Annonce
Danmark

Tidligere soldat og politimand: - Men In Black er frihedskæmpere

Sådan så det ud, lørdag den 23. januar 2021, da Men In Black demonstrerede i København. Gruppen demonstrerer imod coronarestriktioner, vaccinationer imod covid-19 mm. - og lørdag den 30. januar har de varslet protest i Aarhus (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
De går klædt i sort og er bevæbnede med kanonslag og konspirationsteorier. Men In Black, som gruppen kalder sig, er rasende på “diktator Mette” og modstandere af coronarestriktionerne. Lørdag har de planlagt demonstration i Aarhus. Avisen har mødt Lars Andersen, som følger og støtter protesterne. Engang var han betjent i uniform - i dag er han med egne ord “professionel dissident”.

Protest: Romerlys og politiblink lyser aftenen op, indhyller gaden i en røg af blå og røde farver. Kanonslag brager, sirener hyler. Gennem diskoteket af uroligheder går hundredvis af mennesker i sort tøj, og de er ikke kommet for at danse.

- Fuck venstrefløjen, og fuck højrefløjen. Vi er folket, råber en ung mand gennem sin halsedisse og viser en udstrakt langefinger til kameraet.

Videooptagelserne er fra Indre By i København, lørdag den 9. januar. Manden bag kameraet hedder Lars Andersen, en 40-årig mand med langt hår, stort skæg og sort kasket. Et årti tidligere ville Lars have stået i politiuniform på betjentens side for at sikre lov og orden. I dag får han pengedonationer fra vrede, unge mænd for at begå ulovlige ting og gøre oprør mod staten. Lars vender vi tilbage til.

Men først skal vi lige holde fokus på det, som han livestreamer ud til sine 46.000 følgere på YouTube den 9. januar. Det, der skulle have været en fredelig demonstration mod regeringens restriktioner mod coronavirus, ender i håndgemæng med ordensmagten og 18 anholdelser. Det er den aften, at måneders banken på grydelåg foran Christiansborg udvikler sig til dåsekast og fyrværkeriaffyring mod politiet. I den danske offentlighed er det her, at “Men In Black” pludselig er noget mere og andet end amerikanske agentfilm med Will Smith i hovedrollen. Fra den dag er det også navnet på en oprørsbevægelse.

Annonce

En broget skare

"Men In Black, Denmark” er en Facebook-gruppe, der siden den 13. december 2020 har tiltrukket over 15.000 følgere. En alliance af vidt forskellige mennesker – fodboldhooligans, sølvpapirshatte, strikkemødre, akademikere, tømrere, bagere, selvstændige, som er gået konkurs og aktivister fra både højre- og venstrefløjen – der er enige om en ting: den danske stats kamp mod covid-19 er gået for vidt.

Forskere i sociale bevægelser og kulturelle modstrømninger har udtrykt forundring over gruppens mangfoldige sammensætning. Politiet og de danske politikere er bekymrede over deres militante adfærd. En frygt, som Men In Black kun satte yderligere fut under, da de til en demonstration i København lørdag den 23. januar brændte en figur af, der skulle forestille statsminister Mette Frederiksen.

Den aften var Lars Andersen også på pletten med sit videokamera. Og hans sympati og forståelse for gruppen blev ikke mindre. Tværtimod.

- Jeg mener, at Men In Black er frihedskæmpere, der går op imod Socialdemokratiets tyranni, siger han.

Avisen Danmark har sat Lars stævne til interview - ikke fordi han skal agere talerør for protestbevægelsen, men fordi han bedre end de fleste andre kan sætte ord på den skepsis og vrede, der præger Men In Black.

- Jeg er jo en form for professionel dissident selv. Og det siger jeg med stolthed, siger han.

Annonce

Finansieret af vrede, unge mænd

Lars mener, at han lever af at undergrave den danske stat. I bogstaveligeste forstand. Med sikker stemmeføring, fast blik og et høfligt smil – som sad han til en ansættelsessamtale og advokerede for, hvorfor han var den rette til jobbet – fortæller han, hvordan han systematisk bryder love og regler af principielle årsager.

Lars har forsøgt at sælge narko via tidligere justitsminister Morten Bødskovs Facebook-profil. Han har guidet folk til, hvordan de undgår at betale licens til Danmarks Radio, printet T-shirts med tidligere statsminister Helle Thorning Schmidts CPR-nummer trykt på maven og opfordret til hærværk på politiets automatiske nummerpladegenkendelsessystemer, de såkaldte ANPG-anlæg.

