Annonce
Erhverv

Temashop er coronakrise-ramt: Omsætningen dykkede 80 procent, da statsministeren lukkede landet ned

Temashop sælger alt fra lederhosen og farvestrålende parykker til skræmmende kontaktlinser og bloddryppende zombiemasker. Men virksomheden er ramt på omsætningen på grund af coronakrisen og har sendt en del af medarbejderne hjem. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Temashop har sendt halvdelen af sine ansatte hjem på lønkompensation og forsøger at finde nye forretningsområder.

Pjedsted: For rigtig mange virksomheder betyder coronavirus nedgang i omsætningen. Således også for kostume-webshoppen Temashop, som har måttet sende op mod 14 ansatte - omkring halvdelen - hjem på lønkompensation.

Der er heller ikke udsigt til snarlig bedring, for med statsminister Mette Frederiksens melding i mandags om, at alle store forsamlinger ikke er tilladt til og med udgangen af august, er både festivaler og Aalborg Karneval aflyst. De og sidste skoledag er ellers gode afsætningskanaler for virksomheden, der har modtaget Gazelle-prisen de seneste fire år for vækst.

- Vi har en nedgang i omsætningen på 80 procent. Vi lå 30 procent over budget i begyndelsen af marts, indtil Mette Frederiksen gik på skærmen og lukkede ned. Så vi ender nok med et minus på millioner. Det er gået lynhurtigt, konstaterer indehaver af Temashop Daniel Diness Andersen, som har brugt de seneste 10 år på at bygge virksomheden op.

For ham er det noget af en rutsjebanetur at være med i - men ikke på den gode måde. Virksomheden har også webshops i Norge, Sverige og Finland, som også er gået voldsomt ned i omsætning. De var bare lidt længere tid om det end den danske, da nedlukningen af landene kom senere. Selv Sverige, som ikke er lukket ned i større grad som Danmark, svigter også på salg.

Annonce

Vi har flyttet det meste. Resten bliver flyttet i påsken. Nu, vi ikke har så meget at lave, kunne vi lige så godt flytte. Det er 26.000 varenumre på lageret, så det er nok 100 paller, der er flyttet. To lastbiler fra Dueholm har kørt i pendulfart frem og tilbage.

Daniel Diness Andersen, indehaver

Indehaver: - Vi har aldrig oplevet noget lignende

Daniel Diness Andersen har dog ikke helt tabt modet.

- Vi har haft nogle gode år og lagt lidt til side, så vi skal nok komme igennem, men hvad der kommer til at ske, kan vi ikke garantere. Vi har aldrig oplevet noget lignende, sukker han.

Derfor er Temashop i gang med at undersøge, hvad virksomheden kan gøre for at øge omsætningen og ride stormen af. Et lille lyspunkt er Temashops søstervirksomhed Horseshop, som er både en webshop og fysisk butik i Pjedsted, der sælger rideudstyr.

- Den vækster under det her, for folk rider stadig og køber udstyr. Men det er desværre ikke noget, der kan opveje tabet. Men vi kigger på at udvide sortimentet og ser på, om vi skal have et sortiment til hund og kat. Vores strategi har længe været at have to ben at stå på i virksomheden, så hvis det ene vaklede, kunne vi støtte os til det andet. Horseshop er det ben, men vi er bare ikke nået langt nok endnu. Det vil vi nok sætte mere sving i, forklarer Daniel Diness Andersen.

Lastbiler har kørt i pendulfart

Nu, der ikke er travlt i webshoppen, benytter virksomheden lejligheden til at flytte til sine nye lokaler i Erritsø. Som tidligere skrevet i dagbladet flytter Temashop fra Pjedsted til nye lokaler i Erritsø. Her har Temashop købt en bygning på Håndværkervej 24, som de seneste måneder er blevet renoveret, så webshoppens lager og kontor kan flytte ind.

- Vi har flyttet det meste. Resten bliver flyttet i påsken. Nu, vi ikke har så meget at lave, kunne vi lige så godt flytte. Det er 26.000 varenumre på lageret, så det er nok 100 paller, der er flyttet. To lastbiler fra Dueholm har kørt i pendulfart frem og tilbage. Om en uge til 14 dage er vi nok på plads. Vi mangler dog butikkerne, og der er vi i dialog med Fredericia Kommune om at lave noget derude, fortæller Daniel Diness Andersen.

Årsagen til, at Temashop flytter fra Pjedsted, hvor virksomheden har været glad for at holde til, er, at en udvidelse af lageret var nødvendig. Men den blev for dyr og måske for lille på sigt.

- Det ville koste os 6,5 millioner kroner at bygge 1500 kvadratmeter til. Men der var kun plads til den ene udvidelse, og vi tror på, Temashop kan blive endnu større, så vi skulle ud, hvor vi kunne udvide. Men der er ingen tvivl om, det var en svær beslutning at tage, beretter han.

Daniel Diness Andersen satser da også på, danskerne indenfor overskuelig fremtid kan mødes og holde fest og fejre fødselsdage igen.

- Vi er fortrøstningsfulde overfor, at der kommer gang i det igen, siger han.

Temashop har hidtil ligget i Pjedsted, men er i gang med at flytte til Erritsø. Virksomheden er ramt af corona-krisen. Arkivfoto: Benny F. Nielsen

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce