Det hører til sjældenhederne, at den 18-årige Clara Tauson møder en spiller, der er yngre end sig selv på WTA-touren, men det skete, da hun onsdag åbnede en 60.000 dollar-turnering i franske Andrezieux-Boutheon med en sejr.
Tauson mødte den 17-årige Elsa Jacquemot fra Frankrig, der rangerer som verdens bedste juniorspiller, og danskeren, der selv har ligget nummer et på juniorverdensranglisten, vandt med cifrene 6-4, 7-6.
Jacquemot, der havde fået et wildcard til turneringen, viste prøver på sit talent fra start. Hun brød danskerens første serveparti og bragte sig efterfølgende foran 2-0.
Men Tauson var klar til at svare igen, da hun havde sundet sig. Danskeren brød prompte tilbage og fik overtaget i kampen.
Efter et langt parti brød Tauson også til 4-2, hvorefter hun holdt sin serv rent til 5-2.
Jacquemot kom tilbage på 4-5, men danskeren brød afgørende til sætsejr.
Også i andet sæt kom den franske teenager bedst fra start med en føring på 3-0.
Tauson fik dog igen styr på kampen og fik gjort sættet helt lige, inden spillerne måtte ty til tiebreak ved 6-6.
Her var den ottendeseedede dansker helt suveræn og sikrede sejren med 7-0.
Tauson rangerer som nummer 152 i verden, mens Jacquemot er nummer 540.
/ritzau/