Han er blevet idømt bøder og betinget og ubetinget fængsel for overtrædelser af blandt andet straffeloven, våbenloven, persondataloven og racismeparagraffen.

- Og for sådan en som mig, der er imod demokratiet, imod staten og imod alt det, som I almindelige mennesker tager for givet og mener er godt, der er de her straffesager hædersemblemer, siger han.

Og tilsyneladende findes der mennesker, som er enige med ham. Knap 50.000 mennesker følger ham på YouTube, 20.000 unikke brugere om måneden lytter til hans podcasts, og cirka 15.000 kroner tikker ind på kontoen via crowdfunding hver måned.

- Jeg modtager donationer fra vrede unge mænd i 20 til 35-års alderen, der føler sig fremmedgjorte i dagens velfærdsorienterede, feminiserede Danmark, påstår Lars.

Han påstår en del ting og bemærker flere gange, at han godt ved, at hans holdninger "lyder fuldstændig sindssyge i min og din mors ører”.

Lars kender ikke min mor, men jeg nikker alligevel samtykkende.

Annonce

Fortid som soldat og betjent

Den røde tråd i Lars’ aktivisme er frihed, og for ham er frihed ejendomsret. Firkantet sat op, forklarer han, er det retten til at eje og sælge noget. Og så skal ingen stat blande sig i, hvad det er, han ejer eller sælger.

Engang var det – sagt med Lars’ egne ord – en del af hans jobbeskrivelse at "forbryde sig mod andre menneskers basale ejendomsrettigheder". Som sergent i Livgarden var han udsendt til Kosovo i 2002, hvor han sparkede døre ind til familier og ransagede huse for våben. Sidenhen konfiskerede han hash på Christinia som betjent i København – indtil han i år 2010 vakte national opsigt.


Det fylder mig med større sørgmodighed, at forretninger, fællesskaber og frihed dør på coronaens alter, end at en 81-årig med dårligt helbred gør det.

Lars Andersen


På det liberale medie 180grader.dk skrev Lars et blogindlæg om, at han gik ind for legalisering af narko. Samt at han sagtens kunne finde på at give en person fripas, hvis han nuppede personen med et kilo hash i lommen.

Rigspolitiet indkaldte ham til møde, men han afleverede sin opsigelse, før de nåede at fyre ham.

- Siden da er jeg blevet et meget bedre menneske, siger han med samme kække, men alligevel alvorlige facon, som han taler med til sine følgere på via de sociale medier.

I den virkelighed er Mette Frederiksen en diktator, Lars' gamle politikollegaer er tilsvarende store tyranner, og det tragiske ved corona er ikke selve virussen, dødsfaldene og smittefaren. Det er restriktionerne.

Annonce

"De har ødelagt samfundet"

Da Danmark på grund af coronapandemien lukkede landet ned første gang, for snart 11 måneder siden, panikkøbte Lars Andersen dagligvarer hjem fra Nemlig.com.

Han var bange.

- Jeg nåede at tænke, "nu kommer der en semi-apokalypse, og 25 procent af os alle sammen dør," fortæller han.

Men efter et par uger begyndte at han at blive skeptisk. Han fulgte med på opgørelserne fra Statens Serums Institut og manglende dokumentation for, at epidemien var værre end "en almindelig influenza med en tre til fem gange højere dødelighed". At det ikke bare var noget, som kun de svage og ældre burde skærmes fra.

Karavaner af ligvogne i Italien gjorde indtryk. Ligesom det gjorde, at folk omkring ham blev syge, siger han:

- Men det gør ærlig talt større indtryk, hvordan politikerne har ødelagt samfundet og gjort almindelige mennesker syge. Det fylder mig med større sørgmodighed, at forretninger, fællesskaber og frihed dør på coronaens alter, end at en 81-årig med dårligt helbred gør det.

For første gang under interviewet smiler han ikke.

- Og det er derfor, jeg mener, at Men In Black er frihedskæmpere. De kæmper vores alle sammens kamp, og jeg håber, at de en dag vil blive husket som helte på samme måde som modstandsfolkene under anden verdenskrig.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia For abonnenter

Gluten styrer hele Pernilles tilværelse: - Du skal ikke have ondt af mig

Fredericia

Stilhed før storm: Restauratører forventer større rykind i weekenden

Annonce