Annonce
Fredericia

Telefonsamtalen, der slog gnister: Folketingskandidat forlader også DF

Bent Troelsen har valgt at følge efter sin formand Karsten Byrgesen og sagt farvel til Dansk Folkeparti. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen

Bølgerne gik højt under telefonsamtale mellem tidligere næstformand og gruppeformanden. Hun skulle undskylde, men da det ikke er sket, har han meldt sig ud af partiet.

Annonce

Fredericia: Dansk Folkeparti i Fredericia skal ud at finde en ny folketingskandidat.

Det er konsekvensen af, at næstformand i bestyrelsen Bent Troelsen søndag har valgt at følge Karsten Byrgesen ud af partiet.

- Jeg kan ikke se mig i det parti længere. Jeg har forsøgt at få Susanne Eilersen til at undskylde de angreb, hun er kommet med mod Karsten Byrgesen. Hun har sagt, at han var en fiasko. Det ville jeg have, at hun trak tilbage, men det har hun ikke villet. Jeg havde givet hende og partiet en frist til weekenden til at reagere, men jeg har intet hørt, og det tager jeg konsekvensen af, siger Bent Troelsen.

Der har været ballade i DF Fredericia de seneste otte måneder, og kulminationen kom under en telefonsamtalen torsdag aften.

- Bølgerne gik højt, og Susanne beskyldte mig for en masse ting. Blandt andet mente hun, at jeg havde gjort det dårligt i min tid som formand og havde været for diktatorisk. Det mener jeg bestemt ikke. I min tid voksede medlemstallet fr 157 til over 200, og jeg fik samling på partiforeningen. Blandt andet lå bilag og regnskaber spredt rundt på flere adresser i Fredericia. Det fik jeg stoppet, siger Bent Troelsen.

Jeg sagde til Susanne, at hun skulle trække sine udtalelser om Karsten tilbage, ellers ville jeg trække mig. Hun og partiet fik et ultimatum, og de har ikke reageret.

Bent Troelsen, nu tidligere DF-folketingskandidat
Annonce

Skulle holde kæft

Bent Troelsen ønskede en beklagelse fra Susanne Eilersen, og han havde også ønsket en reaktion fra hovedbestyrelsen.

- Burde hovedbestyrelsen have været mere aktiv i at løse problemerne i Fredericia?

- De har ikke reageret, som jeg gerne havde set. Allerede i maj påpegede jeg og Karsten Byrgesen, at der var problemer med samarbejdet, men det eneste, jeg har hørt, var kritik efter, at jeg kritiserede Susanne Eilersen i et læserbrev, siger Bent Troelsen, som tog afstand fra Susanne Eilersens udtalelser om landsholdsspilleren Nadia Nadim efter EM-triumfen i sommer.

- Jeg fik at vide, at jeg skulle holde kæft, siger Bent Troelsen.

Annonce

Fra kampagneleder til modstander

Bent Troelsen har været en del af DF Fredericia i fem et halvt år. Han har været formand for bestyrelsen og kampagneleder for Susanne Eilersen i forbindelse med hendes kamp for en plads i Folketinget.

- Det lykkedes at få hende valgt, og vi havde dengang et godt samarbejde. Jeg ved ikke, hvad der er sket med hende på det seneste, siger Bent Troelsen.

Han mener, at hovedbestyrelsen burde have reageret på Susanne Eilersens seneste udtalelser om Karsten Byrgesen.

- Hvorfor tror du, at det ikke er sket?

- Jeg ser det som kammerateri, siger Bent Troelsen, som nu vil overveje sin politiske fremtid.

- Jeg skal lige sunde mig oven på det her forløb, som bestemt ikke har været kønt. Jeg har en familie, jeg skal pleje, og så vil jeg se, hvordan partierne agerer i den kommende tid, før jeg beslutter, om jeg skal bruge kræfter i et andet parti, siger han.

- Ved du, hvilke planer Karsten Byrgesen har?

- Jeg formoder, at han fortsætter som løsgænger. Jeg tror også, at han har brug for en tænkepause, siger Bent Troelsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia

Ny daginstitution skaber debat: Placering i Madsby er langtfra sikker, fastslår DF

Fredericia

Podernes ilddåb begyndte roligt: - Det eneste, vi ikke er lært op i, er, hvad vi skal lave, når der ikke er nogen, vi kan teste

Annonce