Annonce
Udland

Tesla åbner sin første europæiske fabrik i Tyskland

Emmanuel Dunand/Ritzau Scanpix
Der er godt nyt for den tyske bilindustri, efter at Tesla har annonceret anlæggelsen af megafabrik i Berlin.

Den store amerikanske elbilproducent Tesla vil åbne sin første europæiske fabrik og designcenter i Berlin.

Det annoncerede Tesla-chef Elon Musk sent tirsdag ved et arrangement i den tyske hovedstad.

- Alle ved, at tysk ingeniørarbejde er enestående. Det er en af grundene til, at vi placerer vores gigantiske europæiske fabrik i Tyskland, siger Musk ved arrangementet, hvor der blev uddelt priser til bilindustrien.

Den nye fabrik vil både producere batterier, transmissionssystemer og biler.

Placeringen i Tyskland betyder, at Tesla fremover vil kunne sætte det prestigefulde "Made in Germany"-mærkat på en række af sine biler.

Det samme kan i forvejen de tyske bilgiganter Audi, BMW og Mercedes, der alle i stigende grad forsøger at komme ind på Teslas elbilmarked.

Teslas udmelding er godt nyt for den tyske bilindustri.

Den kommer, efter at BMW og Mercedes de seneste år har valgt at bygge nye fabrikker i Ungarn. Det sker samtidig, efter at Volkswagen i 2015 blev ramt af en stor sag om manipulation af data for, hvor meget deres biler forurener.

Elon Musk siger, at den nye fabrik vil ligge nær Berlins Brandenburg-lufthavn.

Beslutningen bliver taget varmt imod af Tysklands økonomiminister.

- Teslas beslutning om at bygge en ultramoderne fabrik for elbiler i Tyskland er yderligere bevis på Tysklands status som en central spiller i bilindustrien, siger økonomiminister Peter Altmaier og tilføjer:

- Vi tror, at vi nu har en chance for i de kommende år at blive midtpunkt for den her fremtidsorienterede sektor.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce