Annonce
Fredericia HK

Til sidst fik Sønderjyske skovlen under FHK

Jakob Mikkelsen scorede seks gange og spillede godt, men FHK tabte med tre til Sønderjyske. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Fredericia HK var med stort set hele vejen i en hæsblæsende kamp mod Sønderjyske. Men til sidst strammede gæsterne grebet, og så tabte FHK med 38-35.

Fredericia: Fredericia HK var med stort set til det sidste af en hæsblæsende kamp mod Sønderjyske. Men gæsterne trak fra og vandt med sikre 38-35 efter pauseføring til FHK på 19-18.

Stemningen kogte som altid i thansen Arena - denne dag lidt mere end vanligt, fordi Sønderjyskes fans også larmede som vilde. Det gav en lydkulisse, der kunne vække Holger Danske fra sin søvn i katakomberne under Kronborg.

De to mandskaber ydede stemningen ære i en første halvleg, som var hæsblæsende og fyldt med lækre detaljer. Som altid stod Emil Tellerup godt, mens FHK's velsmurte kontramaskine sørgede for at score målene. Få gange gik det lidt for stærkt for hjemmeholdet, der smed bolden væk, men det var små pletter på et godt angreb.

Opgøret var fuldstændig lige i hovedparten af de første 30 minutter med ganske små afstikkere på et par måls føringer eller tre til begge hold.

Lækre detaljer var der nok af. Arnar Birk Halfdansson stod for en af dem, da han med fuldt gevind lagde en bold forbi Emil Tellerup. Der blev taget utraditionelle metoder i brug for at passere den velspillende skudstopper, der stod på 30,77 procent i første halvleg.

Sønderjyske var presset efter 20 minutter spil, hvor en voldsom kontramaskine havde bragt FHK foran med 14-11. Hjemmeholdet angreb som et arrigt vepsebo, og Sønderjyske kunne ikke vifte dem væk.

Men gæsterne skiftede ud i målet, og svenske Josip Cavar lukkede flot ned med tre redninger på otte mål. Det betød, at alt var lige i pausen, hvor FHK var foran med 19-18.

Halvlegens smækreste detalje stod Rune Andersen og Jakob Mikkelsen for, da Mikkelsen fandt Andersen med en høj pasning. Andersen greb den i luften og bankede bolden i kassen. Det blev halvlegens sidste mål, og thansen Arena gik veltilfreds ud og trak luft ind.

Det var der brug for.

Annonce

Fredericia HK-Sønderjyske 35-38 (19-18)

Håndboldligaen

Mål for FHK: Jakob Mikkelsen 6, Martin Bisgaard 6, Kristian Stoklund 4, Rasmus Meyer 4, Kasper Young 4, Mathias Hedegaard 3, Rune Andersen 3, Rune Schrøder 3, Nikolaj Mehl 2.

Mål for Sønderjyske: Aaron Mensing 10, Frederik Børm 8, Oliver Eggert 6, Oskar Sunnefeldt 4, Mikkel Møller 3, Jon Andersen 3, Arnar Halfdansson 2, Lasse Hamann-Boeriths 1, Frederik Ladefoged 1.

Udvisninger for FHK: Jakob Mikkelsen (2).

Udvisninger for Sønderjyske: Arnar Haldansson (1), Lasse Hamann-Boeriths (1), Oliver Eggert (1).

Dommere: Per Olesen og Jesper Madsen.

Tilskuere: 1875 i thansen Arena.

En sikker sejr

Kampen gav en indtrykket af, at man sad i en sauna der kørte med 200 kilometer i timen.

Det var varmt og hurtigt, men anden halvleg blev nærmeste en spejling af første, for ingen af de to hold formåede at vriste sig fri - før til sidst. FHK var foran for det meste, men det var stort set kun med et mål.

Jimmi Andersen kom på kassen og blev passeret et par gange i begyndelsen, men han løftede sig og tog et straffekast, mens de to hold byttede mål. Alt i alt var denne udskiftning i målet dog mærkværdig. Tellerup stod godt og Andersen kunne ikke nå hans niveau, hvorfor han også blev skiftet ud igen midtvejs i anden halvleg med en redningsprocent på 18,18.

Sønderjyskes træner Casper Christensen drejede på en knap, og pludselig havde FHK vanskeligt ved at få kontramaskinen i bevægelse. Gæsterne fik simpelthen scoret på sine angreb, og efter 49 minutter var Sønderjyske foran med 30-28. Aaron Mensings dynamitarm kombineret med Frederik Børms faretruende fysik gjorde ondt på FHK.

FHK tabte pusten i kampens sidste 10 minutter, og med fem tilbage var Sønderjyske foran med tre mål, 35-32. Aaron Mensing satte sin 10. træffer på straffekast, efter at Jakob Mikkelsen blev udvist og denne sekvens lignede i sandhed hjemmeholdets endeligt.

Det lykkedes da heller aldrig FHK at rejse sig. Sønderjyske vandt med sikre 38-35 og FHK faldt for en sjælden gangs skyld i egen hule.

Allerede fredag spiller FHK igen - denne gang på udebane mod Lemvig-Thyborøn.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce