Annonce
Livsstil

Thomas Brunstrøm: - Der burde være noget, der hed kulturorlov, hvor man kunne holde fri fra arbejde i en måneds tid og komme up-to-date

Thomas Brunstrøm. Foto: Simon Knudsen
Mig og kulturen: Thomas Brunstrøm

- Hvad bidrager kulturoplevelser med i dit liv? - I store træk alt, hvad der er godt og rart her i livet. Hvis jeg ikke skulle bekymre mig om at tjene til huslejen og nyt tøj til børnene, ville jeg hellere end gerne bruge alle mine vågne timer på at læse bøger, rende til koncerter, se film, høre podcasts osv.

- Hvilken bog eller blad har givet dig en god oplevelse? - “High Fidelity” af Nick Hornby. Primært fordi jeg aldrig før eller siden har læst en bog med en hovedperson, der så 1:1 lignede mig selv som Rob Gordon, der har en samling vinylplader, der aldrig kan blive stor nok, har hovedet fuld af popkultur, laver konstante top 5-lister med sine venner og bedømmer folk på ”what you like, not what you are like ... Books, records, films - these things matter. Call me shallow but it's the fuckin' truth”.

- Hvilket album eller koncert vil du gerne høre igen? - Jeg har lige været på Copenhell for niende år i træk, og det ville jeg søreme gerne opleve igen. Men hvis jeg skal fremhæve et enkelt album, siger jeg ”In The Throes” af John Moreland. Jeg har altid hørt meget metal, men på mine gamle dage er jeg blevet svært glad for country. John Moreland vejer det samme som en lille personbil, har ”Oklahoma” tatoveret hen over knoerne og har ekstremt ondt i livet - og er ikke bange for at skrive enormt følsomme sange om det. Min kone får sig en lille tudetur, hver gang vi hører den sang, der hedder ”Break My Heart Sweetly” - hvilket er imponerende, eftersom vi hører pladen endog meget jævnligt.

- Hvilken film, tv-serie eller teaterstykke har gjort indtryk? - Lige for tiden er jeg vildt fascineret af en Netflix-serie, der hedder ”Shtisel”, som foregår blandt ortodokse jøder i Israel, men i virkeligheden ikke handler så meget om religion, men mere om familieforhold, ambitioner, drømme, kærlighed og alt muligt. Den er vildt fascinerende, fordi den giver et indblik i en ellers lukket kultur og undgår at idyllisere, parodiere eller romantisere deres hovedpersoner og deres religion.

- Hvilket kunstværk eller udstilling tænker du tilbage på? - Jeg ved pinligt lidt om kunst, men jeg var for nylig på Prado-museet i Madrid, hvor de har mange billeder af Reubens og Goya - sådan nogle superdystre nogen, hvor folk lider og bløder og dør på en dramatisk måde. Det var jeg ret vild med.

- Hvilket design eller kunsthåndværk sætter du mest pris på? - Jeg må tilstå, at jeg ikke går ret meget op i hverken design eller kunsthåndværk. Vores hjem er mere holdt i stilen ”beboelig marskandiserbutik” end præget af stilrent design - noget med bøger og plader og gamle reklameskilte og gøgl og gak og dimser og dutter alle vegne.

- Hvilken kulturoplevelse drømmer du om at få mere tid til? - Alt muligt. Jeg føler mig hele tiden lidt bagud og har altid en stak bøger ved siden af natbordet, jeg gerne vil læse, et par plader, jeg har købt, men ikke hørt endnu, nogle podcasts, jeg gerne ville følge med i, og nogle serier, hvor jeg ikke har set den seneste sæson. Der burde være noget, der hed kulturorlov, hvor man kunne holde fri fra arbejde i en måneds tid og komme up-to-date.

- Hvad er den værste kulturoplevelse, du har haft? - Filmen ”Fifty Shades - Fri”. Jeg skulle se den for at anmelde den, så det var i embeds medfør, men altså: Den første ”Fifty Shades” var godt nok dum, toeren var endnu værre, og den her er en decideret fornærmelse mod filmmediet i en grad, så jeg kunne mærke hjerneceller dø, som handlingen - og jeg bruger det ord lettere lemfældigt her - skred frem.

Annonce

Fakta

Fakta: Blå bog

Thomas Brunstrøm (f. 1977) er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og har læst filmhistorie på Københavns Universitet. Arbejder blandt andet som freelancejournalist og filmanmelder.

Han debuterede som børnebogsforfatter i 2015 med ”Dengang Sallys var dreng”, og han er aktuel med nummer seks i rækken, ”Sallys far er langt ude i skoven”.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce