev specifikt nævnt som indsatsområder: Folkeskolerne. Der er kun fem kommuner i landet, der bruger færre økonomiske midler pr. elev. Var det en ide og en mulighed at tildele midlertidig "førtidspension” til syge borgere, så de får ro til at komme sig og samle kræfter, inden der tages stilling til deres fremtidige tilknytning til arbejdsmarkedet? Fritidstiltag for den ungdomsgruppe, der ikke er knyttet til Ungdommens Hus. Sikring af, at frivillig indsats ikke på nogen måder indregnes i normeringsbehovet. Personale nok til at tage sig dybtgående nok af de underretninger, der indsendes til familieafdelingen. For at fremme arbejdsmiljøet på de offentlige arbejdspladser skal der være mindre kontrol og mere tillid, og i den sammenhæng vil det være en god idé at lade en stor del af arbejdsprocesserne bestemmes af selvstyrende teams. Det er vigtigt, at flere får lyst til at tage en uddannelse inden for de områder, der vedrører velfærden. Når forholdene er gode for de kommunalt ansatte, er der stor sandsynlighed for, at flere får lyst til at tage en uddannelse inden for disse områder, så der på sigt kan blive et tilstrækkeligt antal kvalificerede medarbejdere at vælge imellem. Det er væsentligt, at der bliver lagt endnu mere vægt på et positivt og inkluderende menneskesyn i den kommunale organisation. Vi ønsker byrådet rigtig god arbejdslyst i processen med budgetforhandlingerne!

Annonce