Annonce
Fredericia

Teatrets faste forkælede fyldte sale

Under titlen "De faste synger" har Fredericia Teater planlagt tre musical-koncerter iscenesat af Bjørg Gamst. I denne weekend var temaet musicalgenrens store mester Andrew Lloyd Webber, som var manden bag de første mega-musicals, der er blevet opsat utallige gange i hele verden. Grafik: Fredericia Teater
Fredericia Teater havde i weekenden premiere på intime forestillinger med teatrets faste musicalperformere, og man kan roligt glæde sig til, de igen får tid til at forkæle publikum.

Fredericia: Der behøves ikke millioner af led-pærer, vild scenografi og strålende kostumer for at få en fantastisk aften i Fredericia Teater. Faste skuespillere, strålende lyssætning og et musikalsk menukort med en blanding af megahits og mindre kendte sange fra legendariske Andrew Lloyd Webbers hånd kan også gøre det.

De tre faste - Mads Æbeløe, Maria Skuladottir og Teit Samsø suppleret af hjemmevant musicalperformer Rikke Hvidbjerg forkælede sammen med kapelmester Mogens Gildberg-Hansen fredag og lørdag aftener publikum i den fyldte LIP-sal.

- Hvad laver de i den store sal? Det her kunne de godt have spillet der, for det var virkelig godt, lød det fra gæster på vej ud af salen.

Andrew Lloyd Webber var oplagt, fordi vi på Fredericia Teater endnu ikke selv har produceret en musical fra hans hånd.

Fredericia Teater

Stemmer shinede

Det kunne de resterende publikummer fuldt bakke op om og kvitterede fredag aften også med stående klapsalver som tak for en fantastisk aften, hvor man både kom omkring præsidentpaladset i Buenos Aires i Evita, stod på rulleskøjter i Starlight Express, hyggede sig med katte i Cats, blev bibelske med både Josef og Jesus og følte med fantomet i operaen.

På aftenen fik de fire skuespillere lov til at shine i kraft af deres fantastiske stemmer, både i underholdende samspil og solo.

Mads Æbeløe, som er manden bag de danske manuskripter til adskillige af teatrets store succeser, viste, at han virkelig også mestrer selv at levere fra scenen. Maria Skuladottir og Rikke Hvidbjerg tryllebandt i Webbers store kærlighedsballader, mens Teit Samsø fyldte scenen med stemme, rock og humør, og flere gange fik salen til at grine højt.

Bjørgs drøm

Aftenen var debut for de intime musicalaftener, som de fires kollega Bjørg Gamst har drømt om at sætte i scene i flere år. Teaterchef Søren Møller gav grønt lys, og det kan han næppe fortryde.

Ingen blandt publikum fortrød ihvertfald en teateraften i samvær med de fire fremragende stemmer og man kan bare glæde sig til, at den faste stab tager fat på andre musical-temaer på de to næste planlagte intimkoncerter produceret i forening af Bjørg Gamst og Rob Hartmann.

Man må dog belave sig med tålmodighed, for de store forestillinger "Klokkeren fra Notre Dame" og "Tarzan" optager stemmerne de kommende måneder.

Men 28. februar vil man kunne opleve "De faste synger": Rodgers & Hammersteins sangkatalog, og den 29. maj musik af Elton John.

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Åbent brev til byrådet i Fredericia: Tænk disse punkter ind i arbejdet med næste års budget

Læserbrev: På det ugentlige tværpolitiske, offentlige møde i Demokraticontaineren i Kanalbyen var emnet tirsdag 10. september "Velfærdspolitik i de kommende år i Fredericia". Som sædvanlig var der en livlig diskussion i en positiv ånd. Samtalen foregik endnu en gang på tværs af partiskel og andre interesser. Mødet endte ud med enighed om at opfordre byrådspolitikerne til at tænke nedenstående punkter ind i arbejdet med næste års budget. Vi håber, I vil sætte fokus på de svageste borgere og på arbejdsmiljøet for de kommunalt ansatte. Der var enighed om, at velfærden generelt skal være i centrum, og følgende områder blev specifikt nævnt som indsatsområder: Folkeskolerne. Der er kun fem kommuner i landet, der bruger færre økonomiske midler pr. elev. Var det en ide og en mulighed at tildele midlertidig "førtidspension” til syge borgere, så de får ro til at komme sig og samle kræfter, inden der tages stilling til deres fremtidige tilknytning til arbejdsmarkedet? Fritidstiltag for den ungdomsgruppe, der ikke er knyttet til Ungdommens Hus. Sikring af, at frivillig indsats ikke på nogen måder indregnes i normeringsbehovet. Personale nok til at tage sig dybtgående nok af de underretninger, der indsendes til familieafdelingen. For at fremme arbejdsmiljøet på de offentlige arbejdspladser skal der være mindre kontrol og mere tillid, og i den sammenhæng vil det være en god idé at lade en stor del af arbejdsprocesserne bestemmes af selvstyrende teams. Det er vigtigt, at flere får lyst til at tage en uddannelse inden for de områder, der vedrører velfærden. Når forholdene er gode for de kommunalt ansatte, er der stor sandsynlighed for, at flere får lyst til at tage en uddannelse inden for disse områder, så der på sigt kan blive et tilstrækkeligt antal kvalificerede medarbejdere at vælge imellem. Det er væsentligt, at der bliver lagt endnu mere vægt på et positivt og inkluderende menneskesyn i den kommunale organisation. Vi ønsker byrådet rigtig god arbejdslyst i processen med budgetforhandlingerne!

Annonce